Kostskole: Straffene havde nær knækket mig

På den kostskole, hvor Benny Normind var elev, prøvede han en nat at kravle ind gennem et vindue til kostskolens pigeafdeling. Da hans forehavende blev opdaget af en lærer, bestod straffen af tre dages kartoffelskrælning alene i kælderen.

Det var i januar 1966, nogle måneder før han forlod Nordsjællands Ungdomsskole efter niende klasse. Siden da har Benny aldrig skrællet kartofler.

– At sidde i den fugtige og iskolde kælder havde nær knækket mig. Min mor fik det aldrig at vide, for hun måtte for alt i verden ikke blive ked af det, husker Benny, som foruden den brutale og religiøse forstander husker navnlig én lærer for hans ondskabsfulde temperament.

– Han havde en fortid som militærmand. Kom man på tværs af ham, uddelte han øretæver. Før hjemrejseweekend inspicerede han sovesalene. Og selv om køjesengene var redt snorlige, og alt var skinnende rent, kunne han altid finde et eller andet. Det resulterede flere gange i, at vi kom for sent til toget eller blev forbudt hjemrejse.

Kostskole gav frygt for de voksne

Da Benny for nylig så filmen ”Der kommer en dag” om mishandlingen af drengene på børnehjemmet Godhavn i 1960’erne, vendte følelsen af frygt for de voksne tilbage.

– Truslen om at komme på børnehjem hang over mig. Da jeg blev smidt ud af skolen som 14-årig, kom to medarbejdere fra Børne­værnet hjem til os. De gjorde det klart for mig og min mor, at hvis jeg ikke artede mig, endte jeg på børnehjem. Den slags steder havde man hørt slemme historier om.

Læs også om Lisbeth, der var børnehjemsbarn og i dag er direktør

Som efternøler var Benny sin fars yndling. Hver aften sad lille Benny på skødet, mens hans far sang ”Lille kammerat jeg må af sted”. Et uhyggeligt forvarsel om, hvad der senere skete.

Far hængte sig

Tilsyneladende uden nogen anledning hængte faren sig, da Benny var blot 4 år. Ingen havde set det komme. Han mors har senere tolket det, som at han var sindssyg i gerningsøjeblikket.

– Hun fortalte os børn, at vores far var død på sit arbejde. Sikkert for at skåne os sagde hun, at han fik et hjertetilfælde. Først mange år senere betroede hun min daværende hustru, at han havde hængt sig.

Siden snakkede familien sjældent om tabet af faderen, og Benny ville ikke bringe sin mor ud af balance ved at spørge til det. Hun var kærlig, men ikke stærk og havde det, man dengang kaldte ”dårlige nerver”.

Ikke et forudsigeligt liv

I manglen af en far følte Benny ikke, han havde nogen forbilleder. Han svævede frit og måtte finde sin egen vej. Han var en af de bedste i klassen, men spændte ben for sig selv ved trangen til at forstyrre og søge opmærksomhed.

– Min mor gav mig stuearrest, når jeg havde lavet narrestreger som at klatre op i en høj skorsten og knuse ruder. Men hun kunne ikke sætte sig i respekt. Jeg var én, der blev betragtet som dårligt selskab, og som flere ikke måtte lege med, siger han og fortsætter:

– Som 17-årig og næsten færdig i handelslære fik jeg et klarsyn. Mine tanker gik igen til min isolation i kælderen og det, jeg var blevet udsat for et par år før. Men jeg tænkte, at jeg ville blive til noget frem for at leve et forudsigeligt liv, fortæller Benny, som fra da af modnedes og holdt op med at optræde på slap line.

Læs hele Bennys historie, og hvordan det er gået ham siden i Familie Journal nr. 22