Ny udstilling: Vi skal hylde arbejderkvinden

Et mørkt arkiv i dramatisk loftsbelysning og høje metalreo­ler med kassevis af materiale om historiske personer. Sådan begynder Arbejdermuseets udstilling ”Kvindeliv” om kvindernes rolle i arbejderbevægelsen.

Skiltene på væggene fortæller, at vi befinder os i Arbejdermuseets personarkiv. Eller i hvert fald en gengivelse af det. Et rullebord med 30 arkivkasser lyses op af et spotlys i hjørnet, men de ser ikke ud af meget sammenlignet med de 364 kasser på reolerne.

Og det er helt med vilje, for rummet skal vise, hvordan blot 30 ud af 394 af Arbejdermuseets arkivkasser med dagbøger, fotos og genstande fra fremtrædende personer i arbejderbevægelsen, indeholder informationer om kvinder.

Den ubalance vil Arbejdermuseet gøre noget ved. Det fortæller vicedirektør Linda Nørgaard Andersen.

– Vi ønsker både at hylde pio­nererne, men også de helt almindelige kvinder, for de er også en vigtig nøgle til at forstå, hvordan vores samfund er blevet til det, vi kender i dag, siger Linda.

Bleskift og frikadeller

”Kvinder har altid arbejdet!” Sådan står der på et skilt, der lister en håndfuld erhverv op, som kvinder har haft, før de ”kom på arbejdsmarkedet” efter 2. verdenskrig, som det ofte lyder. Tobaksmedarbejder, tjenestepige, hustru og ikke mindst mor er et par af de roller, arbejderkvinderne har taget på sig. Og de har ikke bare arbejdet – de har knoklet.

Gennem genstande og udsagn fra Marie Christensen møder vi den hårdtarbejdende fagforeningskvinde, som dedikerede sit liv til at organisere tjenestepigerne i slutningen af 1800-tallet.

Vi kigger også ind i hjemmet hos Karen Marie Sørensen. Hendes navn siger dig højst sandsynligt ikke noget, for hun er ikke kendt af mange andre end familie og venner. Alligevel er hendes historie med i udstillingen. Simpelthen, fordi den er helt almindelig.

– Karen Marie boede i en toværelses lejlighed på Østerbro med sin mand og otte børn. Vi ved, at hun holdt enormt meget af at sidde i vinduet og sy, imens hun kiggede ud på gaden, fortæller Linda og viser Karen Maries sytøj frem.

Vores møde med udstillingens kvinder sker til lyden af hestevognstrafik, legende børn, gøende hunde og råbende forældre. Vi står nemlig midt i den tumult, de fleste arbejderkvinder har stået i, med et stort kul unger og et hjem, der skal passes.

På væggene forsøges stemningen indkapslet med ord som: ”Troen på en bedre morgendag”, ”følelsen af ømme arme” og ”smagen af fedtemadder og en sjælden frikadelle”.

Kære brevkasse …

Arbejderkvindens fortrolige ven kan findes i tidens ugeblade, fagblade og radioprogrammer, for dér kunne de igennem brevkasserne få svar på store og små kvaler og dilemmaer.

Brevkasserne er samlet i et ovalt rum, hvor du afskærmet fra resten af udstillingen kan læne dig tilbage i stolene og lytte til de rørende og tankevækkende dilemmaer, der har fyldt i arbejderkvinders liv fra 1930’erne til 1990’erne.

En af brevkasserne er ”Små hverdagsproblemer”, som Tove Ditlevsen var brevkasseredaktør for i Familie Journal. Fra 1956 og frem til sin død i 1976 nåede hun at svare på mere end 4.000 spørgsmål. Tove Ditlevsen var elsket bredt blandt arbejderkvinderne, fordi hun gav dem en stemme i sine bøger, men også fordi de stolede på hende.

– Du vil høre, at Tove Ditlevsens brevkassesvar ofte er kontante og direkte, og man kan få helt ondt i maven af dem, men der er også en sårbarhed og en skrøbelighed, som er meget rørende, siger Linda.

Du kan blandt andet høre ”Fru T.J.” fortælle, at hun ikke kan beslutte sig for, om hun skal gå fra sin mand, fordi han har slået hende i et skænderi, eller en frustreret farmor, der oplever, at hun ikke får lige så meget tid med sit barnebarn, som mormoren gør.

Ingen sejr uden kamp

I det næste rum har vi bevæget os fra hverdagslivet med huslige pligter og hverdagsdilemmaer til kampzonen. Faner, demonstrationsskilte og megafoner dokumenterer stolt de kampe, arbejderkvinderne har kæmpet fra Den internationale Arbejderforening i Danmarks grundlæggelse i 1871 til i dag.

Og det er nogle lange kampe, fortæller Linda og viser os en væg, der er plastret til med årstal og milepæle i ligestillingskampen.

– En af de første kampe, vi har taget med, er kampen for kvinders valgret. I 1876 bliver kvinders valgret for første gang skrevet ind i et politikprogram af Socialdemokratiet. Vi skal frem til 1915, før den valgret bliver virkelighed, fortæller hun og viser os en genstand i samlingen, hun synes er særlig interessant.

Det er en lille platte, hvis motiv ved første øjekast ligner en gruppe mænd med sjove overskæg, men Linda kan fortælle, at det er Christian 10. og de mandlige politikere, der rent politisk har medvirket til, at kvindernes valgret blev stemt igennem. På platten står der: ”Til minde om de mænd, der gav kvinden ligestilling med manden i landets styrelse”.

Linda griner af den pralende platte og fortæller, at den også viser, hvor svært det var for kvinder at blive anerkendt for deres indsats.

– Rettigheder er jo aldrig noget, man får. Det er noget, man tilkæmper sig. Og kvinders valgret har kvinder haft en meget aktiv del i, så det her kan virke helt absurd set med nutidens øjne, siger hun med et smil på læben.

Mød pionererne

Vores besøg ender i en mindre kopi af Arbejdermuseets festsal, som siden 1879 har budt arbejderne indenfor til politiske møder, generalforsamlinger og fester. Men der er lavet lidt om i denne udgave af festsalen, hvor der er dukket ni kvindelige buster op, som aldrig har været at finde hverken i den originale festsal eller på resten af Arbejdermuseet.

– I vores oprindelige festsal har der været fokus på ”Frihed, lighed og broderskab”, og der er mandlige pionerer og mænd på træreliefferne. Men kvinderne har lige så meget ret til at blive hyldet, siger Linda.

Kendte ansigter som Tove Ditlevsen og Ritt Bjerregaard er iblandt de hvide hoveder, men også kvinder, som du muligvis ikke har hørt om som politiker Marie Nielsen, der i 1918 røg i fængsel for sin kamp for kvinders rettigheder, og Ella Jensen, der blev den første kvindelige formand i et kønsblandet fagforbund i 1963.

Selv om udstillingen begynder i Arbejdermuseets arkiv og slutter i festsalen med det, Linda kalder ”et rap over nallerne”, altså en kritik af Arbejdermuseets egen samling, giver den også håb for fremtiden.

– Udstillingen har hjulpet os med at finde ud af, hvordan vi kan lave en mere inkluderende indsamling af kilder i fremtiden. Det er vigtigt for os, at det ikke bare bliver en særudstilling, som vi aldrig snakker om igen, men at vi ændrer noget fremadrettet, siger Linda.

– Det skal gerne være sådan, at hvis nogen laver en udstilling om 100 år om arbejderkvinden, vil de drukne i spændende materiale.