Vi er dyrenes stemme

Der var engang en hund, der hed Frynse. Det var en smuk lille hund, der levede det gode liv og rejste verden rundt med sit menneske. Frynse var sig selv, en personlighed på fire ben, og da han døde, mæt af dage, besluttede hans menneske, Jørgen Andersen fra Randers, sig for i 2018 at ære Frynses minde ved at donere en mobil dyrlægeklinik til Dyreværnet, og selvfølgelig skulle den nye dyreklinik hedde ”Frynseklinikken”.

I Frynses ånd skulle dyrlægeklinikken være for de dyr, der lider i stilhed, fordi deres ejere ikke har råd til at gå til dyrlæge. Den første klinik blev en kæmpe succes, og Jørgen Andersen har doneret endnu to biler, så nu dækker tre rullende dyreklinikker hele Danmark.

Den opfindelse er Nala, Futte, Molly og alle de andre dyr i Faxe og omegn rigtig glade for. De står tålmodigt og venter uden for Frynseklinikken, der er ved at bakke ind på parkeringspladsen ved det gamle sygehus i Faxe.

Der er artige hunde i snor, vrisne katte i kasser, skødehunde på armen, kuldskære hunde i tæpper, og alle har de et bekymret menneske med sig, for deres mennesker elsker deres kæledyr meget højt. De har bare ikke pengene til at klare dyrlægeregningerne, så dem, der kommer her, er pensionister, socialt udsatte eller også har de bare en meget lav indtægt. Så lav, at de ikke kan klare en ”rigtig” dyrlægeregning.

Dyrlægen, Susanne Schantz, er selv tosset med dyr. Hun har selv en collie, der begyndte sit liv som græsk gadehund, samt en dværgpincher og en skildpadde.

– Jeg har haft min egen dyrlægeklinik i mange år, men efterhånden gik der så meget tid med administration og alt muligt andet. Jeg blev jo netop uddannet dyrlæge, fordi jeg ville hjælpe dyr, og det var der efterhånden ikke så meget tid til. Derfor solgte jeg min klinik, så nu arbejder jeg her i Frynseklinikken. Jeg vil meget gerne gøre helt klart, at vi ikke er i konkurrence med de almindelige dyrlæger, for de her dyr ville slet ikke være kommet til dyrlægen, hvis vi ikke havde været her. Vi er her for dyrenes skyld, fordi alle dyr har ret til et godt liv, siger Susanne.

Nataliia Borysova er med som dyrlægeassistent. Hun har boet i Danmark i mange år, men kommer fra Ukraine, hvor hun blev uddannet dyrlæge, og måske er hun den eneste dyrlæge, der ikke selv har dyr. Det skyldes, at hun bor i en lejlighed i byen, skynder hun sig at sige.

– Frynseklinikken er et fantastisk tilbud, og jeg brænder for at hjælpe dyr, for de har virkelig fortjent det bedste, siger hun.

Netop i denne tid er hun ved at arrangere et samarbejde med ukrainske dyrehjælpsorganisationer for at redde dyrene i Ukraine.

Når man arbejder i Frynseklinikken, er det godt at kunne snakke med menneskene bag dyret, og det kan både Susanne og Nataliia. Dyrlægen skal også kunne sige tingene lige ud.

– Inden behandlingen går i gang, aftaler vi prisen, for det er meningen, at kunden skal betale et beløb, som de kan overkomme. Behandlingen skal netop ikke være gratis, for man skal tage ansvar og vide, at det koster penge at have et kæledyr, og det ved vores kunder også godt, siger de to kvinder.

Klokken er 10, og bussens døre åbnes.

Den første gæst er Hans med sin kat, Trille, der skal steriliseres. Den rullende klinik er jo en kassevogn, og med to dyrlæger, et operationsbord, en vægt og alt mulig andet udstyr er der ikke meget plads i vognen, så Trille bliver stillet til side i sin kasse, indtil hun skal opereres.

Den næste patient fylder heldigvis ikke meget, det er en lille fin gravhundedame. Hun er her, fordi hun har haft problemer med ørerne, så hun ser bekymret ud, da de to dyrlæger kigger på hende, men alt ender godt: Ørerne er fine igen, og gravhund og ejer forlader klinikken med to højt løftede hoveder og én løftet hale.

Anderledes gnaven kommer hankatten Mimi ind ad døren. Han er en velvoksen herre på 13 år, der har taget sine kampe med mus, fugle og andre katte. Helbredet er ikke længere det bedste.

Hans menneske, Vibeke, elsker ham, og hun ved godt, at der måske ikke er så mange år tilbage i hendes bedste ven, Mimi. Det vil hun helst ikke snakke om, for Mimi og Vibeke har en historie sammen.

– Mimi hedder egentlig Felix, men jeg kalder ham Mimi, for det er det, han siger, når han snakker. Han er bedste venner med min hund, og vi er her i dag, fordi han skal vaccineres, siger Vibeke.

Men dyrlægerne er dyrenes stemme, og de finder ud af, at Mimi også har andre problemer. Han har meget dårlige tænder, og dyrlægen siger, det er synd for Mimi. Ligesom mennesker kan have det, har katten tandpine og voldsomme smerter. Den har allerede tabt flere tænder, og det er desværre nødvendigt at fjerne resten af Mimis tænder. Der bliver aftalt en tid, og Vibeke får smertestillende medicin med hjem til katten, så den kan klare ventetiden indtil tandoperationen.

I Frynseklinikken handler det om dyrenes velfærd. I menneskeverdenen taler man ikke om en kvindes vægt, men her bliver tingene sagt ligeud.

Derfor bliver Anni også lidt overrasket, da hun dukker op med hunden Futte.

Lille Futte har taget 300 gram på, siden Anni var her sidst med hende. Futte var ellers kommet for at få renset tænder og samtidig få kigget på sin pels. Hun har fået en vane med at klø og slikke på sine poter hele tiden, og det er en dårlig vane for en hund.

Vibeke og Futte tager hjem igen med en recept på kløestillende salve og et forbud mod godbidder, så det er ikke uden grund, at Futte ser misfornøjet ud, da hun tager af sted igen, pakket ind i tæpper på sin mors arm. Vinterkulde og kolde fortove – og slankekure – er ikke noget for en ældre hundedame.

Dyrene har deres egne historier. Det har menneskene også. Der er dem, der ikke vil fortælle omverdenen, at de kommer i Frynseklinikken, fordi de er blevet arbejdsløse eller syge, og derfor ikke længere har råd til at komme hos deres sædvanlige dyrlæge. Der er også de mennesker, hvor dyret giver dem en god grund til at være i live, og der er dem, der har brug for at få at vide, hvordan man passer et dyr.

Klokken 12 er de akutte patienter færdige. Dyrlægerne sætter sig ud på trappen og drikker et krus kaffe. Endnu en dag i dyrenes tjeneste er slut.

Susanne og Nataliia har gjort en kæmpe forskel for Nala, Mimi, Trille og alle de andre dyr. Og i morgen gør de det igen.