Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
Hvor står du i dit liv lige nu?
- Jeg er vel med mine 66 år i den sidste slutspurt, og det er formentlig, som det skal være. Jeg synes ikke, tilværelsen nu er mindre interessant end hidtil.
Hvad kan gøre dig rigtig glad?
- Når ting lykkes, bliver jeg altid meget glad, og med alderen bliver jeg - lidt overraskende - også meget, meget glad, når dem, jeg holder af, har succes med noget eller har præsteret et eller andet godt.
Hvilket barndomsminde har gjort størst indtryk?
- Nu er jeg lidt på den. Jeg har aldrig snakket om min barndom. Det er en god historie, som jeg ikke kan levere... Men i min tidlige barndom boede vi ude ved kysten ved Hirtshals. Dengang var der ganske få turister, og dem kaldte vi badegæster. Vi havde stranden for os selv, og både den og havnen var gode legepladser. Vi skulle helst kunne svømme, og det ku' vi så... Da jeg opdagede, at jeg kunne svømme, ville jeg vise det til min far, og så sprang jeg over bord fra hans kutter. Han fik jo et chok!
Hvad kan gøre dig hidsig?
- Det her er altså hårdt at svare på... Hvis folk ikke overholder aftaler, kan jeg blive rasende. Jeg lukker folk ude af mit liv på grund af sådan noget. Svigter folk gentagne gange, gider jeg ikke beskæftige mig med dem.
NIELS HAUSGAARD
Født: 31. august 1944
Bopæl: Hundelev ved Løkken
Stilling: Entertainer
Ægteskabelig status: Gift med Gitte
Børn: En voksen datter
Hvad kan du lide at læse?
- Jeg vælger sjældent selv. Jeg læser de bøger, min kone har lagt fra sig - faktisk alt muligt. Den seneste bog var af en kvindelig, finsk anorektiker, som jeg ikke husker navnet på. Men den var utrolig velskrevet.
Ser du meget tv?
- Ja! Især aktualitetsprogrammer - og så nyder jeg et godt drama. Jeg er meget forfalden til svenske film og serier. De har så mange gode skuespillere. Men generelt er jeg nysgerrrig nok til at se det meste.
Har du en livret?
- Jeg kan ikke komme på noget, jeg ikke kan li' - altså bortset fra budding, og det er mest på grund af konsistensen. Jeg spiser tit på cafeteria, når jeg kører rundt i landet, og det synes jeg godt om. Men privat kan jeg bedst lide fisk. Ikke mindst fiskefrikadeller, og de må gerne være lavet af torsk og lyssej.
Hvad giver det dig at medvirke i Spørg Charlie?
- Det er sjovt, og det har givet anledning til mange, gode og meningsfulde samtaler med folk, jeg overhovedet ikke kender. Jeg kan generelt godt lide alt det, der ikke er planlagt. Jeg holder meget af tilfældet. I mine egne shows skriver jeg sangene, og så må resten opstå undervejs, det kan jeg ikke forberede. Det ender ikke altid godt, men man bli'r bedre og bedre til at være heldig...
Hvornår har du sidst grinet igennem?
- I går aftes, da jeg var ude at spise med Charlie-holdet, men jeg kan ikke huske af hvad! Jeg griner faktisk rigtig meget. Før, når guitaristen Christian Alvad og jeg kørte på turné, kunne vi grine så meget i bilen, at vi var nødt til at køre ind til siden og parkere, indtil vi havde grinet færdig. Og af ingenting!
Anne Dorte Michelsen vil ikke hundses rundt med
Gammel kærlighed blev til sød musik