Jul på Frederiksdal Gods: Her er plads nok – også med huset fyldt med gæster

Når godsejerparret Mette og Harald Krabbe – begge 53 år – fra Frederiksdal Gods på Lolland den 22. december holder deres traditionsrige juleafslutning for medarbejderne, er det kulminationen på en hektisk tid. For når man producerer og sælger dessertvin, er julen ikke bare en højsæson, men selve livsnerven i forretningen. Og det er netop godsets kirsebærvin, som de senere år har bragt navnet Frederiksdal på danskernes læber.

– Juleafslutningen i vineriet, hvor vi siger tak for i år til de ansatte, betyder meget for os. Et år, hvor vi havde fået lavet tag og vinduer, havde vi håndværkerne med. Da var vi 40 mennesker til afslutningen, men det normale er 15. Menuen står på smørrebrød, og derefter disker jeg op med et sandt kageorgie. Og så serverer jeg naturligvis min særlige og hårdtslående troldegløgg. Opskriften fik jeg i sin tid fra et dameblad, som havde fået den gode idé at kreere en gløgg på basis af vores kirsebærvin. Harald siger, at jeg har forsyningsangst, og det gælder også i dette tilfælde. Så vi har altid en stor gryde gløgg i spisekammeret, når familien ankommer til godset i juledagene, fortæller Mette.

I hele november og første halvdel af december er Harald i øvrigt næsten konstant bortrejst. Han farer nemlig for tiden omkring i Japan, Korea og Singapore, idet han vurderer, at Asien er det område, hvor han her og nu har de bedste muligheder for at udvide sit marked.

– De første år tog vi rundt i alle afkroge af landet med smagsprøver. Men Danmark er simpelthen for lille et land til det, vi kan og vil, og det potentiale, godsets plantage har. 90 procent af Frederiksdals jord bruges til traditionelle kornsorter, og den er seks af områdets gårde gået sammen om at dyrke. Jeg har så at sige fyret mig selv som landmand og kastet mig over vinproduktionen i håb om at skabe noget helt nyt og større. Traditionelt landbrug vil stille og roligt forsvinde på grund af miljøkrav. Men kirsebærvinen vil sagtens kunne blive en del af fremtidens løsninger. Blandt andet ved hjælp af et princip, der går ud på at bruge jorden til mere end en enkelt ting ad gangen, forklarer godsejeren.

Dansk-fransk middag

Den 19. december er typisk datoen, hvor diverse anmeldere omtaler vinen. Herefter har Harald og hans stab et par dage til at sende de røde dråber ud til interesserede, inden julefreden sænker sig over land. Og så kan fejringen af højtiden begynde.

– Juleaften er vi mellem 12 og 20 mennesker omkring bordet. Selskabet tæller både min og Haralds familie, og ofte er der også en eller to gæster med. Det kan for eksempel være en udlænding, der har arbejdet på godset i julen. Haralds mor, Christine, er fransk, og julemiddagen kan beskrives som dansk-fransk. Den består af foie gras, andesteg og risalamande. I Haralds familie er der desuden tradition for, at man også spiser østers til jul. De bliver som regel serveret lillejuleaften, fortæller Mette, hvis rolle i selve madlavningen er yderst begrænset.

Dog laver hun normalt kirsebærsovsen, mens hendes mor står for risalamanden.

– På det tidspunkt har vi været gennem den ekstremt travle tid, som høsten er. Og juleaftensdag opdager jeg altid, at jeg ikke har fået plukket nogle kirsebær til min fryser, mens tid var, så jeg må over i vineriet og tigge mig til en portion af vores egne bær, fortæller Mette med et grin.

Julemiddagen står højt på hendes hitliste over fornøjelser.

– Men jeg har aldrig selv lært at lave den og kommer aldrig til at nå min mors niveau. Harald er faktisk godt i gang med at overhale mig. Han er vild med at lave mad, og i løbet af de kommende år vil han givetvis overtage ansvaret for julemaden.

Husk tøfler

Mette satser så vidt muligt på at komme i kirke juleaftensdag.

– Oven på travlheden og virakken nyder jeg at høre salmerne og få nogle kloge ord med mig hjem. Hvis jeg ikke når i kirke, plejer jeg på et tidspunkt at liste ned i vineriet og sidde lidt i fred og meditere med en fyldt chokolade og et glas kirsebærvin, siger Mette, der er uddannet scenograf fra Wimbledon School of Arts i London og blandt andet har arbejdet som tv-tilrettelægger og instruktør hos DR.

Hun og Harald mødtes i København i januar 2009 ved et arrangement for erhvervsfolk, hvor emnet var sociale medier.

– Under middagen sad vi over for hinanden og faldt i snak. Og derfra udviklede tingene sig hurtigt. Allerede på vores anden date skule jeg besøge ham på godset, og han sendte mig en sms med teksten ”Husk tøfler”. Det viste sig da også at være nødvendigt. På det tidspunkt var der endnu ikke blevet isoleret omkring vinduerne, og det var februar og hundekoldt.

Masser af børn

Mette var dengang alenemor til sønnen Max, der i dag er 24 år og i færd med at tage en del af sin læreruddannelse i Canada. Sammen har hun og Harald i mellemtiden fået døtrene Ellinor og Hedvig på 11 og fem år. Og også hundene Salva og Sally spreder liv og hygge på godset.

– Ud over at have mit eget firma med medietræning af erhvervsledere er jeg i dag stærkt engageret i markedsføringen af vores vin. Og som det sker, når man bor i de danske landområder, er jeg i den grad blevet en del af lokalsamfundet. Jeg er involveret i skovbørnehaven, hvor Hedvig går. Og jeg sidder i fem forskellige bestyrelser, som alle beskæftiger sig med lokal kultur og turisme. Desuden har jeg tidligere siddet i menighedsrådet for Købelev Kirke og ved allerede i dag, hvor jeg skal begraves. Når man lever og arbejder i en storby, gør man sig ingen tanker om, hvor man ender. Så jeg lever på alle måder et liv, jeg aldrig ville have drømt om, da jeg var alene og boede på Frederiksberg.

En oplevelse i sig selv er det naturligvis at bo i et hus, der er så stort, som Frederiksdal Gods er.

– Jeg nyder rollen som værtinde og det at vise familie og andre gæster til rette på deres værelser. Huset er så at sige bygget til at have gæster, og selv når alle gæsteværelser er fyldt, er der stadig god plads omkring en. Juledagene går med julefrokoster hos naboer og venner og særlige arrangementer såsom den traditionsrige julejagt, hvor det dog kun er Harald, der har et gevær i hånden. Alle i vores omgangskreds har i øvrigt små børn, så pigerne har altid nogle at lege med i julen, siger Mette Krabbe.