Medarbejderne er vores ”guld”

Onsdag, 14. februar 2024
Greta Johannsen
Foto: Martin Høien
I firmaet All Ears i Glostrup har medarbejderne en superkraft: Deres hørelse. Emil og hans kolleger er alle blinde eller svagtseende, men til gengæld kan de opfatte meget mere end normalt seende.
"All Ears" i Glostrup
Medarbejderne i "All Ears" i Glostrup

Man kan simpelt hen ikke snige sig ind på et blindt menneske, der arbejder på virksomheden All Ears i Glostrup. De 25 medarbejdere i selve callcenteret kender lyden af hinandens skridt, og dukker der en fremmed op i kontorlokalet, har de opdaget det, længe før de medbragte førerhunde overhovedet har spidset et øre.

– Deres superkraft er hørelsen, siger direktøren, Emil Utzon. Han er selv blind og kan høre en knappenål, pakket ind i vat, falde til jorden. De i alt 35 ansatte er for størstepartens vedkommende blinde eller svagtseende mennesker.

Det er derfor, firmaet hedder All Ears eller på dansk ”lutter øren”, for hvis der er noget, de er gode til, er det at tale med og især lytte til kunderne. All Ears er et callcenter, hvor de ansatte ringer alle os andre op for at motivere os til at støtte Læger uden Grænser, PlanBørnefonden eller andre af de mange patientforeninger og humanitære foreninger, firmaet samarbejder med.

Arbejdet er mit frirum

All Ears blev skabt i 1995 for at give synshandicappede en jobmulighed, og her har man i årenes løb uddannet omtrent 200 medarbejdere inden for telemarketing. Det handler om social ansvarlighed, og derfor bliver firmaets overskud geninvesteret i firmaet, så endnu flere kan få et job.

Emil Utzon er chefen for det hele, og det har han været i et par år nu. Han er født med en øjensygdom, som gør, at han nu kun har fem procent tilbage af sit syn. Han begyndte sin karriere i firmaet, da han selv fik studiejob som phoner (en, der ringer til mulige kunder, red.). Han var i gang med en uddannelse til lydtekniker og drømte egentlig om en karriere inden for radio og tv, men så var det, at miljøet hos All Ears gav ham noget, han også havde brug for.

– Det er et frirum for mig at gå på arbejde. Vi har alle problemer med synet, og vi forstår og accepterer hinanden. Det kan være anstrengende at begå sig i en seende verden, når man hele tiden er den, der har brug for hjælp, eller andre føler, de skal tage hensyn. Her er vi bare mennesker på en arbejdsplads ligesom alle andre. I min verden er det vigtigt, at alle har et arbejde. Vi mennesker er jo glade for at klare os selv, ligesom det er dejligt at have kolleger og et fællesskab. Det vigtigste er at være et sted, hvor man regner med den enkelte person, siger Emil.

De regner især med Thorsten Jensen her på kontoret. Han har foreløbig været her i 21 år, og står det til ham, bliver han mindst lige så længe endnu, siger han.

– Jeg blev født for tidligt og fik i forbindelse med behandlingen en skade, der gjorde mig blind, men det er ikke noget, der har ødelagt livet for mig. Jeg har jo aldrig kendt til andet. Vi boede i Løgumkloster i Sønderjylland, og der blev ikke taget særlige hensyn til mig, så jeg lærte at følge med de andre børn. Efter folkeskolen kom jeg på handelsskole og fik bagefter job på et skattekontor, men jeg ville gerne prøve noget andet. Det er bare ikke så nemt, når man bor langt fra storbyerne, så da jeg hørte om det, der dengang hed Telehandelshuset i København, blev jeg meget interesseret. De havde lavet en ny uddannelse inden for telemarketing og kundeservice, og den kom jeg så ind på, fortæller han.

Arbejde til alle

Thorsten blev glad for sin uddannelse og fortsatte som medarbejder i Telehandelshuset, også da det senere skiftede til navnet All Ears, så han er den medarbejder, der har været længst i firmaet.

Ifølge Emil er Thorsten ikke en mand, der accepterer et nej. For phonerne her hos All Ears vil gerne tage en ligeværdig samtale med den mulige kunde i den anden ende af telefonen, og det kan godt tage lang tid, når det skal være en samtale og ikke bare et forsøg på at overtale kunden til et eller andet.

– Man skal ikke forstyrre folk ved spisetid, og man skal altid snakke ordentligt med dem og ikke bare tromle igennem med et budskab, som de ikke kan sige nej til. De fleste af dem, vi ringer til, vil jo rigtig gerne støtte de foreninger, som vi arbejder for, siger Thorsten.

I gamle dage kunne man kun forestille sig, at blinde mennesker arbejdede med at binde koste, børster, tekstiler og kurve i forretningen Blindes Arbejde. Det er der rigtig mange, der har været glade for at arbejde med, men Emil og de andre i Glostrup vil noget andet, og med de hjælpemidler, man kan få inden for it og telefoner, er det ingen sag som blind at arbejde på et kontor. Alligevel er det kun en ud af hver femte blinde, der er i arbejde.

– Vi ser vores firma som en brumbasse, der ikke burde kunne flyve, men den gør det alligevel. De synshandicappede er vores ”guld”, og netop fordi de ikke kan se, er de trænede i at lytte og opfange en følelse og en stemning hos de kunder, vi ringer til, siger Emil.

– Vores medarbejdere er i gennemsnit 46 år, de er fast månedslønnede, og vi stiller det udstyr til rådighed, de har brug for. Vi kunne ansætte mange flere, men kravet er, at man selv skal kunne komme frem til arbejdspladsen. Det nytter jo ikke rigtig at have et fast job, hvis man falder ned på togskinnerne på vej til arbejde, som Emil siger.

Firmaet ligger i Glostrup, og medarbejderne kommer dertil med tog fra hele Sjælland, men det er svært at finde rundt på togstationerne, når man ikke kan se, for verden er ikke lavet for synshandicappede, og derfor har der været en del, der ikke har turdet tage imod et job hos All Ears.

– Vi har haft flere medarbejdere, der måtte sige op igen, fordi transporten blev alt for vanskelig for dem. Det er jo egentlig et ret simpelt problem, som man burde kunne løse, siger Emil.