Tv-kokken Gorm mistede sin far som 8-årig

Hvad siger man til et barn, der lige har mistet sin far? Skal man overhovedet sige noget? Og kan man egentlig sige noget forkert?

JA! er det korte svar på de sidste to spørgsmål fra den kendte tv-kok og manden bag pizza-kæden Gorms Pizza, Gorm Wisweh, der selv mistede sin far, da han var otte år.

Hans far skjulte for sin familie, at han var syg, og da han endelig kom afsted til lægen, var det for sent. Han havde så fremskreden nyrekræft, at der ikke var noget at gøre, og han døde kort efter. Blot 46 år.

– Jeg har altid bebrejdet ham for ikke at gå til lægen i ordentlig tid. Det er ikke sikkert, at det havde ændret noget, men han gav ikke sig selv den chance. Det synes jeg, at man skylder sine børn. Jeg er ikke hypokonder, men jeg går altså til læge, når jeg mærker, at der er noget galt, siger 39-årige Gorm Wisweh, der er far til tre, Wilhelm på otte år, Rigmor på seks år og Frigg på tre måneder.

Han er vokset op i Svaneke på Bornholm. Forældrene drev Hotel Munk med syv dobbeltværelser og halvpension samt en krostue, der ofte var rammen for konfirmationer, bryllupper og fødselsdage.

Hans far var kok af den gamle skole med al mad lavet fra bunden. Fondgryder, hjemmehakket fars og levende skrubber og rødspætter i håndvasken er nogle af de barndomsminder, Gorm husker tydeligt. Hans mor tog sig af gæsterne som tjener og sørgede også for, at der var styr på regnskaberne.

Forældrene havde travlt i sommermånederne, men aldrig så travlt, at der ikke var tid til at sætte et plaster på et skrabet knæ, og om vinteren uden for sæsonen var der masser af familietid.

En dejlig, ukompliceret barndom, som tog en drejning efter farens død. For pludselig forsvandt det vigtige tandhjul, der bandt familien sammen.

– Det var ret nemt for et barn at forstå, hvordan vores familie hang sammen. Min far var i køkkenet, min mor tog sig af gæsterne, og så fik vi nogle penge. Men nu manglede han, og det bekymrede mig så meget, at jeg påtog mig en mere voksen rolle. Det er måske naturligt som den ældste i søskendeflokken, men det blev også både indirekte og direkte sagt, at nu var jeg manden i huset. Jeg er ikke i tvivl om, at det er blevet sagt i den bedste mening. Men i dag vil jeg sige, at det nok er noget af det værste, man kan sige til et barn. For jeg tog det på mig, og det gjorde, at jeg blev enormt tynget. I mit hoved var det et stort pres, forklarer Gorm, der i en tidlig alder forstod betydningen af omsætningstal, omkostninger og dækningsgrad.

Læs også: Vanessa mistede sin far

Svært at tale om

– Jeg vidste, hvor omsætningsbogen lå, og så sammenlignede jeg tallene med året før. Jeg forstod, at cirka en tredjedel af det tjente var vores, men hvis der så var en aften, hvor vi kun havde tjent 3.000 kroner eller mindre i forhold til året før, hvad så? Var vi så nødt til at flytte? Det var en grundlæggende bekymring, jeg havde. Jeg var enormt opmærksom på, hvis et køleskab gik, eller der opstod et problem, for så kostede det.

For Gorms mor valgte at fortsætte, selv om hun aldrig havde stået i køkkenet før. Men med hjælp fra lokalsamfundet og familien drev hun hotellet videre i nogle år.

– Jeg tror faktisk ikke, at min mor fik tid til at sørge ordentligt. Hun var gravid med min lillebror, og da han blev født et par måneder efter min fars død, overtog hun bare stafetten og åbnede for sommersæsonen, husker Gorm, der udover en lillebror også har en to år yngre lillesøster.

Han tænker i dag, at det nok også er derfor, at han fandt det svært at tale med sin mor om, hvordan han havde det.

– Jeg syntes, at hun havde det hårdt nok, så jeg ville helst ikke også belemre hende med, hvordan jeg havde det, forklarer han.

For det var ikke forbudt at tale om faren. Han blev husket, og lillejuleaften tænder familien stadig juletræets lys for at mindes den dag, han døde.

Men i stedet for fandt Gorm vej gennem sorgen i en søndagsskole, som klassekammeraten Hans inviterede ham med i. Her var de voksne ikke bange for at tale om døden og sætte ord på, hvad det så betød at have mistet sin far.

– Det var godt for mig at tale med andre voksne, uden at jeg følte, at jeg belemrede dem eller skulle tage højde for, at de blev kede af det. Kirken havde ikke været en del af mit liv tidligere, men her blev det helt sikkert den krog, som hjalp mig til at forstå, hvad der var sket, siger han; velvidende, at det langtfra er alle børn, der på den måde bliver grebet af voksne, der stiller sig til rådighed og sætter ord på det, der foregår.

Læs også: Kirsten fandt livsglæden igen

Hjælp til børn

Derfor, og fordi han selv er forælder, var det også noget af det nemmeste for ham at sige ja til at være ambassadør for Bag for BørneTelefonen for andet år i træk. Et event i oktober og resten af året, hvor børn og voksne over hele landet bager kager og sælger dem til fordel for BørneTelefonen.

For Gorm giver det nemlig så meget mening at bevare BørneTelefonen og give børn, der ikke har lyst eller kan tale med sine forældre, mulighed for at ringe til nogen, der kan lytte og forstå dem. Havde han selv kendt til den som barn, havde han såmænd nok selv ringet ind.

– Det er alt for svært at gå med de tanker selv, og det er endnu sværere at sætte ord på over for nogen, der måske ikke helt forstår det alligevel. ”Ked af det” beskriver det slet ikke, og når man er et barn, bruger man heller ikke begreber som ”fortabt” eller ”gået i stykker”. Det er svært at forklare, hvor tomt det egentlig er at miste sin forælder. Jeg oplever stadig den dag i dag at have forbindelse til den følelse, jeg havde som 8-årig. Jeg kan sidde her og fortælle om det og stadig mærke den der åndenød. At jeg ikke kan trække vejret sådan rigtigt. Det er svært at forklare og endnu sværere at bakse rundt med, når man er et barn.

Gorm ved, at det har været med til at forme ham. At han er den, han er – på grund af og på trods af.

– Men jeg kan heldigvis godt lide det menneske, jeg er blevet, og jeg tror ikke, at jeg ville have været den samme. Det ville have været en anden livshistorie, der så skulle fortælles. Jeg fik i en tidlig alder et drive og ville enormt gerne fikse ting, når der var krise og kaos. I dag er jeg ret rolig, reflekteret og tænksom og finder lynhurtigt løsninger på mulige problemer. Den tidlige kodning af mig har gjort mig stærk som selvstændig og er en af grundene til, at jeg er dér, hvor jeg er i dag. Så der kom også en masse godt ud af det, selv om jeg mistede min far som barn. Det forsøger jeg at huske mig selv på.

BAG FOR BØRNETELEFONEN

• Gorm Wisweh er for andet år i træk bageambassadør for Bag for BørneTelefonen, som løber af stablen i oktober, november og december.
• Over 66.000 børn fra skoler, institutioner og private familier har meldt sig til at bage for BørneTelefonen, som drives af Børns Vilkår. Pengene, som børnene tjener på at sælge deres bagværk, går til drift og udvikling af BørneTelefonen, så endnu flere børn kan komme igennem til en rådgiver. Man kan bl.a. sælge sit bagværk online, i en kagebod eller til familie, venner og naboer.