Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
Naja Storebjerg Laursen er efter jagten på succes i København tilbage, hvor hun kom fra: Sydfyn. Bag sig har den unge sangerinde lagt et væld af problemer og noget, der ligner økonomisk ruin. Men fremover gælder det hendes to drenge og et nyt album.
København tur-retur
En dag, hvor hun sidder i højhuset i Ørestaden og glor ud over Amager Fælled, går det op for Naja Storebjerg Laursen, at København intet har at byde på, som de ikke også har hjemme i Svendborg. Så efter mindre end 12 måneders i hovedstaden er hun nu atter tilbage på Sydfyn. Bedre tilpas end hun kan mindes, hun nogen sinde har været.
- Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at jeg hørte til i Svendborg. Her havde jeg min familie, mine venner. Men samtidig følte jeg som mange musikere i provinsen, at skulle jeg drive det til noget, måtte jeg væk, over til hovedstaden, indrømmer Naja.
Najas nye udspil
Det næste album Naja udgiver, er et brasiliansk-inspireret, endnu navnløst album, der gerne skulle revanchere det forrige - og første - der desværre ikke helt levede op til sin engelske titel "Sparkle".
Du kan høre Najas musik her
Alverdens ulykker
I lang tid føltes det, som havde tilværelsen besluttet sig for at smide alverdens ulykker lige i synet på den unge sangerinde og mor til to drenge: Hendes egen mor døde af lungekræft, hun blev skilt, en pladeudgivelse gav et årelangt minus på bankkontoen, og sluttelig sendte en dyb depression en i forvejen groggy fynbo til tælling.
Men med opbydelsen af alle sine kræfter og med sønnerne i tankerne fik Naja stablet sig så meget på benene, at hun ikke alene har genfundet sit gamle jeg, men også er klar med et nyt pladeudspil.
Fortryder intet
Navnlig sønnerne. Joakim og Nikolaj vantrivedes i København. Men opholdet blev heller ikke den håbede succes for Naja. Ingen kendte hende jo - ikke som hjemme på Fyn i hvert fald. I stedet for at synge måtte hun flintre og fare rundt for at gøre opmærksom på sig selv, oftest forgæves. Det får hende dog ikke til at fortryde.
- Jeg dur ikke til at fortryde noget. Både op- og nedture er jo en del af den bagage, jeg altid har med mig. De har ændret mig og gjort mig til den, jeg er i dag. Jeg er blevet bevidst om min egen sårbarhed og har måttet erkende, at livet har sine skyggesider, siger Naja.
Af Ole V. Hansen
Læs også: