Jeg har ikke længere ondt af mig selv

Lørdag, 8. oktober 2016

af Caroline Grønne Wigdal Foto: Morten Mejnecke

En færdselsulykke betød, at Katrine måtte give afkald på sit drømmejob som politibetjent. For at vende tilbage til livet, måtte hun arbejde med en fortrængt sorg fra sin ungdom.

Katrine måtte opgive sit drømmejob og bearbejde alt det svære fra fortiden.

En morgen for ni år siden oplever Katrine det sidste sus i hendes job som betjent. For den sølvfarvede Golf, som hun sammen med sin makker jagter, drejer mod en afkørsel, og han skubber til et midlertidigt autoværn, så Katrine og hendes makker torpederer direkte ind i et betonautoværn.

Ulykken smadrede bilen, Katrines ryg, nakke, hukommelse og koncentrationsevne og gav hende fysiske smerter for livet. Men den smadrede også hendes drøm, som hun kun lige var i begyndelsen af at udleve, men som fyldte alt i hende. Nemlig at være politibetjent og hundefører i efterforskninger.

I dag bor Katrine Kokborg Høding, 35, sammen med sin mand, Thomas Kokborg Høding, 36, og de to tvillingepiger Matilde og Karoline på 6 år, i Kirke Hyllinge.

Læs også: Sådan snyder du din hjerne

Det fortrængte

Ulykken rippede op i en sorg fra fortiden, som Katrine ellers havde fortrængt. Hun havde nemlig mistet sin bror mange år før ulykken. Han døde af en betændelsestilstand i hjertet.

– Jeg blev arrogant og ubehagelig. Jeg lukkede af over for folk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var sådan, det var jo bare det nemmeste.

Konstant havde Katrine én ting i hovedet. – Jeg ved ikke, hvornår jeg fik den drøm. Men jeg ville være politibetjent, fortæller hun. Målrettet trænede hun til optagelsesprøven, og hun bestod den, og på uddannelsen forelskede hun sig i Thomas.

Læs også: Martins liv efter hjerneskaden

Ulykkens konsekvenser

Men pludselig efter ulykken, kunne hun, som ellers altid var den seje betjent til alt, ikke løse sine opgaver. – Jeg kunne læse en sigtelse med paragraffer igen og igen uden at huske den, og jeg brød grædende sammen, når jeg hørte udrykning, fortæller Katrine. Undersøgelser har senere vist, at hun ikke bare havde fået en alvorlig hjernerystelse, men også en mindre hjerneskade.

– Det var så nedbrydende og forfærdeligt. Jeg følte, at jeg tabte ansigt. For man kunne jo ikke se noget på mig. Jeg havde jo ikke en arm i gips, siger Katrine, der efter få uger måtte melde sig helt syg.

I to år lå hun på sofaen og var sygemeldt. Hun havde drømme om forbrydelser, som hun skulle opklare, og kriminelle, hun skulle fange. Men i stedet var hun i den situation, at hendes politiskilt var blevet taget fra hende, ægteskabet gik dårligt og hun var kronisk smertepatient og førtidspensionist.

Læs også: Mette har Alzheimer

Redningen

Katrine begyndte i terapi. Og terapeuten begyndte at grave i fortiden og i Katrines indre. ”Måske er det ikke udelukkende din skade, der giver smerter. Måske er der andre årssager?”, spurgte han. Og det næste år viste, at han havde ret i sin fornemmelse.

– Jeg grædt ud og fik talt om, hvorfor jeg var så vred. Jeg havde aldrig fået bearbejdet sorgen over Kristoffers død. Pludselig kom jeg glad hjem fra terapien, og glæden spredte sig som ringe i vandet, husker Katrine.

Sammen med Thomas genfandt hun kærligheden, og i dag er det, som om, at den er større, end den var før ulykken. Thomas stoppede i sit job som betjent, fordi han har lært, at det ikke giver mening at sætte sit liv over styr i et job. I stedet nyder Katrine, Thomas, Matilde og Karoline, at de har hinanden.

– Så griber vi nuet og ser, hvad der kommer ud af det, smiler Katrine.