
Hvor tilbringer du helst din sommer?
Allerhelst i Danmark, også selv om vejret jo kan være noget ustabilt.
Der er noget ved den lyse tid, jeg bare ikke vil gå glip af.
Jeg skal have det hele med for at have tanken fyldt til de mørke vintermåneder, som indimellem kan være hårde at komme igennem.
Hvad er smagen af sommer for dig?
Koldskål og pandekager, når det regner.
Min mor bagte altid pandekager til os i sommerhuset, når det regnede.
Vi børn stod klar ved bare en lille dråbe fra en sky, men det var min mor, der bestemte, hvornår det faktisk regnede.
Hvordan husker du din barndoms somre?
Mine barndomssomre står på det nærmeste som lykkebobler i min erindring.
Jeg har sikkert fortrængt nogle teenageår, hvor Vesterhavs-sommerhuset nok ikke var det mest underholdende, men jeg har utrolig mange gode minder om leg, badning og om kampen for at finde en solgryde i klitten, hvor der bare var en lille smule læ.
Hvad er dit bedste rejseminde?
Mit bedste rejseminde er uden tvivl fra en flodbådsferie i Frankrig.
Det er den skønneste måde at komme rundt på.
Man læser på dækket og lægger til ved små landsbyer, som i Frankrig altid har den skønneste coq au vin til aftensmad og friske croissanter til morgenmad.
Det var ren lykke i en uge.
Hvad er dit værste rejseminde?
Jeg skulle engang på rejse til USA med mit gymnasiekor og blev indkvarteret privat hos nogle, synes jeg, virkelig mærkelige og ret religiøse amerikanere.
Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at tælle dagene til hjemrejsen.
Det var ikke en succes og ikke noget, jeg mindes med stor glæde.
Hvad laver du på en regnvejrsdag?
Nu om dage kan en regnvejrsdag faktisk være lidt en gave.
Når solen skinner, er man jo næsten nødt til at være ude i den.
Man kan ikke bare sådan sidde inde og ”humre”, som min mor ville sige.
Så når det regner, føles det som et fripas til at drikke ekstra meget kaffe, se serier eller spise … pandekager?
Hver fjerde uge skriver Karen-Marie Lillelund, 56 år, en klumme for Familie Journal. Hun holder også foredrag om vigtigheden af humor og kommunikation i arbejdslivet – og i livet generelt.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.