Fra gadehund til familiehund

Da Nordjyllands Internat i februar skulle finde en ny familie til Pax, skrev de, at det skulle være en familie, der kunne klare en temmelig vild hund. De kunne jo ikke vide, at inden i den store vilde hund, de lige havde fået indleveret, fandtes en flink lille hund, der bare drømte om at finde et hjem, hvor der var mad og kærlighed nok.

Det er aldrig nemt at skue hunden på hårene, når man ser en stor afmagret ruhåret hønsehund, der har levet på gaden i månedsvis, selv om folkene på dyreinternatet nok havde en anelse om, at Pax faktisk var en temmelig god hund, hvis den bare fik en chance.

Ledte efter en hundehvalp

Samtidig sad Lone Rytter Melin hjemme i huset uden for Grenå og planlagde en fødselsdagsgave til sin mand. Hun havde besluttet, at det skulle være en hundehvalp: En ruhåret hønsehund, der kunne blive en god jagthund for Anders.

Hverken han – eller hun selv for den sags skyld – havde været helt sig selv, siden de mistede deres gamle hund Bella af alderdom et par måneder forinden.

Et hus er jo bare et hus – hvis det skal kaldes et hjem, hører der en hund til. Sådan har Lone og Anders altid haft det, så det var kun et spørgsmål om tid, før der skulle flytte en ny hund ind hos ægteparret.

Det blev så ikke til en lille yndig hvalp, men i stedet Pax, der bestemt var alt andet end yndig.

En særlig gave

I dag er han et – om end ikke yndigt – højagtet medlem af familien Rytter. Og historien om Pax er historien om vagabondhunden, der fik et hjem.

– Han var absolut ingen skønhed. Faktisk vil jeg sige, at han så forfærdelig ud. Han var nærmest skind og ben, selv om han havde taget et kilo på i den tid, han havde boet på internatet, fortæller Anders.

På det tidspunkt havde Pax i månedsvis levet sit eget frie liv. Hunden blev i slutningen af januar indleveret af beboere, der havde lagt mærke til den store hund, der gik alene rundt i byen. Han var sky og trak sig væk, når man nærmede sig, og umiddelbart var der ingen, der kendte hundens ejermand.

Læs også om besøgshunden

Dyreinternatet fik ham på ret køl

Da han kom ind på internatet, havde han stort set ingen pels, fordi den nærmest var ædt af lopper. Han havde svamp i ørerne, sår på forbenene og var radmager og udsultet. Det var kun et spørgsmål om tid, inden han var bukket under.

Dyreinternatet begyndte et kæmpe arbejde for at få hunden på ret køl igen. Han blev fremlyst, og to forskellige ejere meldte sig, men ingen af dem var den rigtige. I hvert fald holdt ingen af dem nok af hunden til, at de ville betale for den behandling, Pax skulle igennem for at overleve.

Kærlighed ved første blik

Da Pax havde været på internatet en måneds tid, kom Lone og Anders på besøg – og det var kærlighed ved første blik. I hvert fald fra menneskenes side.

Pax var ikke helt klar over, hvad der var med de der nye mærkelige mennesker. Han kunne godt lide at komme ud i deres bil og blive kørt af sted. Det var noget ganske andet end at rode rundt i skraldespandene og drikke vand i grøfterne.

Åd og drak det hele

Da han kom til det pæne hus ved Grenaa, skyndte han sig at æde alt det mad, de nye mennesker stillede frem. Det fortsatte han med den næste tid, for hvem kunne vide, om der ville være mad nok?

Derfor drak Pax også hurtigt alt det vand, der var i vandskålen. Hver gang.

Efter et par dage opdagede han dog, at der var mad og vand nok i huset. Til gengæld var de nye mennesker ikke helt til at regne med, følte den.

Læs også om hundenavne

– Vi havde en 15 meter lang line til ham, og for det meste var han helt ude i enden af snoren, når vi gik tur. Det hjalp først den dag, hvor vi satte os med kaffe og kage i en lille indhegnet park, vi har her i byen. Her sad vi på et tæppe og snakkede og lod, som om han ikke fandtes, og så nærmede han sig, langsomt og forsigtigt. Han begyndte at forstå, at vi var hans familie.

Som en umulig teenager

Men selv om Pax nu efter et par uger forstod, at det var her, han hørte til, var han alligevel en umulig hund. Han var to år, og nu blev han en umulig teenager.

Der var ikke grænser for, hvor mange opladere, høretelefoner og onsdagssnegle, den hund kunne sætte til livs. Det var sikkert onsdagssneglene, snuppet fra køkkenbordet, der smagte bedst, og Pax var virkelig en temmelig stor mundfuld.

Lod sig ikke skræmme

Men Lone og Anders er ikke dem, der lader sig skræmme af en smule hund. Langtfra. De har jo haft en del hunde, og Anders havde al den tid i verden, Pax havde brug for. Han er nemlig førtidspensionist, mens Lone stadig går på arbejde inde i byen.

Kunne ikke lege

– Pax kunne ikke lege, han anede simpelthen ikke, hvad det var, så det måtte vi i gang med at lære ham. Han var også bange for vand. Så måtte jeg jo lære ham at svømme, som Anders siger.

Det foregik ved, at mand og hund gik ture i skoven og ved stranden, og da først Anders havde fået våde fødder, mente Pax nok, at det der vand alligevel var lidt sjovt, for selv om han havde elendige manerer, var han en hund, der gerne ville lære noget.

– Da jeg selv havde hentet de første mange pinde, jeg havde kastet, begyndte Pax at forstå, at det måske kunne være sjovt at være med til. Nu er det blevet sådan, at svigermor Grethe, der bor to huse længere henne ad vejen, ikke kommer ind i huset, før hun har kastet minimum to pinde, så nu synes Pax, det er sjovt at lege. Han er en klog hund, der også har lært at gå spor, siger Anders og kunne ikke være mere stolt, hvis Pax havde været hans egen menneskesøn.

En hyggefis

Pax er blevet en helt ny hund på det halve år. Han har taget flere kilo på, han løber minimum syv kilometer om dagen sammen med Anders, der cykler ved siden af. Han går spor, han elsker lyden af en hundeproppistol, og han svømmer begejstret i åen og vandhullerne.

Han er snart udlært jagthund, men det vigtigste er, at han er blevet en hyggefis, som Lone kalder ham.

– Han følger os i hælene konstant, og om aftenen ligger han med hovedet på vores fødder. Han stikker ikke af mere, for han ved, det er her, han hører til. Pax er den bedste fødselsdagsgave nogensinde, er Lone og Anders enige om.

Pax er endelig kommet hjem.