Vi vil leve livet til det sidste

Mandag, 19. september 2016

af Caroline Wigdal Foto: Gregers Kirdorf

Karin og Egon er begge uhelbredeligt syge af kræft. For dem har livet været et fælles eventyr. Et eventyr, som de ønsker en lykkelig slutning på, og derfor står de nu sammen om at sige nej til kemo.

Karin og Egon er begge uhelbredeligt syge af kræft, men de har begge valgt kemobehandlingen fra.

– Når manden med leen kommer og henter mig, for det gør han, skal han ikke finde mig krybende. Så skal han finde mig med oprejst pande, siger Egon.

Karin og Egon bor sammen i et hus i Sønderborg. Ikke så langt derfra bor deres datter, Helle, på 52 år. Sønnen, Ole, 49, bor i Viby. Ud over to børn har Egon og Karin seks børnebørn og et oldebarn. – Sygdommen har styrket vores familiesammenhold, fortæller Egon.

Læs også: Adam er den eneste i Danmark med diagnosen

Diabetes-symptomer

– Kræften er lusket. Når den opdager, den bliver behandlet, så ændrer den karakter, siger Egon. For ni år siden får Egon konstateret en aggressiv prostatakræft. Derfor har han i perioder været en knækket mand, hvis livsmod kræften har udryddet. Hver gang han bliver immun over for behandlingen, tilbyder lægerne en ny hormonbehandling. Lige indtil april i år.

Det er på en rejse til Kreta i august sidste år, at Karin pludselig får symptomer på sukkersyge. – Jeg drak deres gode appelsinjuice hele tiden, jeg var konstant tørstig. Og selv om jeg fik god mad og vin, så tabte jeg mig, husker Karin.

Efter rejsen til Kreta går månederne, Karin begynder at få smerter i maven, og hun får gulsot. Derfor bliver hun efter en scanning i Sønderborg sendt videre til Odense Universitetshospital. Hun har kræft i bugspytkirtlen, og hun begynder på kemobehandling.

Læs også: Vitaminmangel afsløres af neglene

Kemoprisen

Karin får sin første kemobehandling den 4. april i år, og allerede få dage senere bliver hun ekstremt dårlig. Siden ferien på Kreta har Karin tabt sig fra 92 til 54 kilo. Men hun kæmper sig igennem dagene med medicinens hårde bivirkninger, til det bliver tid til den næste kemoindsprøjtning i Odense. Der kan hun følges med Egon, der også har en konsultation. Deres barnebarn Pia, 29, kører med dem. Så Pia og Egon sidder ved hendes side, da lægen giver hende besked på, at hun er for svag til, at de kan behandle hende med kemo. De tør ikke, Karin har tabt sig for meget.

– Men hvis de ville give mig den, ville jeg sige nej tak, jeg ønskede ikke at få det så dårligt igen, siger hun. Fra da af er hendes eneste behandling smertestillende medicin morgen og aften.

Samme dag tager de til Egons konsultation. På bordet foran lægen ligger nåle og poser med kemo. Det er den eneste behandling, som kan virke på Egons kræft. – Men jeg sagde nej, for hvad er kemo? Det er gift. Og sygeplejersken havde et helt A4-ark fyldt med alle dens bivirkninger. Du taber hår, negle, tænder, får kvalme, dit immunforsvar går ned og din rygmarv bliver angrebet, sige Egon, velvidende at det ikke er sikkert, han bliver udsat for alle bivirkninger. Karin og Egon har talt behandlingsmulighederne igennem, inden de tog afsted til hospitalet. De var enige. Kemoprisen var for høj en pris at betale for de sidste år af livet.

Læs også: Kom og smag på alt det gode

Frygter ikke døden

– Udefra ser vores liv måske en smule trivielt ud, men vi kunne ikke have det bedre, for vi har hinanden, siger Egon. Lægerne vil ikke komme med et bud på, hvor lang tid de har igen. Det kan være en måned eller tre år. Men Karin og Egon frygter ikke den dag, hvor det er slut. – Jeg frygter kun en ting. Hvis hun dør før mig. Når stolen er tom, og jeg skal falde i søvn uden Karins hånd i min. Ensomheden, siger Egon, og for første gang bliver hans øjne helt blanke.

Egon og Karin ville gerne, at de kunne blive ved med at rejse. De har masser af mod på livet, men de er også fattede ved tanken om, at de skal herfra. Taknemlige er de, for de har haft deres tid, som de siger. De er ikke kede af det. Og derfor bekymrer de sig ikke om, hvorvidt de bliver ensomme eller ej. De lever i nuet og tænker mere: Hvornår er kaffen færdig?

– Vi har oplevet kærligheden, fået børn og børnebørn, rejst, danset og dyrket atletik og gymnastik. Hvad mere kan vi forlange? spørger de i munden på hinanden.

Karin Adolphsen sov stille ind fredag aften den 2. september. Egon, børn og børnebørn var til stede og fik taget afsked.