Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Fodsvamp er en almindelig svampeinfektion på fødder og mellem tæer. Den smitter gennem hudskæl, så der er risiko for smitte i rum, hvor du færdes på bare fødder.
Fodsvamp skal behandles med svampedræbende creme, og det bør du gøre, hvis du har fodsvamp, for svampen laver revner i huden og giver risiko for infektion, og det gør ondt.
Forebyg fodsvamp ved at holde huden tør og gå i luftige sko.
Læs også om fodterapeut Lene Gaardsdal, der synes vi snakker grimt om vores fødder
Vortevirus på huden er årsag til fodvorter, der ses som en lille gevækst på fodsålen. Den kan minde om en ligtorn, men du kan ofte se små, sorte prikker i vorten. Vorten vil gå væk af sig selv inden for et par år, måske lidt længere. Du kan hjælpe den på vej ved at bruge lidt mildt ætsende liniment, der opløser huden og gør det muligt langsomt at file vorten væk.
Hudlægen kan hjælpe dig med at fjerne vorten ved frysning, men man skal være forsigtig, for kommer der arvæv, kan det være meget generende senere hen. Alle mennesker er udsat for smitte med vortevirus. Du kan undgå at smitte andre ved at dække vorten til med plaster eller klar neglelak, når du går på bare fødder.
En hammertå er en fejlstilling, hvor din tå er bøjet sammen i det midterste led mellem de små tåknogler, dog sjældent på storetåen.
Årsagen til hammertå er ofte, at du også lider af forfodsnedfald og dermed forkert træk på tåens sener.
Det er en ret hyppig lidelse og hyppigst blandt kvinder, hvorfor man også har stor mistanke om, at forkert fodtøj kan medvirke til udviklingen. Symptomerne er smerter på grund af den krumme tå, og øvelser hos fysioterapeut, aflastende indlæg og fornuftige sko kan hjælpe, men en operation kan være nødvendig for at give dig tilstrækkelig lindring.
Har du svært ved at finde sko, som giver ordentlig støtte i svangen, kan du have en hulfod, en tilstand, hvor foden har en meget høj svang.
Du behøver ikke have gener, men den kan være årsag til smerter i flere dele af foden eller udvikling af hammertæer på grund af forkert belastning af fodens led.
Behandlingen består i fysioterapi, aflastende såler eller eventuelt en korrigerende eller stivgørende operation.
Hælspore opstår som oftest ved længerevarende overbelastning af den store sene i svangen der, hvor den hæfter på hælknoglen. Ved langvarig irritation af området kan der opstå et lille hårdt område i irritationen, som ligner en spore. Ofte kaldes alle former for irritation i hælsenen for hælspore, uden irritationen har udviklet sig til en egentlig spore.
Du kan mærke, du har en hælspore, hvis du har smerter ved den inderste kant af hælknoglens trædepude, når du går og specielt lægger vægt på området. Behandlingen består af stødabsorberende indlæg under det ømme hælområde og udspændingsøvelser af svangsenen eventuelt hos fysioterapeut. Vejer du for meget, er det tid til en lille kur. Nogle læger giver binyrebarkindsprøjtninger i det irriterede område, som dæmper denne. Chokbølgebehandling er også en brugt behandlingsmetode, men meget omdiskuteret.
Knyster sidder på siden af foden, hvor storetåen hæfter, er irriterende og forhindrer os kvinder i at bruge de pæne sko. Den opstår, fordi mellemfodsknoglen og grundstykket i storetåen forskyder sig og laver en skæv storetå, der peger mod de andre tæer.
Det kan være en arvelig tilstand eller er opstået på grund af uhensigtsmæssigt fodtøj. Den hyppigste årsag er træthed i de ledbånd og muskler, der skal holde storetåen på plads.
Knysten kan give smerter og problemer med at passe fodtøj, og den kan blive rød, betændt og hævet. Tilstanden kan ofte behandles med fysioterapi, indlæg og fornuftige sko. Operation er sidste udvej.
