Som 14-årig tog Anne Dorte en beslutning for livet

Sangerinden Anne Dorte Michelsen er aktuel med erindringsbogen ”Synger du stadig?” på forlaget Gutkind.

Det er en både rørende og humoristisk fortælling om at være kvinde i en dynamisk og til tider brutal musikbranche. Det er også historien om succesen med bandet Tøsedrengene, der ramte pludseligt og ændrede alt.

Men scenekunstneren fortæller også ærligt om at blive ældre og blive alene og kommer rundt om både tab, ensomhed, håb og nye begyndelser.

Hvorfor har din bog fået titlen ”Synger du stadig?”?

– Den er bygget op omkring spørgsmål, som folk i tidens løb har stillet både mig og mine musikalske kolleger. ”Hvad laver du rigtigt?” og ”Kan man leve af at synge?” er andre eksempler på den slags spørgsmål. Bogen handler blandt andet om at kunne være i musikbranchen i alle aldre. Og det er især unge mennesker, der kan finde på at spørge, om jeg stadig synger. De har åbenbart vanskeligt ved at forestille sig, at man i min alder kan beskæftige sig med musik og ikke bare sidder i en lænestol og fletter peddigrør.

Hvordan er bogen blevet til?

– Jeg lagde ud med at skrive helt ukronologisk om mit liv. Det bevirkede meget hurtigt, at jeg ikke kunne huske, hvad jeg havde skrevet, så jeg startede forfra, og det nuværende resultat har skrevet sig frem i løbet af en periode på tre år. Fortællingen slutter i 1983. Her følte jeg, at jeg kunne sætte et naturligt punktum. På det tidspunkt var jeg blevet et kendt navn, og samtidig var det året, hvor min første soloplade udkom. Hvis det viser sig, at mange har lyst til at læse om mig, kan jeg jo overveje at give mig i kast med en 2’er.

Hvem inspirerer dig?

– I første omgang min mor og far. De sang en hel del med mig, og i og med, at de var unge i 1960’erne, købte de al den nye musik med for eksempel Beatles og Rolling Stones. Siden kom jeg til at gå på Århus Friskole samme år, som Mek Peks forældre blev ansat som skolelærere. De kom med mange nye idéer om musik. Blandt andet skulle trommerne og rytmen have en fremtrædende plads, og det var vigtigt, at man kunne danse til musikken. Jeg vil også nævne Halfdan Rasmussen. Jeg var 8 år, da jeg læste hans bog ”Børnerim” og begyndte at sætte musik til nogle af teksterne. Halfdan var en meget rytmisk digter, og han har lært mig meget om at gøre sproget rytmisk. Vi kommer heller ikke uden om Shit & Chanel. Som 14-årig oplevede jeg deres debutkoncert i Aarhus og var fast besluttet på, at jeg ville være musiker lige som dem. At de var byens eneste kvindeband, skænkede jeg ikke en tanke.

Har livet som kvinde i musikbranchen været svært?

– På mange måder var 1980’erne et godt årti for kvinder. Vi dominerede faktisk hitlisterne, og ofte var det i samarbejde med mænd, hvilket i mine øjne kun var positivt. Det behøver jo ikke at være en kamp eller en konkurrence. Men når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at 99,9 procent af branchen bestod af mænd, og at kvinder ikke altid blev respekteret. Man skulle have en vis robusthed og gøre sig til ”en af drengene”, hvis man ville klare sig i den verden.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Da vi i 1994 var fire kvinder, der dannede gruppen Venter på Far, var der ingen pladeselskaber, der ville have med os at gøre. Men vi fik lavet en aftale med ejeren af en lille, gammeldags kaffesalon på Peblinge Dossering i København om at optræde på stedet, og vores dygtige promoter Nanna Kalinka Bjerke sørgede for at invitere nogle journalister. Det blev en gigantsucces fra første aften, og det var vel at mærke en succes, vi havde skabt helt på egen hånd.