Traditionen tro: Påskeharen og dens historie

Når små julemænd og nisser gør deres indtog i forretningerne, ved vi, at julen er lige rundt om hjørnet. Eller i hvert fald lige rundt om et par hjørner eller tre.

På samme måde er påskeharen et symbol på påsken. Når den i slutningen af vinteren dukker op i form af chokoladefigurer, nips og bordpynt, bliver vi helt instinktivt bevidste om, at den næste højtid nærmer sig, nemlig påsken.

Allerede siden antikken har haren, ligesom det i øvrigt gør sig gældende for ægget, været et symbol på frugtbarhed. Når haren blev det, skyldes det, at harer ofte nedkommer med et kuld unger, dens første for det år, i foråret, og den har derfor indgået i fejringen af, at foråret var på vej.

Et fabelagtigt dyr

Så vidt vides gik den i løbet af 1600-tallet fra at være et frugtbarhedssymbol til også at blive en imaginær figur i forbindelse med påsken.

Den er således første gang beskrevet af medicinprofessoren Georg Franck von Franckenau.

Han var, som navnet måske afslører, tysk, og det er da også i den sydtyske by Heidelberg, påskeharen efter sigende kom til verden. I hvert fald er det her, den kan spores tilbage til.

Medicinprofessoren beskriver den som et fabeldyr, der gemmer farverige æg, som børnene så efterfølgende skal finde. Han konkluderer også, at dette imaginære væsens primære formål er at narre børn, så de voksne har noget at grine af.

Hvorfor dette såkaldte fabeldyr endte med at gemme netop æg til børnene, er der flere bud på. Et af dem lyder på, at vilde harer ofte stjal mad, heriblandt æg, fra staldene, som de efterfølgende gemte.

En anden historie går på, at haren var kæledyr til den tyske forårsgudinde, Ostara, men i denne historie er æggene altså svære at få øje på.

Haren eller ægget?

En ting er der i hvert fald enighed om: Påskeharen stammer oprindeligt fra Tyskland.

Som det gør sig gældende med en lang række øvrige danske højtidstraditioner, er også denne vandret op gennem Tyskland og har så i begyndelsen af 1900-tallet bevæget sig, eller i dette tilfælde måske nærmere hoppet, hen over den dansk-tyske grænse, hvor den til en start gjorde sit indtog i Sønderjylland.

Faktisk anså man i mange år harer og kaniner for at være skadedyr, som kunne ødelægge afgrøderne. Måske derfor gik der endnu et par årtier, før traditionen spredte sig til resten af landet.

I Australien forholder det sig rent faktisk sådan, at disse dyr i dag udgør en trussel mod økosystemet, fordi bestanden af dem er så massiv.

Det har blandt andet haft den konsekvens, at påskeharen er blevet lagt i graven, og i stedet er det nu en lille punggrævling, der kommer med påskeæggene.

Og nej, denne lægger, ligesom haren, heller ikke æg, men det er tilsyneladende ingen hindring for at agere glad æggeomdeler i påskedagene.

Sukkersødt bud

Hvis du heller ikke mindes at kunne huske nogen hare, eller punggrævling for den sags skyld, fra hverken det ene eller det andet sted i Bibelen, er det ikke bare din hukommelse, der svigter. Der er ingen reel forbindelse mellem påskeharen og den kristne påske.

Alligevel er der vist ingen tvivl om, at den er kommet for at blive.

I dag producerer så godt som alle chokoladevirksomheder en eller anden form for chokoladeæg og ligeså harer, og disse findes efterhånden i alle slags kvaliteter og med alverdens forskellige smage og ingredienser.

Uanset er det i Danmark fortsat påskeharen, der besidder tjansen at gemme disse. Traditionen foreskriver, at påskeharen kommer natten til påskesøndag, hvor den altså nøje gemmer chokolade i hjørner og kroge.

Haren har dog ikke, som julemanden, historie for noget avanceret transportmiddel med magiske dyr spændt for, og det er derfor lidt af en bedrift, når den når landet rundt på blot en enkelt nat.

Her skal vi selvfølgelig huske, at den langørede æggebringer formentlig har en højere gennemsnitshastighed end den kære julemand, heldigvis.