Når det banker på døren ind til 69-årige Christel Nielsens lejlighed, er der en ret stor sandsynlighed for, at det er barnebarnet Emil, der står på den anden side. Han kommer forbi næsten hver dag. I hånden har han altid mindst ét af de plasticdyr, som er hans yndlingslegetøj for tiden. Og hos bedste får han næsten altid et ja til spørgsmålet: ”Skal vi lege?”
– Bedste er min bedste ven. Hun har altid tid til at lege med mig, siger 5-årige Emil meget bestemt.
Tvillingerne Emily og Emil bor sammen med deres forældre Jannie og Calle Nielsen i et stort hus, som de er i gang med at renovere, i den lille by Vedsted uden for Vojens. For 11 måneder siden flyttede Jannies mor Christel.
– i daglig tale Bedste – ind i en separat lejlighed i det røde murstenshus. Det betyder, at tvillingerne ikke behøver spørge en voksen om lov, når de har lyst til at besøge hende. De går bare ned ad de fire trin, der adskiller deres del af huset fra hendes.
Det var Jannie, der var primus motor for, at de tre generationer skulle dele adresse.
– Jeg har altid sagt, at jeg gerne ville bo sammen med mine forældre, så det er en gammel drøm, der er gået i opfyldelse, fortæller Jannie efter hun har mæglet i tvillingernes konflikt om en mælkesnitte.
Ro i sjælen
Der var to ting, der for alvor gjorde udslaget for, at Jannies drøm gik i opfyldelse. Jannie og Calle fandt et hus, der var stort nok – og Christel fik ny hofte.
– Det betød, at min mor skulle have hjælp til mange ting, og da jeg er den eneste af os søskende, som bor tæt på, så var det os, der måtte rykke ud hver gang. Det var hårdt at få det hele til at gå op i en højere enhed med job og tvillinger, fortæller Jannie, der arbejder på deltid som bogholder, mens Calle er chauffør.
Hun benytter lejligheden til at understrege, at Christel ikke – som mange tror – er flyttet ind for, at de altid kan have en barnepige ved hånden. Alligevel træder bedste gerne til, hvis tvillingerne er syge. Så ser hun efter dem, fra Jannie tager på arbejde, til Calle står op efter nattevagten hen ad formiddagen. Men hun får også at vide, at hun gerne må sige nej.
Respekten er vigtig
Familien er enige om, at de ikke sidder lårene af hinanden; blandt andet er det et fælles ønske at indføre faste dage, hvor de spiser sammen. Når Christel har gæster, giver Jannie en hånd med maden, og så ender hun, Calle og tvillingerne også med at blive en del af selskabet sammen med Christels venner.
Jannie fortryder aldrig, at hun forfulgte sin drøm om at gøre Christel til en del af familiens hverdag.
– Ikke et sekund. Det eneste, jeg kan fortryde, er, at vi ikke gjorde det noget før.n
