Vi lagde os ned og cyklede til Spanien

Ret beset er der jo tale om en tragedie. Han er fejlopereret, lam fra hoften og nedefter og dagligt på 300 milligram smertestillende morfin. Hun må allerede fra morgenstunden sluge den første af dagens 52 piller for at holde rystelserne fra en multipel sclerose i ave.

Alligevel er det nærmest umuligt at holde trit med den ukuelige optimisme og det fysiske gåpåmod, der sidste sensommer satte kæresteparret – 40-årige Gitte Ørnstrøm og godt 10 år ældre Keld Matthiesen – i stand til at gøre det umulige muligt; at cykle 2.664 kilometer ned gennem Europa. Liggende på ryggen på deres specialbyggede, trehjulede køretøjer. Fra Kelds hjemby, Aabenraa, til det sydligste Spanien. På bare 25 dage. Ned til det danske genoptræningscenter Montebello på Costa del Sol, hvor de fem år forinden for første gang fik øje for hinanden.

Aldrig på tale at opgive

På sikker afstand af tyske autobahner, ad pandekageflade hollandske landeveje, gennem hyggelige belgiske landsbyer og langs foden af de franske Alper nærmede parret sig turens helt store prøvelse – Pyrenæerne, hvis Tour de France-stejle stigninger lå som en tilsyneladende uoverstigelig grænsebom for al viderekørsel. Men over skulle de – og over kom de. Og videre gennem et Spanien, hvis færdselsårer just heller ikke er anlagt med henblik på tohjulet – eller som her trehjulet – paradekørsel.
– Men opgive? Tanken aldrig så meget som strejfede os, siger Keld, der jo ikke kan træde i pedalerne og derfor tilbagelagde de daglige cirka 100 kilometer på en hånddreven model. Bare 20 centimeter hævet over vejbanen. Også Gitte mere lå end sad på sin trehjuler med pedaler. En normal cykel er udelukket.

– Sclerosen risikerer at få mig til at ryste så meget, at jeg mister balancen, bare jeg rækker armen ud, når jeg skal dreje, siger Gitte, der bor i Næstved og kun hver anden weekend er sammen med Keld.

– Helt fra teenagealderen kunne jeg mærke, at noget var galt. Jeg var altid træt og måtte slide mig gennem gymnasiet. Men jeg skulle vise dem og uddannede mig som akademiøkonom og derpå på et universitet i USA, siger Gitte, der i dag sælger forbrugsvarer til Grønland for et Næstved-firma.

Læs også: Annette og Michael kæmper mod hendes sclerose

Ingen bitterhed

Fortiden har hun dog anbragt samme sted, hvor man også kan finde Kelds tidligere bitterhed
– nemlig i glemmebogen.

– I 2005 skulle jeg ”bare” have fjernet en fedtknude ved rygsøjlen. Helt ukompliceret, sagde lægerne. Men jeg vågnede op og var lammet i begge ben. Og skønt de påstod, at det ville bedre sig, kommer jeg aldrig til at gå, siger Keld, der med en baggrund som reservedelsekspedient og lagerchef hos Mærsk nu er kvalitetsassistent hos et lokalt firma.

Også han døjer med smerter. Nervetrådene har det ikke godt. Og det var først efter et ophold på paraplegiker-funktionen i Viborg, at humøret atter kom på højkant. Her kom han for alvor i gang med den motion, der førte til fem frugtbare ophold på Montebello i landsbyen Benalmádena, hvor Gitte seks gange har været på genoptræning. Dog først i 2010 var de der samtidig. Og under den daglige træning i motionslokalet var Keld hver gang en tur på håndcyklen. Dér kom han på idéen til cykelturen.

Læs også: Tvillingemaraton

Godt planlagt

– Tæt på centret ligger en gade så stejl, at folk dårligt kan klare den til fods. ”Kan jeg cykle hele vejen op, kan jeg også cykle fra Danmark og herned,” sagde han impulsivt. Og han gjorde det. Om også det er noget nær det hårdeste, han nogensinde har gjort.

Måske hårdere end hele den lange tur fra Aabenraa, som blev planlagt i årevis. Specialcykler blev rigget til, landkort studeret, og halvandet år inden afgang intensiveredes cykeltræningen. Samtidig lovede Gittes far og en ven af familien at lægge sig i baghjulet med en lejet autocamper, så alle havde et sted at spise og sove efter dagens strabadser.

Læs også: Birgits mand valgte livet

I høj fart

Mon ikke også parforholdet blev styrket. – Vi lærte da hinanden bedre at kende. Skal vi ik’ sige det på den måde,? ler Keld og indrømmer, at han virkelig ”tændte af” den dag, han opdagede, at de var kørt forkert og havde cyklet 30 kilometer for langt. Hvem der havde taget fejl – eller om gps’en havde svigtet – har de dog for længst slået en streg over.

Stoltheden lyste da også ud af øjnene, da de trehjulede nåede Montebello, hvor ledelse, personale og patienter modtog dem med klapsalver, hurraråb og ikke mindst et glas koldt, skummende øl.

– Den slags giver selvtillid, siger Gitte

– Ja, så nu gælder det en ironman til næste år, tilføjer Keld selvsikkert. Gitte er lidt mindre kry. Men så kommer det forsigtigt:

– Og nok også en ironwoman!

Læs også: Jeg vil jo gerne ud og lege