Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Vi nyder det i fulde drag, når vi om sommeren, kan sidde udenfor i de lyse nætter med stearinlys, tæpper og et glas i godt selskab. Desværre kommer myg, hvepse og bier ofte som ubudne gæster til de hyggelige sammenkomster.
Heldigvis er vi i Danmark forskånet for de giftige insekter, som kan være farlige at blive stukket af - med mindre man selvfølgelig lider af en allergi mod stik.
Betændelse kommer fra bakterier
Går der betændelse i et myggestik, skyldes det derimod som regel, at man har kradset så meget i stikket, at det er blevet forurenet med bakterier, f.eks. fra en uren negl.
Hvepses og biers stik er mere generende end myggens. Til gengæld kan man blive vaccineret imod dem med indsprøjt¬ninger. Men denne såkaldte hyposensibilisering er besværlig og kan tage måneder eller år at gennemføre. Den anvendes derfor kun til mennesker, som er allergiske over for insekternes gifte.
Lad dem bare kravle
Alle vi andre kan nøjes med at tænke på de ord, en fransk insektforsker engang skrev: "Hvepsen er meget ondskabsfuld. Når man angriber den, forsvarer den sig!"
Denne ironiske bemærkning er opskriften på, hvordan man undgår hvepse- og bistik. Dyrene stikker nemlig kun, når de føler sig truet. Man holder sig gode venner med hvepse og bier ved ikke at slå ud efter dem. Lad dem bare kravle på hænder, arme og ansigt. De vil hurtigt flyve igen.
Spis bare af kagen
Sætter insektet sig f.eks. på en kage, du skal spise, så før den langsomt op til munden uden nervøsitet. Men du skal selvfølgelig ikke tage den ind i munden, før du er sikker på, at dyret er væk.
Det kan være meget farligt at få et stik i mund eller hals. Den løst bundne slimhinde kan svulme så voldsomt op, at man ikke kan få luft. En tiltagende hævelse efter insektstik i mund og hals bør straks føre til lægetilsyn. Pas særligt på, hvis du spiser frugt direkte fra haven, f.eks. pærer og blommer, fordi hvepsene kan have gnavet sig ind i dem.
Hævelsen er ikke farlig
Et hvepse- eller bistik i huden giver en intens smerte, og der udvikler sig hurtigt et hævet, rødt område, som kan blive ret stort. Smerten aftager i løbet af timer, men hævelsen kan holde sig i mere end en uge med rødme og kløe.
Behandling er ikke nødvendig, men sprit eller lokalbedøvende salve kan måske lindre noget. Ved stik i munden skal man sutte på isklumper for at hæmme hævelsen. Hvepsen efterlader ingen brod i huden, men det gør bien. Kommer brodden ikke ud, kan den måske medføre betændelse.
Vær opmærksom på blodtrykket
Begynder en person at føle sig alment dårlig efter insektstik, bør man kontakte en læge - i første omgang pr. telefon, så man kan få nærmere råd. Et par tabletter med et antihistamin, som fås i håndkøb, kan ofte modvirke symptomerne ved allergi over for insektstik.
I værste fald kan allergien give blodtryksfald, besværet vejrtrækning, kramper og måske hjertestop. Nogle patienter tilrådes altid at medbringe en sprøjte med adrenalin, som kan modvirke allergien, inden det går helt galt.
Af Erik Münster og Marie Tromborg
Læs om Tom der er biavler i midten af København
Eller om hvilke urter der giver fred for myrer
Læs også om hvilke naturmidler du kan bruge mod høfeber