Til julebal i Beriths nisseland

Der kommer hvid røg op ad skorstenen i Struer. Ikke den, der sidder på det gule parcelhus, som 53-årige Berith Odde Majlandt bor i, men den anden. Den, som ikke er meget større end en tommelfinger, og som knejser fra taget af et lillebitte bjerghotel med rødmalede skodder og en sanktbernhardshund, der holder vagt på verandaen.

Hotellet ligger på toppen af en bakke i et snelandskab, der minder om de østrigske alper, men som også sagtens kunne være udtænkt af brødrene Grimm. Det er det dog ikke. Arkitekten bag er nemlig Berith selv, og hun har valgt at gøre tingene på sin helt egen måde.

– Jeg har puttet lavendelolie i, forklarer Berith, da røgen fra skorstenen siver hen i fotografens retning, og duften af blomster begynder at brede sig.

– Folk synes jo, at jeg er lidt mærkelig, siger Berith og slår en høj latter op, mens fotografen knipser løs.

– Men man skal ikke lave sit nisselandskab for alle andre, man skal lave det for sig selv, fastslår hun.

En verden for sig

Vores fotograf er kommet på overarbejde, for Beriths nisselandskab er lige så omfangsrigt, som det er detaljeret. Og intet er tilfældigt. Selv den mindste nisse er placeret med største omhyggelighed, og der er tænkt over, hvordan det hele tager sig ud.

– Det kan godt være lidt lang tid undervejs. Først går jeg jo og tænker over, hvordan det skal se ud i år, forklarer den 53-årige midtjyde.

I år kan Beriths nissefamilie således boltre sig på en skibakke med tilhørende skilift, eller de kan tage toget ind til landsbyen, hvor flere hyggeligt udseende beværtninger lokker med afterski. Uden for kirken står præsten og prædiker for det nygifte par, og på dammen står børnene på skøjter.

Der er meget at opleve i Beriths nisselandskab, og det har da heller ikke været helt nemt at samle. Størstedelen stod klar i midten af oktober, for når det endelig er på plads, skal det kunne beundres længe.

– Jeg kan godt gå og nusse om det i en måned, siger Berith, som planlægger hele landskabet i hovedet, før hun går i gang.

For hende handler det om evnen til indlevelse. Hun tænker på sit nisselandskab som en masse mindre scener, der samles til en større fortælling. Og det kræver, at der tænkes over placeringen af hvert enkelt grantræ, nisse og bygning.

– De skal ikke bare plantes tilfældigt. Det skal se ud som en lille historie, forklarer hun.

Hun rejser sig fra spisebordet, går over stuegulvet og tænder skiliften, der starter med en lav summen. Sekundet efter svæver gondolerne i pendulfart over nisselandskabet. Berith stryger den lyse hestehale til side og bøjer sig forsigtigt ind over hustagene.

– Her sidder de og venter på, at der kommer nogle pakker, siger hun og peger med en glitrende negl på den lille togstation og videre over på en flok børn, der tumler i sneen:

– Og her er de ved at bygge en snemand.

Juleglad samler

Fascinationen af nisselandskaber har Berith ikke fra fremmede.

– Jeg har det jo med hjemmefra, forklarer hun og fortæller om dengang, hun som lille pige fik lov at være med, når hendes far byggede rekvisitter til familiens første nisselandskab.

Hun husker, hvordan nisser lavet af piberensere flyttede ind i husene, som hendes far selv havde bygget i hånden. Pladevat gjorde det ud for sne, og senere, da hendes stedmor kom til, fik hun til opgave at male husene røde.

Som voksen har Berith fortsat traditionen og bygget sine egne nisselandskaber, og de er kun blevet mere avancerede for hvert år, der er gået. Meget bygger hun selv med limpistol, træ og flamingopap, mens nissehusene er købt på markedspladser i Danmark og Tyskland.

– Mine første huse købte jeg i Tyskland, forklarer Berith, som hvert år tager på juletur ned over grænsen. Her går hun især efter replikaer i miniatureudgave af de gamle bindingsværkshuse, der kendetegner nogle af Tysklands ældste byer.

– Stille og roligt har jeg bare købt lidt hvert år, siger Berith, som anslår, at hendes samling i dag består af omkring 5.000 dele, men der er dog ikke plads til at stille det hele frem på én gang.

– Jeg synes jo ikke, at det er voldsomt stort, men jeg kan da godt se, at det kan virke sådan.

Manden mundlam

Med et lille smil indrømmer Berith, at familien ikke ubetinget deler hendes begejstring for de julede landskaber. Gennem de seneste 10 år har hun dannet par med Flemming, som først i år har haft mod på at deltage i opsætningen.

– Første år, jeg satte det op, var han jo fuldstændigt mundlam, griner hun. – Og der var det ikke engang lige så stort, som det er nu.

Ikke at Berith har noget imod selv at stå for det hele. Sådan har det trods alt været i de mere end 30 år, hun har bygget på sit nisselandskab, og sådan vil det nok fortsætte, gætter hun på.

– Men så får jeg det, som jeg vil havde det, smiler hun. – Det eneste, han hjælper med, er at finde stikdåser.

