Mit liv som postbud: Vi blev altid mødt af gæstfrihed

Flemming Frederiksen behøvede ikke lang betænkningstid, da han i 1976 i en alder af 26 år blev ringet op af en bekendt, der var ansat i Post- og Telegrafvæsenet, og spurgt, om han kunne tænke sig at blive postbud.

– Dengang foregik det sådan, når man manglede postbude, at tillidsmanden spurgte de ansatte, om de kendte nogle egnede kandidater. Jeg arbejdede på det tidspunkt på Nakskov Skibsværft. Og selv om timelønnen hos P & T var lavere end på værftet, var udsigten til en god pension tillokkende. Tanken om et arbejdsliv på landet tiltalte mig også, fortæller 75-årige Flemming, der bor i Horslunde på Lolland sammen med sin kone Anne, der i 2022 gik på pension efter 47 års kommunal ansættelse.

Flemming blev ansat på posthuset i Nakskov og begyndte sin karriere som afløser.

– Det betød, at jeg skulle afløse mine kolleger ved ferie og sygdom, og det kunne både indebære by-, land- og pakketure. Arbejdsdagen begyndte dog klokken 6 med at sortere posten til det distrikt, vi skulle køre i den pågældende dag. Hvert rum i reolen dækkede et stykke af dagens rute, fortæller han.

Byturene blev tilbagelagt på en postcykel af den ikoniske, gule model, mens de noget længere landture foregik i bil. Arbejdet indebar dog langt mere end blot udbringning af breve.

– Som landpost var man slet og ret et omvandrende postkontor. Og en af de store opgaver handlede om de girokort, som var den almindeligste måde at betale regninger på. Folk på ruten betalte simpelthen pengene direkte til postbudet, så indimellem bar man rundt på ganske mange penge i sin taske. På de store dage, hvor folk lige havde fået løn eller pension, kunne vi have op mod en halv million kroner i kontanter på os.

Forfriskninger til posten

Ud over girokort jonglerede landposten også med postanvisninger, som danskerne brugte, når de i en verden uden MobilePay skulle sende hinanden penge.

Dertil kom postopkrævningerne, der blev brugt, når nogen modtog en pakke med en vare, som vedkommende havde bestilt hos et firma, og som skulle betales ved modtagelsen.

Og endelig var der reklamer og kirkeblade, som posten også havde ansvar for at omdele.

– Ja, der var meget at holde styr på. Men den venlighed, vi mødte på ruterne, opvejede besværet. Et flag i postkassen eller en seddel i hækken var et signal til postbuddet om, at han bare kunne gå indenfor. Og når folk ikke var hjemme havde de simpelthen lagt girokortene og pengene på køkkenbordet. Det var menneskelig tillid i sin reneste form, siger Flemming, der efter fem år som afløser fik en fast rute som landpost.

Det var en tid, hvor fruen i huset ofte var hjemmegående.

– Der faldt jævnligt en kop kaffe eller en øl af til posten. Dengang var det også helt normalt, at man i samme omgang blev budt på en cigar eller en smøg. Og så var der de ekstra gode steder, hvor der helt fast stod en kande kaffe og to smurte boller klar, når man kom forbi, siger Flemming.

Men jobbet som postbud havde tillige en social dimension.

– Vi kendte beboerne på vores ruter rigtig godt. Og når det gjaldt ældre og syge mennesker, vidste vi alt om, hvad de fejlede. Så hvis deres gardiner en dag ikke var rullet op, var det tegn på, at noget kunne være galt. To gange har jeg oplevet at ankomme i rette tid til at redde et menneskes liv. Den ene gang var hoveddøren låst, så jeg måtte en tur ud i værkstedet og finde et søm, som jeg bøjede og brugte som nøgle. Alt endte godt, og ved juletid blev jeg belønnet med en halv flaske brændevin for min indsats.

Knæene slidt op

Netop julen var af flere grunde den suverænt travleste tid for et postbud. Ikke mindst blev der i højtiden sendt langt mere post end ellers – herunder bunker af pakker og julekort.

– I julemåneden havde vi af samme grund årets længste arbejdsdage. De kunne godt vare til klokken 16. Men trods travlheden var det også en fantastisk tid på året, hvor folk holdt fri og var glade og gæstfri. Når jeg ser tilbage på den tid, var der helt bestemt visse dage, hvor jeg ikke burde have taget bilen hjem, siger han med et listigt smil.

Uden for højtiderne var arbejdsdagene altid forbi ved middagstid, og dermed kom Flemming og hans kolleger i praksis sjældent i nærheden af de otte timer, som en arbejdsdag officielt bestod af.

For Flemming fik de rare arbejdsbetingelser dog en ende i 2000, hvor han blev omskolet til kontorarbejde.

– Mine knæ var slidt op af for mange ture ind og ud af bilen. Jeg blev derfor udddannet til distributionsleder, og der blev oprettet en fuldtidsstilling til mig som kombineret distributionsleder og postekspeditør på posthuset i Horslunde. Da posthuset blev lukket i 2003, blev jeg tilbudt job i Ringsted, men sagde nej tak, da jeg syntes, det lå for langt væk. I stedet fik jeg min afsked med tre års tjenestemandsløn og efterfølgende pension.

Han har aldrig fortrudt, at han forlod postvæsenet lidt tidligere, end han havde behøvet.

– Jeg har været ansat i ”guldtiden”, da det virkelig var sjovt og arbejdsforholdene gode. Efterfølgende fulgte jeg selvfølgelig med fra sidelinjen, og de mange besparelser og de stadig større distrikter var bestemt ikke noget, jeg længtes efter at prøve kræfter med. Pludselig skulle et postbud tage sig af mellem 300 og 700 husstande på en tur, hvor jeg havde været vant til at klare 140. Det var absolut det helt rigtige tidspunkt, jeg kom derfra på.