Katja taler med alpakaer: "Folk må gerne tænke, at jeg er tosset"

Hvis man ikke er lokalkendt mellem Tølløse og Hvalsø på Midtsjælland, vil en flok alpakaer sandsynligvis være et uventet syn.

Vi er trods alt langt fra Peru, hvor alpakaen stammer fra, men de langhalsede individer, der skridter rundt på marken, ser ikke ud til at have noget imod de nordiske omgivelser. De misser med øjnene mod den danske forårssol og nyder tydeligvis årets første varme stråler.

– Kom ’pakaer! kalder Katja Piil, mens hun nærmer sig indhegningen.

Den store flok sætter i bevægelse. De følger helst Katja, hvor hun går og står, men som indehaver af Alpacapark kan hun ikke altid være ved deres side.

– Jeg har altid været glad for dyr, siger 45-årige Katja, mens hun blidt puffer sig ind mellem de vamsede kroppe.

Dog lå det ikke ligefrem i kortene, at den uddannede tekstilformidler skulle blive indehaver af en alpakapark.

Faktisk var heste Katjas store lidenskab, indtil hun forelskede sig i en mand, som var allergisk. Nu var gode råd dyre, men Katja huskede, at hun engang havde oplevet et par alpakaer på et gårdbesøg i Sverige. Dengang havde hun ikke kunne stå for deres nuttede udseende, men nu blev hun nysgerrig på, hvad der gemte sig bag det bedårende ydre.

Katja købte to alpakaer til at begynde med, men indså hurtigt, at det ikke var nok. Alpakaen er nemlig et flokdyr, så hun var nødt til at anskaffe sig en mere, og før hun vidste af det ejede hun 60.

– Det var lidt en glidebane, griner hun, selv om årsagen var alt andet end morsom.

Ro i kroppen

For 13 år siden gik Katja ned med stress for første gang. Som nyuddannet, selvstændig erhvervsdrivende og mor til to børn ramt af børnegigt gik hun hårdt og hurtigt ned med flaget.

– Jeg havde alt for travlt og alt for høje forventninger til mig selv, husker Katja, som kom ovenpå igen ved hjælp af mindfulness.

Men i 2017 var den gal igen, og Katja måtte sygemelde sig fra den systue, hvor hun arbejdede som mellemleder.

– Når jeg kigger tilbage på det nu, tænker jeg, ”hold da kæft, at du kunne holde til det”, men det kunne jeg jo så heller ikke.

Katja beskriver, hvordan hun til sidst var så stresset, at hun blev fysisk dårlig og fik kvalme, bare hun forsøgte at tømme vaskemaskinen.

– Jeg kunne blive nødt til at lægge mig ned i 20 minutter, inden jeg var halvvejs med at hænge vasketøjet op.

I mellemtiden var Katjas lille familie blevet udvidet med de første tre alpakaer: Bimmer, Coco og Simon.

Under sygemeldingen begyndte Katja at tilbringe mere og mere tid i stalden, for hun opdagede, at samværet med alpakaerne dæmpede stressymptomerne.

– Hver gang, jeg havde været ude ved alpakaerne, havde jeg det rart i kroppen, forklarer hun og tilføjer:

– Og jeg blev opmærksom på, at den her ro, jeg mærkede, kom fra dem, siger hun, mens hun lader blikket glide hen over den store dyreflok.

Taler med dyrene

Alpakaerne har gjort meget for Katja, og hun vil gerne gengælde tjenesten. Derfor er hun i gang med en efteruddannelse i alpati, som dækker over evnen til at kommunikere med alpakaer via telepati.

– Det er en mulighed for at tjekke ind med dyrene på et lidt dybere plan, siger Katja og forklarer, at de fleste kan lære at tale med alpakaer.

– Man skal bare åbne op for det. Det er lidt ligesom at finde den rigtige radiokanal. Hvor er der hul igennem, hvor kan jeg stille ind? Og så handler det om at tømme hovedet, så der bliver plads, uddyber hun.

Katja er klar over, at hun vil blive mødt med skepsis, men for hende giver det mening at benytte sig af alpati.

– I begyndelsen sagde jeg det ikke til nogen, indrømmer Katja, som siden har forliget sig med risikoen for ikke at blive taget alvorligt.

– Hvis folk tænker, jeg er tosset, så må de gerne det.

For Katja er dyrenes velbefindende det vigtigste, ikke hvad andre tænker om hende.

– Mine alpakaer er jo på en måde mine medarbejdere, og de skal have lyst til arbejdet, siger hun.

Men Katja har også fået tobenede medarbejdere, for nu, hvor hun er blevet rask, har hun indset, at hun ikke kan klare det hele selv. Ikke hvis hun stadig skal kunne være noget for sin familie, alpakaerne og sig selv. Derfor hjælper seks deltidsansatte og to frivillige i dag med på gården.

– Ofte tænker jeg, at jeg er et meget heldigt menneske. Jeg har så meget at være taknemmelig for.