Min far slog min mor ihjel

- Det, som skete for mig og min lillebror vil jeg for alt i verden ikke ønske for andre, siger Sussanne, der aldrig vil komme til at forstå sin fars meningsløse handling.

Anholdt uden dramatik
Sussanne og hendes fire år yngre lillebror var i skole den 1. december 2005, da deres mor blev dræbt. Klokken 11.20 modtog politiet i Roskilde et opkald fra den 42-årige bagermester, der fortalte, at han netop havde skudt sin to år yngre samlever med et haglgevær. Faderen blev anholdt uden dramatik, og blev senere idømt ti års fængsel for drabet. Sussanne har kun set sin far én gang siden og ønsker aldrig at møde ham igen.
- Jeg elskede min mor meget, hvorimod han arbejdede om natten og sov om dagen, så jeg fik aldrig noget nært forhold til ham, fortæller Sussanne, der tog hen til sin mormor og morfar og spiste frokost den dag mordet fandt sted.

Brød fuldstændig sammen
- Pludselig bankede et par politifolk på døren og forklarede, at min far havde skudt min mor. Og da det gik op for mig, at det var sandt, brød jeg fuldstændig sammen, fortæller Sussanne. Efter den tragiske meddelelse blev Sussanne, hendes lillebror og bedsteforældrene alle kørt til et sygehus, hvor de fik psykiatrisk førstehjælp. Bedsteforældrene tog sig af Sussanne og hendes lillebror, og Sussanne boede hos dem, indtil hun flyttede i egen lejlighed kort efter sin 18-års fødselsdag Hendes far har hun derimod lagt direkte afstand til.
- Jeg har kun set ham én gang siden, og det gik ikke godt. Selv om han tilstod i telefonen, dengang han ringede til politiet, så har han lige siden nægtet, at det var ham, der myrdede min mor.

Er kommet videre
Sussanne besluttede sig - efter mange tanker - for, at besøge sin far i fængsl:
- Da han så mig, fór han imod mig og spurgte, om jeg ville have et kram. Dér knækkede filmen lige på stedet. Jeg vendte mig bare om og gik, og siden har jeg kun hørt fra ham én gang i et brev. Det endte med, at jeg fik en ven til at ringe til fængslet og sige, at han ikke skulle skrive til mig igen. Gennem vores læge blev jeg henvist til en psykolog, men hun var ikke meget værd. Så fandt jeg selv frem til den hjemmeside på internettet som hedder "Unge og sorg". Den havde jeg virkelig gavn af, for jeg kom til møder i en sorggruppe sammen med andre unge, som gik med de samme tanker som mig, fortæller Susanne, der stadig kan græde over sin mors død. Men trods familietragedien har hun det godt og føler, hun er kommet videre i livet.

Af Erik Pedersen