Når man ser 15-årige Charlotte Bleijerveld drøne afsted i fuld fart på sin skimlede hest, Rainbow, med bue i hånden og pilekogger fuld af pile på ryggen, føler man sig nærmest hensat til fordums vilde vesten, når indianerne nedlagde en bisonokse.
Men her på Buskmosevej i Gråsten er bisonoksen kun et maleri på en stor træplade, og Charlotte er ingen indianer. Til gengæld er hun sidste års danmarksmester i bueskydning fra hest.
Læs også: Amalies lillesøster er autist: Vi er ikke som andre familier
Nyfødt til hest
− I min familie skyder vi næsten alle med pil og bue fra hest, fortæller Charlotte, der har siddet på en hest, siden hun var blot 10 dage gammel.
Faktisk kan man sige, at Charlotte begyndte at ride, allerede før hun blev født.
− Jeg har også redet altid, fortæller hendes mor, 45-årige Machteld.
− Og det var kun allersidst i graviditeten jeg holdt pause. Da jeg havde født og skulle op på hesten igen 10 dage efter fødslen, tog min mand, Leon, Charlotte med ud på ridebanen, og da jeg så, hvordan Charlotte stirrede på min hest, besluttede vi at lade hende komme op foran mig på sadlen.
Læs også: Vores kramme-køer giver ro i sjælen
Kunne slappe af på hesten
Machteld og Leon, som i 2003 kom fra Holland for at bosætte sig i Danmark, havde lige fra fødslen af deres første datter haft stor opmærksomhed på, at deres lille baby virkede unormalt anspændt.
− Vi fornemmede, at noget ikke var, som det skulle være, og den dag i ridehuset skete der noget specielt. I samme øjeblik Charlotte kom op foran mig på hesten, var det, som om hendes lille krop slappede fuldstændig af. Da vi løftede hende ned igen, skreg hun højt og holdt først op, da hun kom tilbage på hesten. Så det endte med, at hun altid kom med, og seks måneder gammel sad hun selv foran mig på hesten.
Machteld måtte lukke ørerne for omgivelsernes mange meninger om den sag.
− Jeg kunne jo mærke, hvordan mit barn reagerede og havde det, og jeg var aldrig i tvivl om, at hun skulle ride. Da hun var 2 år, red hun selv.
Læs også: Min hest har givet mig livet tilbage
Infantil autisme
Charlotte blev som 10-årig diagnosticeret med infantil autisme.
− Vi har jo som sagt altid kunnet mærke, at der var et eller andet med hende, men vi har bare været gode til at opfylde hendes behov, fortæller Leon, der arbejder som omsorgsmedarbejder i et botilbud for udviklingshæmmede borgere i Sønderborg Kommune.
– Vi boede først i Nr. Løgum, hvor vi havde et par heste, og da vi fik vores to næste børn, Lars, der i dag er 13 år, og Elin, der er fyldt 10 år, besluttede vi, at der skulle ske mere med heste i vores familie.
Elin har Aspergers Syndrom, og Lars har ADD, og vi kunne se, hvilken god indvirkning omgangen med heste havde på vores børn, så da vi i 2012 flyttede her til Rinkenæs, anskaffede vi os flere af de dejlige dyr.
På den store gård bor nu familiens egne 13 heste plus tre pensionærer.
− Jeg underviser hver dag, både børn og voksne, der har problemer af en slags, autister, børn fra botilbud, mennesker uden selvtillid og børn med særlige behov, fortæller Machteld. – Vi har også voltigering, kørsel med hest og undervisning i bueskydning fra hest, så der er gang i den.
Læs også: Nu deler mine små heste glæde ud til andre
Rejste alene til VM
Og især bueskydningen har vundet Charlottes hjerte.
− Jeg har da også redet både spring og voltigering, men at skyde med bue og pil fra hesteryg er superdejligt. Jeg rider næsten hver dag. Det eneste tidspunkt, jeg ikke kan ride, er, når mit energiniveau er nede på nul. Så hænger jeg bare i sofaen som en død sild.
Charlotte har skudt med bue og pil i cirka fire år.
− Det var min mor, der begyndte med det, for hun havde gjort det som lille. Hun undersøgte, hvordan man gør det fra hest, og så begyndte hun selv på det. Jeg begyndte med at øve mig fra jorden, inden jeg gik i gang med hesten. Det var svært at ramme skiven i begyndelsen, men jeg har heldigvis en rigtig god balance, så at ride i fuld galop og kun holde fast med sæde og lår har jeg ingen problemer med.
Faktisk har Charlotte så få problemer med det, at hun sidste år deltog i og vandt danmarks-mesterskaberne i bueskydning fra hest.
− Det var stort for mig og rigtig sjovt at være med. I år deltog jeg i VM i Ungarn, og det var grænseoverskridende, for jeg skulle rejse alene derned sammen med en veninde. Det er meget dyrt, så vi havde ikke råd til, at en af mine forældre også kunne tage med. Det var vildt at deltage. Desværre nåede jeg ikke med i topti, men det gør ikke noget, for oplevelsen var fantastisk.
Leon bryder ind.
− Vi oprettede en profil på sponsor.me, som er en crowdfunding-side på nettet, hvor man kan søge støtte til forskellige sportsaktiviteter. Charlotte blev også interviewet i lokalradioen, og derefter modtog vi rigtig mange penge fra venlige mennesker, der også gerne ville støtte hende. Så på den måde fik vi skrabet pengene sammen til hendes rejse og deltagelse i VM.
Læs også: Diagnosen fik brikkerne til at falde på plads
De giver mig ro
Deltagelsen i VM betød, at Charlotte ikke kunne være med i DM i år.
− Det var en uge efter, at jeg kom hjem fra Ungarn, og dagen før DM skulle vi give en opvisning og holde foredrag i en anden ridelejr. Derudover skulle vi holde middelalder-forestilling i Ulfsborg lige efter DM, som er noget, vi gør hvert år og virkelig elsker. Derfor havde jeg ikke overskud til DM, men jeg satser da på at skulle deltage igen til næste år. I 2019 har vi jo også EM, men alt koster, så…
Livet på og med hestene har betydet stort set alt for Charlotte.
− Jeg elsker heste, og sammen med dem får jeg ro indeni og overskud til at klare både skole, lektier og hverdagen sammen med min familie.
