Mere end en udstilling: Blomster åbner folks hjerter

Når man træder ind i hovedhuset på Pallisbjerg Herregård ved Ulfborg i Vestjylland, mødes man som det første af en væg med 15.000 pinde beklædt med bladsølv. I loftet hænger en stor lampe lavet af mælkebøtter, og på en væg hænger et billede af strikkede toiletruller. Alt sammen er det smukkere, end det umiddelbart lyder.

Læs også: Vi siger tak for vores nye liv

I et andet rum hænger et billede lavet af østers fanget i Limfjorden, i et tredje rum er en væg blevet beklædt med patchwork, mens man i et fjerde er i fuld gang med at sætte afklippede georginer fast på væggene. Når rummet står færdigt, vil der være 40.000 georginer på de fire vægge.

De mange indtryk fortsætter, både når man kommer ned i kælderen, og hvis man fortsætter udenfor på gårdspladsen og ned i den store have. Om få dage vil der også være workshops og spisesteder, men for nu er det stadig i den kaotiske slutspurt. Overalt er frivillige i gang med at skabe. Der findes ingen tegninger eller skitser for projektet. Det hele er opstået og foregår i 44-årige Johnny Haugaards hoved.

Læs også: Lise Nørgaards fantastiske liv

De seneste tre år har han skabt ”Danmarks smukkeste juleudstilling”, og i foråret lavede han ligeledes en påskeudstilling, men det er første gang, han laver Flowerdays, som er en blomsterfestival, der strækker sig over to en halv uge. Konceptet er vokset i hans hoved gennem mange år, men det har været svært at finde den rette lokation.

– Det kræver nogle, der har modet til at stille deres hjem til rådighed, og som ikke er alt for ømme omkring det. Så graver jeg lige et hul i plænen, og det skal man have nerver til. Jeg forsøger at berolige dem ved et ugentligt møde, griner Johnny.

Ejerne af Pallisbjerg Herregård så Johnnys seneste juleudstilling, og kort efter besøgte Johnny dem, og de talte om muligheden for at lave Flowerdays hos dem.

– Jeg kendte dem ikke, og de kendte heller ikke mig, men efter fem timer gav de mig nøglen, og så har jeg næsten været her siden.

Klarhed i mørket

Johnny er oprindeligt fra Nord-jylland og uddannet vindues-dekoratør. Som 19-årig dekorerede han som selvstændig vinduer for virksomheder.

– Det kunne jeg simpelthen ikke stilles tilfreds med. Der skete ikke nok. Så jeg begyndte at undervise kunderne i, hvordan de kunne indrette deres butikker mere spændende.

Som vinduesdekoratør er der altid rigtig travlt op til december, og stille i december. Derfor besluttede Johnny efter nogle år at åbne en blomsterbutik i julemåneden. Mest af alt ”for sjov” og han planlagde at holde åben i 24 dage, nemlig indtil juleaften.

– Blomster har altid interes-seret mig. Blomster åbner folks hjerter og skaber så meget glæde. Men det var slet ikke meningen, jeg skulle stå i forretning. Jeg egner mig bedst til ting, der går hurtigt.

Det blev dog så stor en succes, at Johnny forlængede åbningen frem til nytår, så januar med, og pludselig var de planlagte 24 dage blevet til syv år. På et tidspunkt blev Johnny skilt fra moren til sine to piger og for at finde ud af, hvad han nu skulle med sit liv, besluttede han sig for at trække stikket. Helt bogstaveligt.

– Jeg er ikke et menneske, der ligger i sengen og får dårlige nerver, men jeg kunne ikke finde ud af, om jeg turde gå den kreative vej med mit liv, som helt sikkert har en højere økonomisk pris end et fast arbejde. For at have hjertet med i mine beslutninger var jeg nødt til at skille mig selv ad i atomer. Jeg var nødt til at smadre alt og starte forfra igen.

Læs også: Merete sælger oplevelser: Historiske huse i skønne omgivelser

Johnny brugte tre år på at skille sig ad. Det indebar blandt andet, at han levede uden strøm. Han gravede sin mælk ned i et hul i haven, for han havde intet køleskab, han havde fyrfadslys i stedet for elektrisk lys, han vaskede tøj i badekarret, han lavede mad på gasblus, og her kogte han også varmt vand til at tage bad i.

– Om dagen kunne ingen se, vi ikke havde strøm. Der var pænt og rent. Og strøm larmer. Telefonen larmer, og fjernsynet larmer. Jeg var nødt til at få alt det væk, der larmer, for at få ro til at finde mig selv. Samtidig var de penge bedre brugt på at tage ud og rejse med mine børn.