For dem skal Berith bruge en del af. AA-batterier er hun også storforbruger af, for hendes nisselandskab har efterhånden mange mekaniske og motoriserede dele.

Det med teknikken er dog ikke altid noget, der falder Berith let. Længe savnede hun et fællesskab, hvor hun kunne udveksle idéer med ligesindede. Hun tænkte, at der måtte findes andre som hende derude, som dyrkede nisselandskabets glæder og udfordringer, og det skulle vise sig, at hun havde ret.

I 2016 oprettede Berith facebookgruppen ”Os med nisselandskab”, og snart strømmede medlemmerne til fra nær og fjern. I coronaårene greb det pludseligt om sig, fortæller Berith, og i dag tæller gruppen over 4.400 medlemmer.

Året rundt, men især i månederne op til jul, er der travlt på siden. Her vrimler det dagligt med små og store spørgsmål om lyskæder og skjulte ledninger, klodsede kæledyr og problemer med pakkelevering.

– Jeg synes, det er spændende, at folk går op i det, siger Berith, som endelig har fundet det fællesskab, hun savnede.

Samtidig får hun inspiration til, hvordan hun kan kreere mere selv og dermed spare penge. Nisselandskaber kan nemlig være en dyr hobby, men behøver ikke at være det, forklarer Berith:

– Der er forskellige mærker, du kan samle på, men for min skyld behøver det ikke at være fra et bestemt mærke, det skal bare være hyggeligt.

Beriths egen samling har været undervejs i mere end 30 år, og den er langtfra komplet endnu. Hun har dog ikke travlt med at blive færdig. Tålmodighed og kreativitet er hovedingredienserne i et godt nisselandskab, og for hende er det vigtigt at understrege, at alle kan være med.

– Folk skulle nødigt tro, at man er nødt til at bruge mange penge.

Et rap over nallerne

I år har dog været svært for Berith at dedikere samme mængde timer til nisselandskabet som tidligere. Hun er nemlig lige blevet farmor til en lille dreng, William, som blev født i juni.

Som mor til tre nu voksne sønner ved hun, at små børn kan have svært ved at holde fingrene for sig selv. Den udfordring har hun før i tiden løst ved at hæve soklen på nisselandskabet så tilpas meget, at korte børnearme ikke kan nå. Men faktisk kan voksne pilfingre være meget værre at få inden for dørene, fortæller hun.

Gæster kommer nemlig fra nær og fjern for at opleve Beriths nisselandskab, og hun har blot én regel, som hun indprenter over for alle besøgende: Fingrene væk fra nisselandskabet. Alligevel sker det fra tid til anden, at uheldet er ude.

– Falder noget ned og går i stykker, jamen så herregud da, siger Berith. – Jeg bliver ikke sur, og jeg hæver ikke stemmen.

Bonusbarnebarnet på fire år har således accepteret, at farmors nisser ikke må pilles ved, men den mellemste søn, Mikkel, kan ikke dy sig for at flytte på noget hver gang, han er på besøg. Bagefter har Berith sit hyr med at regne ud, hvad der er blevet rykket rundt på.

Mikkels narrestreger får hende altid til at trække på smilebåndet, men ikke alle slipper lige så let. Således fik Struers forhenværende borgmester ørerne i maskinen, en dag han kom på visit. Også han havde hørt om Beriths nisselandskab, men da han fik mulighed for at opleve det ved selvsyn, kunne han ikke modstå fristelsen til at række ud og røre.

– Han fik et rap over nallerne, griner Berith, som ikke tolererer pilfingre i sit nisselandskab – uanset hvem fingrene tilhører.

Snestorm i stuen

Berith sætter pris på at holde et rent hjem, men også her følger der udfordringer med nisselandskabet. Når det trækker fra den åbne terrassedør, som hunden Puppy er vant til at benytte, letter den omhyggeligt placerede kunstige sne. Efter at have fløjet omkring i hele stuen lander den før eller siden på parketgulvet, hvor den fordeler sig i hver en sprække. Da må støvsugeren svinges endnu en gang, men også det tager Berith med, for sneen hører sig ligesom bare til i et rigtigt nisselandskab:

– Prikken over i’et er den kunstige sne, så bliver det bare mere rigtigt, synes jeg.

Selv om Berith må døje med både pilfingre og snestorme i stuen, er det umagen værd. Især om morgenen, mens det stadig er mørkt udenfor, nyder hun at sætte sig til rette ved morgenbordet i skæret fra de mange små huse med lys i.

– Så sidder jeg simpelthen og nyder det. Det giver mig bare sådan en ro, og jeg kommer virkelig i julestemning, siger hun.

Hyggen har dog en udløbsdato. Kort før nytår skilles hele molevitten ad og pakkes væk igen. Lige indtil næste år, hvor et nyt nisselandskab atter begynder at tage form.

Berith kan allerede nu mærke, at en del af hende til den tid vil få lyst til at bygge endnu mere og større. Men der er grænser for, hvor meget mere landskabet kan vokse, og hun har derfor aftalt med sig selv, at et enkelt hjørne mere af stuen er alt, det får lov at indtage yderligere næste jul. Men så er det også slut, fastholder hun.

– Ellers kan vi jo ikke selv være her!