Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Nogle gange giver livet én et vink med en vognstang, der ikke er til at misforstå. Dét kan murermester Martin Sivesgaard fra Hjørring skrive under på. En lun forårsdag i 2016 blev dagen, hvor hans krop sagde fra efter års manglende motion og lidt for store portioner mad: Med begge hænder på rattet, konen Mette på passagersædet og parrets fire børn på bagsædet var planen, at familien skulle i Fårup Sommerland. Men dagen kom ikke til at handle om rutsjebaneture, softice og familiehygge som planlagt, for Martin blev ramt af en blodprop, som han sad der i bilen omgivet af sin familie.
– Jeg havde kigget grundigt på mig selv i spejlet adskillige gange og vidste godt, at det ikke ligefrem så godt ud, det jeg så. Men det gik virkelig op for mig den weekend, hvor skidt det stod til. Der fik jeg det decideret dårligt. Virkelig dårligt, fortæller 40-årige Martin og kigger på sin hustru Mette, der sidder ved hans side ligesom den dag i bilen.
Store vægttab: Hvem bliver Årets taber 2018? (link fjernet)
Selv om han aldrig rigtig havde fortalt hende, hvordan han egentlig havde det, havde hun længe været bekymret for sin mand, der trods sin unge alder både kunne tjekke forhøjet blodtryk og hjertebanken af på symptomlisten.
– Efterfølgende gik jeg til lægen, hvor jeg blev scannet, og de fandt ud af, at der havde været en lille blodprop undervejs.
– Jeg skulle så gå med et blodtryksapparat, som jeg også sov med. Det var oppe på 225 (et normalt blodtryk er på maks 140, red.). Jeg kunne også have svært ved at sove om natten, for det hylede nærmest for ørerne, og om morgenen havde jeg halsbrand. Jeg var virkelig skidt tilpas og kunne stå og kaste op ude i hækken, inden jeg skulle på arbejde.
Martin ryster på hovedet. Med en vægt, der dengang var nået op på 98 kilo og en højde på 169 centimeter, var Martins bmi tæt på de 35. Eller på godt dansk: Han var endt i kategorien ”fed”. Oplevelsen i bilen den dag sammen med familien fik ham til at ændre sit liv. Tanken om, at han var ved at miste alt det, han elskede, gjorde udslaget: Hans kone og børn skulle have den sunde og raske far, de fortjente.
– Nu skal der ske noget. Nu skal det vendes om, tænkte jeg, fortæller Martin. Kort og kontant.
Store vægttab: Se, hvem der blev Årets Taber i 2017
Når Martin fortæller om tiden, før han lagde sit liv om, ryster han jævnligt på hovedet. Kon-trasten til det liv, han og familien lever nu, er til at føle på: Hvor han i dag både styrke- og løbetræner flere gange om ugen, sad han før ned og kørte til det meste. Som ejer af et murerfirma blev skrivebordsarbejdet et tveægget sværd, der på den ene side var nødvendigt for at få firmaet til at køre, men som samtidig blev genvejen til flere kilo på sidebenene.
– Jeg var kommet til at sidde på kontor efter at have været udførende håndværker og aktiv. Det er jo en klassiker, og når man så spiser den samme mængde mad og ikke bevæger sig fysisk, så tager man på, fortæller Martin, der hver dag tog turen fra hjemmet til kontoret og retur igen – blot for at gå omkuld på sofaen efter madlavning og putning. Energien rakte ikke til andet, og flere og flere kilo sneg sig på.
– Tidligere tænkte jeg aldrig over, hvad jeg spiste, for jeg var jo aktiv og dyrkede sport. Men så blev jeg selvstændig og havde nok at se til, og så var det, der blev skåret til side.
Dét er anderledes nu. Martin ved, at han ikke kommer ud ad døren igen for at dyrke sport, hvis han først er kommet hjem fra arbejde. Derfor sørger han altid for at træne før arbejde eller i sin frokostpause – på den måde har han stadig tid sammen med familien.
– Man kan være nok så struktureret på sit arbejde, men når man kommer hjem til sit helle, så falder man bare sammen. Så er det svært at komme i gang med noget, siger han.
Når Martin i dag kigger på ældre billeder af sig selv, kan han ikke kende manden med de store runde kinder og den bløde mave. Den fysik står da også i skarp kontrast til hans nu veltrænede krop og markerede kindben.
– Jeg skulle lige have nogen til at hjælpe mig, for jeg havde aldrig været i et træningscenter i mit liv, fortæller Martin, der hyrede en personlig træner, som lige siden har været med på sidelinjen. Havde han stået alene med løbebånd, håndvægte og livsstil-ændring var det aldrig gået.
Se alle kandidaterne til titlen som Årets Taber i galleriet herunder
Hjemme hos familien Sivesgaard er forbudt ikke et ord, man bruger. Børnene skal selvfølgelig have deres fredagsslik, og Martin vil heller ikke undvære sin gode vin. Forskellen er bare, at de søde eller fede sager kun kommer på bordet i weekenden, for hvis man drikker et glas vin hver aften, når der skal laves mad, går det galt, fortæller murermesteren.
– Vi spiser egentlig mange af de samme ting, som vi gjorde før. Forskellen er bare, at nu er grøntsagerne i fokus. Før kunne vi sagtens både have hvid pasta eller ris, brød og så en form for sovs til et måltid. Jeg har oplevet, at det går rigtig hurtigt, når man skærer kulhydrater fra (findes bl.a. i brød og pasta, red.).
I det store hus i Hjørring hænger fire skifterammer med børnebilleder på række. Det er parrets fire børn: tre fælles og Martins store pige fra et tidligere forhold. Børnene har altid fyldt og været det vigtigste i Martins liv, og nu kan han lettere spille fodbold med dem uden at tabe pusten, og energien til at lege med dem efter arbejde er også vendt tilbage. Og den energi er nok i virkeligheden det bedste, vægttabet har medført.
– Alt er blevet lettere, og jeg har fået meget mere energi og overskud. Jeg ved ikke, om børnene kan mærke en forskel, men det kan jeg i hvert fald, siger han og kigger på sin kone, der kvitterer med et smil.
De to er begyndt at løbe sammen, og da Martin i foråret skulle løbe maraton i København, fulgte familien naturligvis med. Med campingvognen bag bilen, for familien er sammen om det her.
– Det er fantastisk, at de støtter op. Børnene er stadig ikke helt klar på at komme med ud og løbe, men mon ikke det kommer på et tidspunkt, siger Martin og smiler, så to æblekinder kommer til syne. De er alligevel ikke helt væk.
Vind en rejse med Beach Tours
Vinderen af titlen som Årets Taber belønnes med et rejsegavekort på 15.000 kr. til Beach Tours.
Vinderen får en dejlig ferie ved en af Middelhavets smukke strande – det kan være til Costa Bravo, Mallorca, Kreta eller et af de mange andre solrige rejsemål hos Beach Tours. Læs mere her (link fjernet)