På en alpetop i Østrig sammen med sine to piger blev Johnny ramt af den følelse, han havde søgt efter. Nemlig en afklarethed omkring, hvilken retning han nu skulle.

– Jeg sagde til dem, at jeg ville lave Danmarks smukkeste juleudstilling. Jeg vidste allerede på det tidspunkt, at når jeg gik i gang, ville jeg blive jeg så passioneret, at det ville gribe om sig. Og mine børn bakkede mig op lige fra begyndelsen. Og så kom lyset tilbage til mig. Ja, og strømmen, griner Johnny.

Læs også: Nu er Julies liv endelig i farver

At reparere sig selv

Rundtom i huset, i kælderen og i haven møder man konstant nye, smilende ansigter. En er her for første gang i dag, mens andre er flyttet ind i gæstehuset og efterhånden bor her permanent.

De er alle frivillige, som har hørt om Johnnys arbejde gennem Facebook eller gennem bekendte. Det er mænd og kvinder, unge og ældre og fra det meste af landet. Det, de har tilfælles, er, at de finder glæde i at skabe sammen med Johnny.

– De vokser af at være her. De får et ansvarsområde, og de føler sig set og anerkendt. Den dag, vi så åbner, og det hele står færdigt, ser de, at det var det værd. Og så har vi det vildt sjovt herude. Vi holder fester, tager på ture og fejrer sankthansaften sammen.

De frivillige får desuden betalt deres kost, mens de hjælper Johnny. Han beskriver selv deres tid sammen som et gratis højskoleophold, hvor de kommer tæt på hinanden.

– Her er der ingen, der kommer med en diagnose. Jo, det kan godt være, de har en, men her er det en energi i stedet. Jeg forholder mig til, hvad det er for et menneske, der står over for mig. Og jeg kan mærke, at de frivillige udvikler sig af at være her. Det er det, jeg synes, er det magiske.

Læs også: En oplevelse for livet: Jeg kan mærke vi gør en forskel

En af de frivillige er Lone. Hun er førtidspensionist og kæmper med den kroniske smertelidelse fibromyalgi, som påvirker centralnervesystemet. For få år siden mistede hun sin søster, og det har taget hårdt på hende.

– Jeg er her for at reparere mig selv. Og det var åbenbart det her, jeg havde brug for, for det hjælper mig virkelig. Det kan jeg mærke, fortæller Lone.

Hun er for en tid flyttet væk fra sin mand og sine to børn på 17 og 20 år. Nu bor hun i sin campingvogn på en mark bagved herregården. Hendes bidrag er at gå til hånde i køkkenet og hjælpe til med, at de mange frivillige får mad hver dag. En gang imellem under madlavningen er Lone nødt til at lægge sig på sofaen og sove lidt, men det gør ikke noget. Det er der plads til.

– Lone var meget stille i begyndelsen, fortæller Johnny, mens han smiler til Lone og tilføjer: – Men det er hun ikke mere.

Læs også: Øl blev deres fælles projekt

Mere end blomster

Det koster to millioner at bygge udstillingen op, og det tager fire måneder fra projektet går i gang, til det står færdigt. I løbet af den tid er der lidt over 300 frivillige tilknyttet.

– Jeg lægger hovedet på blok-ken hver gang, for hvis der ikke kommer nogen besøgende, er jeg virkelig på den. Men jeg tænker ikke så meget over, at det er modigt. Jeg ved jo ikke, hvad jeg ikke kan. Jeg lader mig til gengæld altid påvirke af, hvis nogen siger, at der er noget, der ikke kan lade sig gøre.

– Jeg håber at skabe endnu mere blomsterglæde hos folk. Det, vi virkelig skaber, er ikke kun en blomsterudstilling. Det er lige så meget fællesskabet blandt alle de frivillige. Udstillingen bliver smuk, men samspillet mellem de frivillige er helt unikt.

Når Johnny er færdig her, rejser han videre til Schackenborg Slot ved Møgeltønder. Her skal han skabe den store juleudstilling over fem uger, og selv om det er i den anden ende af landet, følger flere af de frivillige, blandt andre Lone, troligt med. Men først skal Flowerdays-udstillingen destrueres. Det tager to en halv uge.

– Jeg græder de første to dage. Jeg føler mig total brugt, og sådan er det også for mange af de frivillige. Derfor er det også vigtigt, at man er med, når det bliver pillet fra hinanden igen. For det er voldsomt. Men det handler også om at nyde at være i drømmen, mens den stadig er der. For lige pludselig er den væk.

Læs også: Vi er lige eventyrlystne