Syg af vægttab

Ved hjælp af kostomlægning, motion og viljestyrke præsterede den 32-årige maskinfører René Sørensen fra Munkebo at halvere sin vægt. Men det resulterede i en konstant angst for at tage kiloene på igen. Ny viden har påvist, at folk, som pludselig minimerer deres kalorieindtag og samtidig overtræner, risikerer at udvikle en livsfarlig spiseforstyrrelse.
- En læge har fortalt mig, at den menneskelige hjerne slet ikke kan følge med. Jeg anede ikke, at man kunne få en sindslidelse af at tabe sig, siger René.

Lige lovlig rund
Ironisk nok havde René det faktisk fint med sin vægt førhen. Nytårsaften 2007 var René en stor, glad mand på 160 kilo. Men hans kæreste Karina fik ham overtalt ham til at lave et nytårsforsæt, der gik ud på at tabe sig.
- René var til sidst blevet så stor, at jeg ikke kunne holde om ham længere, og på grund af vægten havde han også svært ved at lege med vores lille søn, Nicolai, fortæller Karina.

Lynhurtigt vægttab
- Efter nytår startede jeg i motionscenter og ændrede min kost radikalt. Jeg tabte mig ti kilo allerede den første måned og det samme måneden efter. Det første halve år tabte jeg 60 kilo. Til sidst var jeg sygeligt optaget af at tabe mig. Jeg gik på vægten mindst 15 gange om dagen og nåede ned på 80 kilo, fortæller René. Det store vægttab gjorde ham hulkindet og sygelig at se på.

Den var helt gal

René ændrede også psyke. Fra at have været en stor, glad mand, var han nu blevet tynd og irritabel og gik rundt i konstant angst for at tage på igen.
- Så bad jeg ham om at opsøge vores læge, fortæller Karina. René kunne godt se, at noget var rivende galt.
- Jeg kunne ikke forstå det, for jeg vidste jo, at jeg var i kanon form. Men alligevel syntes jeg ikke, jeg orkede noget som helst.

Overraskende diagnose
- Hos lægen fik jeg at vide, at jeg havde fået bulimi. Jeg anede ikke, at jeg var kommet så langt ud. Rene fik professionel hjælp og det hjalp. I dag er hans vægt stabil på 90 kilo, og han er glad igen. - Men at man ligefrem kan blive trist og ked af det over at tabe sig, var nok det sidste, jeg havde forestillet mig...

Af Erik Pedersen