Jeg viser gerne min sårbarhed

Blokken med det linjerede papir ligger altid på køkkenbordet. Klar til at huske en tanke, der ofte afføder en ny og dermed udfylder den ene blanke side efter den anden.

Det er sådan, Anne-Grethe Helweg Venning Christensens bøger er blevet til. Hun har skrevet to, og en tredje er på vej. Den findes lige nu blandt de mange ord, hun har nedfældet på blokken, og som hendes forlag skal skrive ind for hende. For hun har ikke forstand på computere, indrømmer hun.

– Det lader jeg andre om, siger hun med et lille grin i stemmen. For det har jo ikke forhindret hende i at kunne udgive bøger, og for hende er det åbenlyst, at indhold er vigtigere end selve praktikken. Måske derfor tøvede hun heller ikke med at sende et par håndskrevne sider til et forlag for at høre, om man var interesseret i at udgive det. Forlaget vendte tilbage med tommelfingeren opad, og så sendte Anne-Grethe resten af blokken.

Hun var glad og stolt. Men også tilpas nervøs bagefter, fordi hun spekulerede over, hvordan hendes tekst ville blive modtaget. For det er ikke fiktive tanker. Det er Anne-Grethes tanker. Også dem, der har været der, når hun har været syg og indlagt.

Læs også: Jeg er mere end en sygdom

Normal med medicin

For 58-årige Anne-Grethe har en skizoaffektiv lidelse. En diagnose, der betyder, at daglig medicin er nødvendig for at undgå indlæggelse på den psykiatriske afdeling. Det ved hun, for hun er endt der hver eneste gang, hun har glemt at tage sine tabletter.

– Men når jeg tager min medicin, er jeg altså helt normal, indskyder hun og griner igen. For hvad er normalitet? Hun ved det ikke, og hun går heller ikke synderligt op i det. Det har hun aldrig gjort, heller ikke selv om hun har mærket folks fordomme, når de er blevet klar over, at hun har en sindslidelse.

– Jeg er ret ligeglad med, hvad folk tænker om mig, og viser gerne min sårbarhed. Men derfor kan jeg alligevel godt bemærke, at der er nogle, der kigger på mig eller taler til mig en bestemt måde. Der er også dem, der undgår mig, siger Anne-Grethe.

Det er blandt andet dem, hun vil forsøge at nå med sine bøger. Men mest er det dem, der vil kunne genkende sig i hendes tekster. For teksterne er et virvar af filterløse tanker, som foregår inde i hendes hoved, og som hun hudløst ærligt skildrer for at give læserne et indblik i den komplekse tilstand, det er at lide af en skizoaffektiv sindslidelse.

Læs ogs: Karin var psykisk syg

Endte med indlæggelse

Den første bog har titlen “Strøtanker”, og her følger man i dagbogsformat Anne-Grethes dagligdag og er med på sidelinjen, når hun oplever gode og dårlige dage. Den anden bog har hun kaldt for “Skrublerier”, hvor tankestrømmen tager læserne med til før, under og efter hendes diagnose.

For der er et før. Faktisk var Anne-Grethe omkring 30 år, før hun første gang stiftede bekendtskab med en psykiatrisk afdeling. Hun havde på det tidspunkt arbejde som kontorassistent på et erhvervs- og turistkontor, hun var skilt og gift for anden gang og mor til to mindreårige børn.

Familien boede i Kvorning mellem Viborg og Randers, da hun en dag fik et voldsomt astmaanfald, der krævede akut indlæggelse. Da hun kom hjem, var hun en anden. Hun var virkelighedsfjern og utilregnelig, beskriver hun sig selv i dag, og det endte med en indlæggelse på den psykiatriske afdeling på Viborg Sygehus i tre måneder. Da hun kom hjem, var en skilsmisse uundgåelig, og Anne-Grethe forlod mand og børn.

– Jeg er ked af i dag, at det blev sådan. At jeg var en syg mor. Det kan ikke have været let for dem, siger Anne-Grethe, der stadig havde jævnligt samvær med sin datter og søn – indtil hun mødte en ny mand.

Så blev kontakten mere ustabil. Det samme gjorde hun, og tiden efter husker hun som turbulent, både fordi forholdet til den nye mand ikke var godt, og fordi hun flere gange måtte lade sig indlægge for at få styr på tankerne. På det tidspunkt var parret bosat i en lille by i trekantsområdet, men en dag pakkede hun sine vigtigste ting i en sort affaldssæk og stak af og hjem til Hammershøj, hvor hun er vokset op og har sine forældre og søskende.

Læs også: Louise gav mig lyst til at leve

En ny start

Her begyndte hun forfra på livet. Fik ro på efter endnu en indlæggelse og mødte kærligheden på ny. Denne gang en vaskeægte sømand med 11 børn i Danmark og verden. Han var kaptajn på containerskibe i bogstavelig forstand, men blev det også for Anne-Grethe. Hun kan ikke dy sig for at sige, at ”skuden vendte, da jeg mødte Hans Jørgen”, og parret er stadig sammen 21 år senere. Han har været holdepunktet, som hun har manglet, og han har fået hende tilbage på kursen, når hun har mistet den.

I dag lever hun med sin sindslidelse. Hun er førtidspensionist, nyder hverdagen sammen med kaptajnen, når han er i land, maler, skriver og har etableret kontakt til sine børn igen. Det har blandt andet også betydet et markant fald i antallet af indlæggelse. Den seneste var for to år siden, og før det var der gået otte år.

Det var den seneste indlæggelse, der fik vakt drømmen om at udgive en bog. Her skrev Anne-Grethe systematisk ned, hvad der faldt hende ind, og da hun blev udskrevet, var det blevet til en hel del tekst. Hvorfor ikke? tænkte Anne-Grethe, og i dag er hun altså så snart færdig med den tredje bog, der kommer til at hedde “Pjadder”. Det er hendes drømme, som hun har skrevet ned, så snart hun har slået øjnene op.

– Hvis jeg prøver at forklare det, lyder det som fuldemandssnak, smiler Anne-Grethe, der håber, at andre med samme lidelse kan spejle sig i hendes historie, men også at hendes bøger kan være med til at skabe forståelse for dem, der lever med en sindslidelse.