Lykkelig mor: Dén 7-års fødselsdag glemmer Victor aldrig

Victor på syv år ved meget om Livgarden.

Hver morgen sætter han serien ”Den Kongelige Livgarde” fra streamingtjenesten Max på, ligesom han dagligt finder YouTube-videoer om emnet.

På hans værelse i hjemmet i Frederikssund hænger også flere uniformer, mange syet af hans mor, Diana Vilagrasa Thejsen, som tro kopier af de ægte.

Detaljerne er vigtige.

Værelset er dekoreret med emblemer, figurer og udstyr, der er knyttet til Livgarden, militæret eller førstehjælp, som også har hans glødende interesse.

Victor er diagnosticeret med Aspergers, er født uden skjoldbruskkirtel og har desuden profilen PDA (Pathological Demand Avoidance), på dansk ”Ekstrem Kravundgående Adfærd”, og det gør livet meget svært for ham.

– Hvis Victor føler, nogen har den mindste forventning til ham, går han til angreb, bliver ekstremt stresset og slår, kaster med ting eller smadrer dem. Det går også ud over mig, for han er konstant i sin reptilhjerne. Sammen med hans helt specifikke interesser er det meget svært for ham at danne venskaber, og det gør ondt at se ham så angst og ensom, fortæller hans mor.

Diana har ikke arbejdet i sit job i hjemmeplejen som sosu-assistent i to år, men er på tabt arbejdsfortjeneste med Victor, der blev taget ud af børnehaven for to år siden, og som hun derfor passer fuldtids.

Familien har fået bevilget 10 timers aflastning om ugen, men også den unge mand, der skulle hjælpe, har Victor svært ved at rumme på trods af, at han kendte ham, fortæller Diana på 49 år.

Hun og manden Gert, 55, har også 29-årige Mattias, der for længst er flyttet hjemmefra, mens deres tredje søn, Daniel på 19, og hans kæreste også bor hos dem.

Så skete det utænkelige

Da Diana tog over med fuldtidspasningen, begyndte udflugterne at gå til Jægerspris Skydeterræn, og iklædt en af sine soldateruniformer blev det ugens højdepunkt for Victor.

”Hallo, hallo”, plejede han at vinke til soldaterne – på behørig afstand.

Men en februar morgen skete det utænkelige. Victor havde sin Livgarderbaret og -emblem på, og tilfældet ville, at det var Livgarden, der trænede.

– Det slog gnister mellem soldaterne og Victor, og pludselig sagde en oversergent til os, at vi godt måtte komme ind på området. Det var kæmpestort for Victor, for nu var han blandt ligesindede, siger Diana, der blev varm i hjertet over at se sin søn både rolig og glad i hele fire timer.

Faktisk følte Victor sig så hjemme, at han stillede soldaterne et spørgsmål: Om de ville komme til hans 7-års fødselsdag? Oversergenten sagde ja og bad om Dianas nummer.

Hun tænkte, at det blot var for at være flink. Men nej.

Et stykke tid efter skrev han, at de gerne ville komme, og at han i øvrigt havde planlagt flere ting, Victor skulle opleve.

Diana følte, hun skyldte en forklaring.

Hun skrev, at Victor normalt ikke opførte sig som den dag på Skydeterrænet, men havde det svært.

Det afskrækkede ikke, og Diana kunne derfor fortælle sin søn, at han ville få uniformsklædt besøg af 3. kompagni/Livgardebataljon på sin fødselsdag.

Sommerfuglene flagrede i maven

Uniformerne har meget at sige, for de er medvirkende til, at Victor ikke bliver angst og udadreagerende.

Desuden er der en særlig ro over militærfolkene, fortæller Diana.

– De tager ham seriøst og har respekt for hans viden om Livgarden. De siger ikke: ”nårh, der kommer en lille soldat”. Der er ingen pludselige bevægelser eller ironiske bemærkninger, og den transparence får Victor til at føle sig tryg med dem.

Et par uger inden fødselsdagen var Victor og Diana inviteret på rundtur på Garderkasernen i Høvelte, hvor Victor overbragte de officielle fødselsdagsinvitationer – og endelig oprandt den store dag.

Diana havde bestilt mad udefra, hendes søster overnattede, og der flagrede ualmindeligt mange sommerfugle rundt i maverne på alle, inden gæsterne ankom.

Victor var nervøs for, hvordan han ville reagere.

– ”Hvad hvis jeg får en nedsmeltning, mor? Kommer til at give en fuckfinger?” Så sagde jeg, det var o.k., for jeg havde aftalt, at så gav de ham en fuckfinger tilbage, siger Diana med et glimt i øjet.

Men der var ingen grund til bekymring.

Klokken 11 præcis stod Victor klar i blå uniform og så de fire forskellige militærkøretøjer komme rullende op ad indkørslen. Ud trådte 12 gardere i alt fra rød galla til blå uniform, kamp-uniform og den grønne uniform fra Gothersgade.

Gæsterne medbragte en masse gaver, som hele 3. kompagni på 190 mand havde samlet ind til, selvfølgelig alle inden for skiven: Militærting, som Victor manglede.

Det har givet ham en ny glæde

Den mest spektakulære gave var dog det imponerende skilderhus, som en af soldaterne, der er uddannet tømrer, havde bygget ud fra originale tegninger.

Soldaterne medbragte også en noget mindre ting, som gjorde Victor synligt stolt.

– De kom med et flot bevis på, at Victor er udnævnt til garder af 3. kompagni, fordi han er en god soldat og rollemodel for kommende gardere, fortæller Diana og viser det indrammede dokument, der selvfølgelig har fået en æresplads på værelset, og som hun ofte skal læse for sin gardersøn.

Besøget har på flere måder været en milepæl for Victor og hans familie.

– Nu havde han også venner, der kom til hans fødselsdag. Nogle, han kunne spejle sig i, og det har givet ham en ny glæde, siger Diana, der siden har været i kontakt med oversergenten. Hun har også fået mere mod på at tage ud med Victor.

– Vi har blandt andet været på Amalienborg til kongens fødselsdag, noget jeg ellers aldrig ville turde med tusinder af mennesker.

Til årsparaden inde på Gothersgade skete noget uventet.

Hele bataljonen med cirka 900 soldater stod i hestesko, gardernes musikkorps var klar, og kongen skulle overrække sit ur.

– Vi stod meget langt væk fra 3. kompagni sammen med en garder, og pludselig spurgte Victor ham, om vi ikke kunne gå ned til dem? Han gik alene med garderen derned, og så stod han der i tre kvarter – helt tryg – og talte med sine venner. Det gjorde mig rørt.