Kristine kørte nødhjælp til Ukraine: Vildt at køre til et land i krig

Klokken var tæt på midnat, da de seks firehjulstrækkere og Kolo Nordics egen bil endelig nåede til Jaroslaw, den lille polske by tæt på den ukrainske grænse.

Dagen efter ville bilerne krydse grænsen til Ukraine.

I hver bil sad to danske kvinder, og en af dem var Kristine Marie Foss, 56, fra ngo’en Kolo Nordic og initiativtager til projektet Women2Women, hvor danske kvinder hjælper ukrainske kvinder, der tager til fronten og forsvarer deres land.

Det gør de blandt andet ved at evakuere sårede og dræbte soldater, levere nødrationer, yde førstehjælp og være dronepiloter.

Kristine, der arbejder på fuld tid i Kolo Nordic, havde været i Ukraine seks-syv gange før, men aldrig på en tur som denne.

– Jeg har summet over idéen i et års tid, så det var stort, da det endelig lykkedes, fortæller Kristine en solskinseftermiddag i hjemmet ved søerne i København, hvor hun bor med sine to døtre.

Særligt én ting glæder hende.

– Mange oplever at blive frustrerede over ikke at kunne handle på alle de frygtelige ting, der sker på verdensplan, men det er det gode ved at være en lille ngo. Her kan vi faktisk gøre noget. Ansigt til ansigt, hjerte til hjerte, siger Kristine, der ofte bliver spurgt, om hun ikke bliver berørt over mødet med ukrainerne.

– Og jo, jeg bliver faktisk påvirket, når jeg tænker på, at jeg kan gøre en forskel for den enkelte. For det betyder enormt meget for ukrainerne, at de ikke føler sig glemt eller tror, at de er alene i kampen for deres land. Vi har oplevet, at de er begyndt at græde og omfavne os, når vi fortæller om vores tur. Det tyder på stor taknemmelighed – men desværre også på udmattelse, lyder det fra Kristine.

Energi af at samle mennesker

Kvinderne i Women2Women-projektet var kørt fra København tidligt om morgenen til Nørre Alslev for at få toldet deres papirer, så med færgen og videre gennem Tyskland og Polen.

Idéen var enkel: Kristine, der karakteriserer sig selv som en social og udadvendt kvinde med et kæmpe netværk, ville finde stærke kvinder, der sammen med hende skulle køre firehjulstrækkere fyldt med fornødenheder og få dem afleveret til de yngre kvinder i Lviv, som gør en kæmpe indsats for soldaterne.

Bilerne ville blive ombygget til en slags ambulancer og sammen med nødhjælpen også sendt ud til gavn ved fronten.

– Jeg elsker at samle mennesker og være en del af fællesskaber. Det er dét, jeg får energi af og er god til, siger Kristine og tilføjer, at hendes motivation også handler om at bekæmpe den uretfærdighed, ukrainerne oplever – særligt efter, at hun har fået venner i landet.

Kristine fik samlet cirka 25 danske kvinder, hvoraf 14 kørte med på turen.

For at deltage var det et krav, at kvinderne selv betalte rejsen, donerede 25.000 kroner eller købte en firehjulstrækker i god stand. Pengene endte med at komme fra donationer, fondspenge og via indsamlinsopslag på LinkedIn.

– Vi skaffede 1.058.238 kroner i alt oveni de forskellige ting, som kvinderne havde efterspurgt til soldaterne, siger Kristine og nævner, at for eksempel gode sokker er vigtige, så soldaterne ikke får vabler, når de skal gå lange distancer.

Soldater med maskingeværer

Også blødt træningstøj er i høj kurs, så sårede soldater nemt kan få det på, når deres uniformer er klippet op og fjernet, fortæller Kristine, der ikke selv var nervøs eller angst inden turen, men alligevel blev smittet af den stemning, der hvilede over projektet.

– Flere af kvinderne har undervejs tænkt: ”Hvad har jeg dog gang i?!” Det stod dem frit for at springe fra indtil det sidste, det var der dog ingen, der gjorde. Men selvfølgelig er det vildt at krydse grænsen til et land i krig, siger Kristine, der oplevede netop dette med sit kvindelige følge i den tidlige morgenstund efter en nat uden den store søvn og en 17 timer lang køretur.

I øvrigt samme tid det havde taget de ukrainske kvinder at køre fra fronten til Lviv, for Ukraine er et kæmpe stort land, minder Kristine om og nævner også en anden detalje.

– Normalt når man kører ind i et land i Europa, bemærker man det næsten ikke. Sådan er det ikke i Ukraine. Der var flere bomme, et kæmpe skilt, hvor der står ”Ukraine”, soldater med maskingeværer, vejning af biler, fremvisning af toldpapirer og pas, før vi endelig kunne køre ind i landet, siger Kristine.

I Lviv ventede enkelte af de ukrainske kvinder, heraf også nogle, hun ikke tøver med at kalde sine venner, og de tog hen til en restaurant i nærheden, inden de skulle af sted til lageret og have læsset af og ompakket.

Det er kvinden Dana, der styrer det store lager, og alt bliver registreret nøje.

– Korruptionen findes langt højere oppe i systemet, siger Kristine.

Grebet om hjertet

Byen i sig selv er værd at bemærke.

– Alle de rige er flygtet til Lviv, så man bliver mødt af en iøjnefaldende kontrast af lækkert design, spændende arkitektur, butikker, cocktailbarer, restauranter og så soldater med maskingeværer i gaderne, fortæller Kristine, der også oplevede den hårde modsætning, da hun og det danske følge skulle forlade Ukraine igen og sige farvel til de modige kvinder, de havde mødtes med.

– Som en af de andre kvinder skrev i et opslag på LinkedIn: ”Da jeg kørte ind i Polen, begyndte tårerne at trille, for nu kørte jeg ind i det frie, sikre land og hjem i tryghed, mens de kørte mod fronten og krigen. Det var en barsk realitet”. Sådan tror jeg, vi alle havde det, siger Kristine, der sammen med de danske kvinder gik over grænsen, tog en taxa til Krakow og fløj hjem derfra.

Turen var en succes, siger hun.

– Bare det at vi kunne aflevere seks biler, som ombygget kan redde liv ved fronten, for biler bliver hurtigt bombet, fortæller Kristine, der ikke er i tvivl om, at hun skal af sted igen.

Det har flere af de andre fra Women2Women-projektet ligeledes sagt.

– Jeg tror, de ligesom jeg blev grebet om hjertet over mødet med de modige ukrainske kvinder. Det betyder noget særligt at kunne sende nødhjælp i øjenhøjde og aflevere det personligt.