Louise gav mig lyst til at leve

 Louise var blevet alene og var da ikke helt uinteresseret i at møde en ny kæreste. Hun havde mødt en del, der efter bedste evne havde forsøgt at overbevise hende om, at netop han skulle være den nye mand i hendes liv. Men Morten slog dem alle af banen – og det var ikke, fordi han gjorde det godt, første gang de to mødtes.

 

– Det var nærmest et tragisk scoringsforsøg, husker hun – men alligevel fik Morten pigen med de smukke øjne. I dag er Morten Engell Thomsen gift med Louise og far til Alberte på fem måneder. Morten havde ret: Louise er noget ganske særligt, for mange kvinder ville med det samme have vendt ryggen til Morten og gået videre.

– Da jeg så hende stå der i lokalet, forsvandt alt andet, og jeg besluttede mig for at prøve alle de scoretricks, jeg ikke havde. Så jeg gik op til hende og sagde: ”Hej, jeg hedder Morten, jeg er psykisk syg, bor på et bosted, og så er jegfuldstændig vild med universet.”

 

 

Louise vendte ikke ryggen til Morten og gik videre. I stedet så hun Morten ind i øjnene og sagde: ”Ja, fortæl mig om universet.” Hun så ind bag diagnosen, ind bag etiketten og lige ind i Morten. Hun så ham, som han også var og er: et dejligt menneske, der har kæmpet en lang kamp – og som har vundet den. Ingen ville kunne genkende Morten i den unge fyr, der for snart seks år siden led af angst og helst isolerede sig på sit værelse, hvor han spillede computerspil, indtil han faldt om af træthed. Her sad han i sin egen hule og i sin egen verden, for omverdenen havde parkeret ham på pension blandt andre psykisk syge. 

 

– Indtil 8-9. klasse havde jeg det fint, men så begyndte jeg at føle mig udenfor. I gymnasiet følte jeg mig fremmed og alene. Jeg begyndte at droppe nogle af opgaverne og pjække fra skolen. Så sad jeg på hjemme på værelset og spillede computer, fortæller Morten.

 

 

Morten kom alligevel på universitetet i Odense, hvor han læste datalogi. Han fik også en kæreste, og han lod, som om alt var okay – sådan som han havde gjort det, siden han gik i 8-9.klasse.

– Jeg begyndte at få angst­anfald. Eller i starten vidste jeg ikke, at det var angst, jeg havde. Jeg blev svimmel, jeg kunne ikke trække vejret, så jeg troede, jeg skulle dø. Jeg blev angst, helt forfærdelig angst. Ofte troede jeg, at jeg havde fået en hjerneblødning. Det var så virkeligt, at jeg faktisk kunne mærke blodet løbe inde i mit hoved. Jeg har ringet 112 mange gange, men ingen troede mig. 

 

Vendepunktet kom den dag, Morten blev kørt på hospitalet og undersøgt for hjerneblødning. Der var ingen hjerneblødning. I stedet spurgte en læge ham, om han havde overvejet, at det måske var noget psykisk. Da brød Morten helt sammen.

 

– Næste dag gik jeg til min egen læge, der satte mig i gang med en behandling for en svær depression. Jeg syntes, det var spild af tid, husker han.

Morten fik det værre og værre. Han købte ind på tankstationer om natten for ikke at møde andre mennesker. Han havde slået op med kæresten, og hans ungdomsbolig blev en hule, hvor han isolerede sig med computerspil. 

 

En dag kunne Morten ikke  klare det længere. Hans mor fik ham indlagt på psykiatrisk afdeling i Odense.

– Jeg fik en diagnose: depression og skizoid forstyrrelse. Og så var der medicin, masser af det. Psykiateren så jeg ikke meget til, men de andre patienter var interessante mennesker, som jeg kom til at holde af, husker Morten.

 

Han fik to måneder på hospital­et, inden han blev sendt tilbage til sit værelse, sin computer og en aftale med en psykiater, der skrev nogle flere piller ud. Og så sad Morten der igen. Året var 2005, han var 24 år, på førtidspension, og livet rasede forbi ham. 

 

 jeg fik tilbudt en plads på bostedet Bakketoppen. Jeg skulle være der i tre år. I de første to år var jeg vel egentlig ikke så meget i live. 

Jeg fik masser af medicin, tog 30 kilo på og røg i omegnen af 60 cigaretter om dagen. De snakkede altid om at se lyset for enden af tunnelen – jeg kunne hverken se tunnel eller lys. For mig var det en kæmpe overvindelse bare at gå i bad. Jeg havde ikke noget håb.

 

Men der var andre, der havde set, at Morten måske alligevel havde fået det bedre. En dag foreslog de ham at flytte over i en anden afdeling af botilbuddet – en afdeling for de ”velfungerende”, kaldte de det. Det tændte håbet i Morten. 

 

 

– Der var nogen, der troede på mig. Så tænkte jeg, at der måske også var et liv for mig derude i samfundet. Jeg har altid gerne villet have en familie og være en del af det almindelige liv.

 

Og så mødte han Louise den aften i november 2011. Hun boede i København. Først havde de skrevet lidt sammen over nettet, og så inviterede hun ham med til en fest i København. Morten tog sig overmenneskeligt sammen og købte en returbillet til toget. Han for næsten vild i storbyen, men nåede endelig frem til festen, trådte ind ad døren og så Louise stå der blandt de mange andre mennesker. 

 

I det øjeblik var han bare en helt almindelig ung mand, der blev ramt af kærlighed ved første blik.

 

– Resten af aftenen snakkede han om planeter og sol og måne, og jeg var fuldstændig fascineret af ham, siger Louise. Jeg faldt også for hans ærlighed, for hvor mange ville åbent have fortalt om psykisk sygdom og bosted – det er jo absolut ikke særlig smart, siger Louise.

 

Det var tidlig morgen, da Morten gik gennem Københavns gader på vej til Hovedbanen, mens han tænkte over, hvor fantastisk verden alligevel var. Inden der var gået to måneder, var Louise og Morten flyttet sammen på Sjælland. Morten begyndte sit nye liv. Han kom i kontakt med Regnbuehuset i Taastrup, der satte ham i sving med it – og det var jo lige noget for en tidligere datalogistuderende. Der var mennesker, der troede på, at Morten kunne nogle ting – og nu troede Morten pludselig også selv på det.

 

På den måde nedbryder han også andres grænser. Også jobcentrets grænser for, hvad der er normalt. Morten havde nemlig bestemt sig for, at han ville af med sin invalidepension og i gang med en revalidering, så han kunne få arbejde og samtidig begynde at læse datalogi igen. 

 

Morten og Louise blev gift i 2013, og siden er højt ønskede Alberte kommet til. Hun er snart seks måneder. Louise er på barselsorlov, og Morten har fået arbejde nogle timer om ugen i Ballerup Kommune. Til sommer er han færdig med sin uddannelse til datalog. Han er 35 år, og selv om han er ked af, at hans ungdom forsvandt, uden han lagde mærke til det, er han glad. Glad, fordi han fandt håbet om, at der også var et liv for ham. Det håb, som behandlingssystemet ikke gav ham.

 

– Jeg tror, det er en fejl, hvis man ikke stiller forventninger til os, der er psykisk sårbare eller syge, slår os ihjel. Et menneske kan ikke leve uden håb. Først da jeg fik håbet om at få det bedre, kunne jeg kæmpe. Jeg havde fået en grund til at leve. Nu har jeg fået så meget mere, end jeg turde drømme om: kone, barn og job. Jeg skal nok passe godt på det hele, siger Morten.