

The man of my life” (manden i mit liv, red.). Sådan beskrev prinsesse Marie sin mand, prins Joachim, i et interview i Billed-Bladet i 2016.
Og at den billedskønne prinsesse er overordentlig glad for sin ægtemand, er der vist ingen tvivl om. Gennem tykt og tyndt har hun stået ved hans side, siden de blev gift i 2008, og hun har ikke været bange for at tage ham i forsvar foran rullende kameraer, ligesom hun var den, der resolut fik ringet efter hjælp, da han blev ramt af en blodprop i 2020.
Men mere om det senere.
Marie Agathe Odile Cavallier blev født i Paris 6. februar 1976. Hendes far, Alain Cavallier var medindehaver af et reklamebureau, mens moren, Françoise Grassiot, er indehaver af det eksklusive, lille slotshotel Château de la Vernède i Avignon.
Marie har således ikke manglet noget økonomisk under sin opvækst. Heller ikke, da forældrene blev skilt, da hun var 10 år.
Hun kom til at gå på den mondæne, schweiziske kostskole Beau Soleil nær det eksklusive skisportsområde Villars-sur-Ollon, hvor hendes mor og stedfar købte en skihytte, så familien – der også omfattede to halvbrødre – kunne more sig om vinteren.
Hendes far giftede sig også igen, og Marie fik endnu et sæt halvbrødre i Paris.

Efter studentereksamen i 1993 studerede Marie internationale erhvervsforhold og økonomi i Boston, økonomi på universitetet i Genève, og i 1999 fik hun en bachelorgrad i Arts (kunst) på Marymount Manhattan College i New York.
Sideløbende med studierne arbejdede hun bl.a. for Estée Lauder i Paris, og da hun blev færdiguddannet, fik hun job hos reklamebureauet DoubleClick Inc. i New York, inden hun flyttede tilbage til Paris og arbejdede på reklamebureau og efterfølgende bl.a. i Reuters finansielle nyhedsbureau Radianz i Genève.
Den fornemme, franske opdragelse kombineret med et internationalt udsyn er måske årsagen til, at Marie ingen problemer havde med at falde i snak med den dansk-franske prins, da de mødte hinanden ved forskellige lejligheder gennem fælles bekendte tilbage i begyndelsen af det nye årtusinde.

Han var gift, og hun havde en kæreste, så det var først, da de begge var singler nogle år senere, at den romantiske kemi opstod.
Dog var Marie en smule tilbageholdende med at involvere sig for dybt. Til Billed-Bladet udtalte hun senere:
– Jeg er meget selvstændig og vil helst gøre, hvad jeg vil, når jeg selv vil det. Det var svært for mig at forestille mig, hvad det kunne blive til. Og når det bliver alvorligt, kommer der også mange overvejelser. Er jeg klar til at blive gift? Er jeg klar til at opgive min anonymitet? Kan jeg bære det ansvar at være et medlem af kongehuset? Hvad bliver min rolle? Det var nogle af de overvejelser, som jeg havde.
Men bryllup blev der som sagt i Møgeltønder kirke 24. maj 2008, og siden har parret fået børnene Henrik Carl Joachim Alain 4. maj 2009 og Athena Marguerite Françoise Marie 24. januar 2012.

Familien boede først på Schackenborg slot, hvor de stadig har en privat bolig i sydfløjen, men flyttede siden til Klampenborg nord for København, inden teltpælene igen blev rykket op i 2019, hvor Joachim påbegyndte en militær lederuddannelse på École Militaire i Paris.
Det var i den anledning, at Marie i et interview med Se & Hør i 2020 tillod sig at indsnige en lille spids kommentar, der indikerede, at hun og prins Joachim følte, at de var ved at blive kørt ud på et sidespor i Kongehuset. Hun sagde nemlig:
– Men det er ikke altid os, der bestemmer. Jeg synes, det er vigtigt at vide.
Alligevel virkede det, som om parret stortrivedes i den franske hovedstad.

Marie, der bl.a. er protektor for organisationen ”Stop Spild af Mad”, kastede sig for alvor over arbejdet med at få folk til at mindske deres madspild. Hun havde været medforfatter på en kogebog om emnet i 2019, og i et tv-program i 2021 inviterede hun og prins Joachim offentligheden med indenfor i deres private bolig, hvor Marie fortalte om sit arbejde.
På det tidspunkt satte parret uden tvivl ekstra pris på livet. I juli året før var det hele nemlig ved at ramle.
På en ferie i Cayx begyndte Joachim pludselig at vrøvle, mens han talte med nogle af sine franske familiemedlemmer, og hans ansigt så lammet ud. Marie vidste derfor, at der var noget helt galt, og sammen med en kusine fik de straks ringet efter hjælp.
Men desværre var der ingen ambulance i nærheden. Kun et redningskøretøj fra brandvæsnet, som med det samme blev omdirigeret, så hjælpen nåede hurtigt frem. Joachim blev derefter opereret for en stor blodprop i halspulsårens første forgrening.

– Jeg var bange for, at vi ville miste ham som person. Hans fysiske lammelse bekymrede mig meget mindre, og det, der var vigtigt, var at redde hans hjerne. Hans evne til at tale og tænke, udtalte Marie efterfølgende til Hjernesagens medlemsblad i 2021.
Prins Joachim kom sig fuldstændigt, og det, er han overbevist om, skyldtes Maries hurtige indsats. I interviewet med Hjernesagen sagde han:
– Jeg har oplevet, hvordan Marie med øjeblikkeligt overblik greb situationen, og at hun med sine snarrådige indgreb og handlinger var den, der førte an, indtil jeg blev overdraget til ambulanceførerne i Cahors og sendt videre til Toulouse. Hun var fantastisk! Hun gik i soldatermode.
Bedst som prinsen havde genvundet livet, tabte hans fire børn deres kongelige titler i 2023. Det var et stort chok for både ham, Marie og ekskonen, grevinde Alexandra. I et interview med B.T. udtalte sidstnævnte på vegne af dem alle tre:
– Børnene føler sig udstødt. De kan ikke forstå, hvorfor deres identitet tages fra dem.
Hermed var fløjlshandskerne taget af, og den altid så pligtopfyldende prins og prinsesse fik vist danskerne, at de godt turde stå op for sig selv og deres familie, når de følte sig uretfærdigt behandlet.
Samme år flyttede Marie, Joachim, Henrik og Athena til Washington, hvor prinsen blev forsvarsindustriattaché på den danske ambassade. Parret har givet udtryk for, at de er glade for at bo i den amerikanske hovedstad, men Maries omsorgsgen har også ført til bekymringer.

– Jeg er hele tiden meget bekymret for, hvad de (børnene, red.) laver, og hvor de er. Hele tiden. Det er forfærdeligt, sagde prinsesse Marie i et interview til Berlingske i september 2025.
Denne udtalelse fik Joachim til kærligt at kalde hende ”hønemor”, og det er måske en meget passende titel til den nu 50-årige smukke prinsesse, der altid værner om sin mand og børn – men også alle andre.
Hun har siden 2011 været protektor for AIDS-fondet og i den forbindelse udtalt:
– Jeg håber som protektor at kunne være med til at nedbryde de fordomme, der gør, at mange hivsmittede lever i ensomhed og frygt for andres reaktioner.
Med andre ord: En hønemor med hjertet på rette sted.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.