Jeg har valgt mit nye liv til

Invalid på et splitsekund. Hvem forestiller sig det? 47-årige Annika gjorde langt fra, da hun for fire år siden levede et helt andet liv, end hun gør i dag.

Hun var mor til to teenagebørn, gift med Michael og levede et travlt liv med pendlerjob i Aarhus og egen virksomhed som webudvikler ved siden af. Hun holdt af sin hverdag, og havde nogen sagt, at hun ville miste det i løbet af et knips med fingrene, ville hun ikke have troet på det. Det gjorde hun heller ikke i lang tid efter ulykken. Hun håbede, insisterede og troede på, at hun ville få sit liv tilbage.

Men den søndag i september for fire år siden forandrede det hele sig. Et skridt forkert og ingen vej tilbage.

Familiens hus i Gislev på Midtfyn var under renovering på grund af rotter. Alt indbo var opmagasineret i en stor container i forhaven, og overnatningen foregik i en skurvogn ved siden af. Sådan havde familien levet i et stykke tid, og lige den eftermiddag var Annika gået på jagt i containeren for at finde en ting, hun havde lånt af en ven, som nu skulle have den tilbage.

Hun fandt den, men da hun trådte ud af containeren, gled hendes ene fod på kanten af jernrammen og vred rundt, mens hun forsøgte at finde fodfæste med den anden fod, der uheldigvis landede i et hul på græsplænen, og ligeledes drejede rundt. Hendes sidste forsøg på at undgå et fald var at række ud efter en reol, der endte med at vælte sammen med hende over i selve containerens jernramme, så hun hamrede sin skulder ned i den. Hun hørte knoglerne knuse, hun mærkede en ubeskrivelig smerte, og hun så, hvordan både Michael og hendes dengang 13-årige søn febrilsk forsøgte at hjælpe hende.

– Jeg kunne slet ikke græde, fordi det gjorde så ondt, og jeg koncentrerede mig kun om at trække vejret. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var helt galt, husker Annika Mørk Jensen.

I dag sidder hun i en elektrisk kørestol, har fuld hjemmepleje og ledsagerordning og har fået tilkendt førtidspension. For det, som lægerne i første omgang troede var et par brækkede ben, viste sig at være knuste ankler, der aldrig nogensinde kommer til at bære Annika igen.

Tog et valg

Efter et halvt år slukkede en overlæge for alvor dét håb, der på det tidspunkt var så spinkelt hos Annika, at hun inderst inde allerede godt kendte svaret. Hun ville aldrig komme til at gå igen, for hver gang gipsen blev fjernet, knustes knoglerne igen.

– Jeg har været vred, ked af det og frustreret. Jeg har været bitter og haft rigtig ondt af mig selv. Jeg har været igennem alle følelser, tror jeg. Men på et tidspunkt må man tage et valg, og i mit tilfælde var det en hjemmesygeplejerske, der sagde til mig, at enten kunne jeg blive liggende i min seng og have ondt af mig selv, eller også kunne jeg hoppe over i kørestolen og leve det liv, jeg nu havde fået. Jeg blev virkelig vred på hende, men måtte indrømme, at hun jo havde ret. Næste dag satte jeg mig i kørestolen, siger Annika.

Det kan lyde ligetil, men der har selvfølgelig været mange bump på vejen. Det har krævet en større ombygning af familiens hus for at gøre det kørestolsegnet. Det har krævet tilvænning at have hjemmehjælpere, der sørger for bad og giver tøj på, og så har det krævet kræfter at blive en del af “systemet”, hvor beslutninger tager tid, ikke altid giver mening eller virker urimelig tunge.

Men Annika har hele tiden haft som mål at vinde lidt af sit liv tilbage. Da huset fik ramper, nyt køkken og toilet, blev det muligt for hende at bruge det. Da hun fik bevilget en handicapbus med ledsagerordning, blev det muligt for hende at komme ud og opleve noget, og da hun fik fuld hjemmepleje, blev det muligt for Annika og Michael at bevare den vigtige relation som kone og mand.

– Jeg har været meget bevidst om, at jeg var nødt til at skabe et nyt liv. Det var ikke nok for mig at sidde og vente på, at hjemmehjælperen kom. Jeg måtte lave noget selv. Jeg måtte ud, siger Annika, der opdagede, at naturen gjorde en forskel for hende.

Hun fandt ro i sindet, og den fjernede al fokus på de stærke, kroniske smerter, der er fulgt med og som på ingen tid gør hende udmattet og træt. Hun fik det mentalt bedre, og derfor begyndte hun at undersøge, hvor hun kunne tage hen som kørestolsbruger, men opdagede hurtigt, at googlesøgningerne var nytteløse. Hun kunne finde alle mulige indlæg om, hvor det var dårligt og ikke fungerede som kørestolsbruger, men hun kunne ikke finde indlæg om, hvor hun kunne tage hen, hvis hun gerne ville i skoven, til stranden, i butikker, badeland eller sommerland. Derfor besluttede hun sig for at formidle sine egne oplevelser i naturen videre og oprettede både instagramprofil og bloggen ‘’Livet som handikappet’’.

Royal Run i Nyborg

Og der har vist sig at være efterspørgsel på hendes formidling. Hun har knap 1.500 følgere på Instagram, og virksomheder er begyndt at spørge om samarbejde i forbindelse med at afprøve hjælpemidler. Hun er også blevet frontløber for projektet ‘’Natur for alle’’, hvor hun finder ruter i naturen og blandt andet beretter om parkeringsmuligheder, toiletforhold og terrænet generelt. Derudover har hun oprettet et netværk, hvor hun en gang om måneden arrangerer en tur i naturen forskellige steder i Nyborg og på Midtfyn sammen med andre handikappede og kronisk syge. Det gør hende glad og giver hende også en pause fra at være syg og handikappet.

Senest har hun fundet på at melde sig til Royal Run 2. pinsedag i Nyborg. En rute på fem km, som hun vil forsøge at køre så meget som muligt uden sin hjælpemotor. Hun aner ikke, hvor langt det er. Det kommer an på ressourcerne den dag, siger hun og slår fast, at det slet ikke handler om at slå en eller anden rekord. Hun har spurgt på de sociale medier, om andre vil med hende, og indtil videre er de 17 deltagere, der har en eller anden form for handicap.

– Meningen er, at vi skal støtte hinanden og nå vores egne små mål, som er gigastore for os, siger hun, mens Michael smiler og tilføjer, at hans kone er lige så aktiv, som hun var før. Nu er det bare på en anden måde.

– Det er den samme Annika nu, som før ulykken. Forskellen er, at benene ikke virker. Men det er jo bare praktik. Jeg elsker min kone lige vildt og voldsomt, som da vi fandt sammen for 14 år siden. Vi kan sagtens blive sure på hinanden og skændes. Men det gjorde vi altså også før, hun kom til skade. Sandsynligheden for at noget lykkedes er, at begge parter vil det, og det er uanset, hvordan parforholdet er. Heldigvis vil vi begge gerne hinanden, siger Michael.