Udsætter du din hud på fødderne for konstant tryk eller irritation, kan du risikere, at der dannes et hårdt, forhornet område, ofte med en lille, hård dims i midten. Du har fået en ligtorn, som generer og gør ondt ved yderligere tryk.
Det er vigtigt med sko, som ikke trykker forkert, og forsigtigt at fjerne hård hud fra fødderne.
Fodterapeuter er gode til at hjælpe dig af med en ligtorn. Du skal som regel betale for behandlingen selv, men har du for eksempel sukkersyge eller alvorlig leddegigt, kan lægen henvise dig.
Nedfalden forfod opstår som følge af træthed i de strukturer, der skal holde på de rigtige relationer mellem din forfod og tåknoglerne. Med andre ord en aldersskavank.
Normalt tager din lilletå og storetå mest vægt fra kroppen, når du står på foden. Ved nedfalden forfod bliver der også stor vægtbelastning over de tre midterste tæers grundled. Desuden forsvinder med alderen det beskyttende fedtlag på trædepuderne, så du støtter mere på selve knoglerne. Der er kun grund til behandling, hvis du har smerter. Du kan købe et indlæg, der kaldes en forfodspelotte eller få den lavet hos en bandagist. Bliver smerterne ikke bedre, kan operation overvejes.
Lider du af nedgroede negle, er du måske en kvinde i smarte, høje sko, som klipper dine negle forkert.
Nedgroede negle er meget generende. De opstår, når dine negles siderande trykkes ned i neglefalsene, som er de grøfter, neglenes siderande skråner ned i. Du kan få hjælp hos en fodterapeut, som bruger en såkaldt bøjlebehandling, der retter neglen, mens den vokser ud.
En anden behandling er en lille operation hos en ortopædkirurg, hvor du i lokalbedøvelse kan få fjernet den del af neglen, der er i neglefalsen.
Grimme, gule, skøre og fortykkede negle på fødderne skyldes ofte en svampeinfektion. Det største problem er kosmetisk, for neglesvamp smitter ikke særlig meget og er temmelig uskadeligt.
Du kan behandle neglesvamp med antibiotisk creme eller tabletter, men ofte er det ganske unødvendigt.
Er du forfængelig, må du gerne komme farvet lak på de angrebne negle.
Også kaldet Mortons neurom. Smerter på oversiden af foden ved gang eller måske en stikkende, brændende fornemmelse, også når du sidder stille, kan være symptomer på en nerveknude.
Den sidder som regel mellem 3. og 4. mellemfodsknogle og hyppigst hos kvinder. Det er et fortykket, overfølsomt område, som dannes på grund af irritation af nerven, formentlig på grund af forfodsnedfald.
Aflastning, indlæg og fornuftige sko er behandlingen, og i visse tilfælde må en operation til.
Platfod skyldes svækkelse af sener og ledbånd i svangen eller sammenfald af knoglestrukturen i mellemfoden, så svangbuen udviskes.
Erhvervet platfod er hyppigst hos kvinder, og vægten spiller en væsentlig rolle.
Du behøver slet ikke være generet af din platfod, men en del har smerter. Er der behov for behandling, kan fysioterapi og indlæg med støtte til svangen være en god hjælp, og den gives både hos fysio- og fodterapeuter. I sjældne tilfælde kan en operation komme på tale.
I fødderne er det ofte storetåens grundled, som rammes af slidgigt.
Årsagen kendes ofte ikke, men høj vægt, tidligere brud eller andre skader i leddene disponerer til udviklingen. Sygdommen kan ramme, fra du er 20 år, og hyppigheden stiger med alderen.
Symptomerne er smerter, nedsat bevægelighed og måske efterhånden deformitet i leddet.
Behandlingen kan bestå af smertestillende medicin, eventuelt en blokadebehandling med binyrebarkhormon i leddet, træning af leddene – og så mantraret: vægttab, indlæg og fornuftige sko.
Operation kommer sjældent på tale, men der kan foretages stivgøring af leddet, hvis smerterne er uudholdelige.