Kathleen fra filmen ”Farvel uden tak”: Mit arbejde betød alt for mig

De fik et godt tilbud på deres spanske restaurant ”La Rioja”, som Kathleen og Gabriel Gutierrez Gonzalez havde haft på Vesterbro i København i 20 år.

Hun og Gabriel havde bygget det op fra bunden, sammen havde de klaret både de hårde og de gode tider. Det var her, deres datter havde tilbragt det meste af sin barndom, og her familie og venner mødtes, men nu skulle det være slut.

De kunne komme af med restauranten uden at få gæld, faktisk fik de endda lidt penge med, og tiden var inde til, at især Kathleen kunne slappe lidt af. Derfor solgte de restauranten i 2006, og nærmest samme dag gik Kathleen hjem i seng og stod stort set først op igen fem år senere.

– Jeg forstod det faktisk ikke selv, men jeg var slidt helt ned, både fysisk og psykisk, selv om jeg kun var 52 år. I 20 år havde det været mig, der stod for indkøb, rengøring, regnskaber og tit også servering. Gabriel og jeg havde bygget det op sammen og aldrig haft en arbejdsdag på under 16 timer.

– Der havde aldrig været tid til, at jeg var syg, men det var der åbenbart nu, for jeg magtede pludselig ingenting. Jeg gjorde ikke andet end at ligge i sengen eller se tv i sofaen og have det virkelig dårligt. Jeg havde lært hjemmefra, at arbejdet er det vigtigste i livet. Det skal man passe, og når der nu pludselig ikke var mere arbejde, hvem var jeg så? siger Kathleen.

Hun er stået op af sengen igen. Nu er hun blevet en mormor, der elsker sine børnebørn, som hun er sammen med så tit som muligt. Kathleen har et godt liv i dag, siger hun selv, men hun savner stadig at arbejde.

– Jeg lærte hjemmefra, at man ikke får noget forærende. Man skal kæmpe for det, man vil, arbejde for det og ville det. Min mand og jeg havde skabt et helt liv omkring den restaurant. Det var her, vi så vores venner og familie. Det var her, alle kom forbi, men da restauranten var solgt, var der jo ingen stamkunder, venner eller naboer, der bare lige dumpede ind. Nu var der kun Gabriel og mig i vores lejlighed. Vores datter, Maiili, var voksen og i gang med sit eget liv, så nu var der pludselig ikke brug for mig. Før havde jeg altid klaret mig selv og sørget for hele familien. Nu sad jeg pludselig i lejligheden og kunne ingenting. Det var skræmmende, og jeg kunne faktisk slet ikke genkende mig selv, siger Kathleen.

At gøre sit bedste

Kathleen lærte allerede at stå på egne ben, da hun var fem et halvt år og steg ud af flyvemaskinen i Københavns Lufthavn uden at kunne et ord dansk. Hendes far, der arbejdede som ingeniør i Sao Paolo i Brasilien, mente, hans datter ville have godt af at lære sine danske rødder at kende og havde sat hende på et fly til København, hvor hendes bedsteforældre hentede hende.

Det næste år boede hun hos dem og lærte dansk. Kathleen var næsten syv år, da hendes far hentede hende og fløj sammen med hende tilbage til Brasilien. Da Kathleen var 12, besluttede faderen, at nu skulle hele familien flytte til Danmark.

Han mente, at Danmark var det bedste sted for hans familie. Det eneste danske ord, Kathleen kunne huske, var ”ko”. Men udfordringer havde aldrig skræmt Kathleen, så hun begyndte forfra med sproget.

Hele livet igennem har hun sagt ja og tak, når der bød sig et godt arbejde eller bare en hvilken som helst udfordring, for Kathleen elsker at være blandt mennesker og prøve nye ting. Derfor meldte hun sig også frivilligt, da hun hørte, at Carina Randløv ledte efter mennesker, der var gået på ufrivillig pension, til filmen ”Farvel uden tak”.

Nu er hun en af de medvirkende i filmen ”Farvel uden tak”, som vi fortæller meget mere om på side 12.

Arbejdet er vigtigt

– Jeg ville gerne have et arbejde igen. Da jeg fik det bedre, begyndte jeg at søge forskellige job. Jeg taler fem sprog, portugisisk, spansk, engelsk, tysk og dansk, men der var ingen, der havde brug for en kvinde på næsten 60 år. Min mand havde fået arbejde som kok, men jeg gik hjemme og ville så gerne ud blandt andre mennesker, siger hun.

Kathleen var i sine unge dage soldat på flyvestation Værløse, senere blev hun guide for forskellige rejseselskaber i Spanien, hvor hun traf sin mand, Gabriel.

Desuden havde hun jo været selvstændig i 20 år, så det burde have været nemt at få et nyt arbejde, men det lykkedes kun, fordi hun kæmpede hårdt for at få det.

– En overgang gjorde jeg rent, senere arbejdede jeg med planlægning inden for hjemmeplejen, men også der skulle jeg jo gå på pension. Den dag, jeg skulle tage afsked med mine kolleger, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Derfor købte jeg en masse wienerbrød og satte det frem til dem og gik hjem klokken 11, inden jeg skulle sige farvel. Det var mit sidste rigtige arbejde, siger Kathleen.

Næste gang fylder hun 70 år. Når der er folketingsvalg i Danmark, melder hun sig som tilsynsførende, for hun elsker stadig at komme ud blandt andre mennesker.

Hun går også til banko, men der kan man jo heller ikke sidde og bruge penge hele tiden, som hun siger. Heldigvis er der kommet børnebørn. To stykker, Alba og Milo, og det er rigtig fint for Kathleen. Selv drømte hun engang om at få otte børn, men det blev kun til en datter, til gengæld fylder familien mere og mere i Kathleens liv.

– Jeg vil gerne bruge så meget tid som overhovedet muligt sammen med min familie, for i sidste ende er det jo netop familien og sammenholdet, der er det vigtigste, siger hun.