Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
En sms-besked tikker ind i mørket, og socialpædagog Charlotte Sander Larsen griber straks ud efter telefonen. Yes, det er ham! Hun ligger som mange foregående nætter lysvågen i sin lejlighed på Nørrebro og venter kun på livstegn fra sin nye ven, som bor på den anden side af jordkloden.
”Hello, my darling! How are you? I’m thinking of you all the time and can’t forget your beautiful smile!”
De søde ord klinger rent og direkte ind i Charlottes hjerte, der banker heftigt ved tanken om den flotte, australske oliekemiingeniør, som pludselig og uventet nogle dage forinden har anmodet om venskab med hende på Facebook.
− Anmodningen kom, da jeg tidligt en morgen i 2017 var på vej ud ad døren til mit job på et bosted her i nærheden, fortæller hun, som kun havde været på Facebook ganske kort tid.
Læs også: Kærlighed på kollegiet blev til børn og bryllup
Hun blev charmeret af mandens første kærlige ord om, at han var blevet ”captured” af hendes smukke smil.
− Jeg måtte lige slå ordet op, for jeg vidste ikke, at det betød ”fanget”, men hold da op, at mit smil havde sådan en virkning på en helt fremmed mand...
Manden så godt ud og hed Fintan Conloach, og den romantiske indledning førte til et fem uger langt glødende korrespondanceforløb.
− Fintan skrev de smukkeste ting til mig. Han var meget velformuleret og poetisk, og jeg blev ret hurtigt fuldstændig forelsket i denne fremmede mand.
Han fortalte, at han havde en meget stor og ansvarsfuld stilling på en olieboreplatform, hvor han tjente mange penge. Han havde en søn, som var på kostskole i England, og han tænkte på at lade sig pensionere få måneder ud i fremtiden.
Læs også om Signe, der har åbnet mødested for ensomme voksne
Charlotte, 59 år, havde aldrig tidligere kendt en mand, som var så spændende.
− Jeg har da haft et par kærester, blandt andet Per, som er far til min 23-årige søn Vigge. Men Per er desværre alkoholiker, og jeg har altid ladet mig tiltrække af mænd med et misbrugsproblem, fortæller hun og mener, det skyldes, at hun selv siden teenageårene har ligget under for et misbrug.
− Jeg kom som 14-årig på en sprogrejse til England, hvor jeg tog 10 kilo på. Det fik mig efter hjemkomsten til at tabe mig drastisk, og da jeg som 16-årig var på en ungdomshøjskole, fandt jeg ud af, at jeg sagtens kunne spise og så bare gå ud og kaste op bagefter for at holde den slanke linje.
Læs også: Efter år med bulimi: Jeg har fået livsglæden tilbage
Bulimien blev Charlottes faste følgesvend.
− Jeg blev bedre og bedre til at kaste op, og selv på seminariet dyrkede jeg tilstanden, hvilket betød, at jeg midt i uddannelsen tog orlov et helt år, fordi jeg havde det ad helvede til. Jeg fandt kærester, som var alkoholiserede og havde anden form for misbrug, fordi det føltes nemmere at være sammen med andre misbrugere, og sådan har det været det meste af mit liv.
For godt 10 år siden dukkede kærligheden så op ud af det blå.
− Jeg var i supermarkedet for at handle, da en gammel kollegas ekskæreste pludselig stod halvberuset foran mig og skulle aflevere sine tomme dåser. Jeg havde altid været forelsket i Michael, men det var naturligvis ”no go”, fordi han var kæreste med min kollega. Nu fortalte han, at de var gået fra hinanden, og jeg blev superglad.
Charlotte og Michael blev kærester.
− Men det var ikke noget lykkeligt forhold, for min gamle kollega var slet ikke helt ude af billedet, og mens jeg i nogle år kæmpede for at få Michael på vandvognen, dukkede hun op med jævne mellemrum.
Så Charlotte blev alene igen.
Læs også: Hvem vil hjælpe mig?
− Jeg havde mistet modet lidt med hensyn til kærligheden, da Fintans venneanmodning pludselig dumpede ind på Facebook. Og jeg tror simpelthen, at jeg faldt pladask for ham, fordi jeg aldrig tidligere var blevet kurtiseret på en romantisk måde, siger Charlotte og fortæller videre:
- Han skrev om alle de fremtidsplaner, vi kunne lægge sammen. Vi skulle for eksempel køre tværs over USA og opleve alt det, jeg kun havde drømt om.
Læs også: Kærligheden hjalp Lise ud af misbrug og prostitution
Midt i den eventyrlige forelskelse begyndte nogle ting dog lige så stille at knirke lidt.
− Min søn og svigerdatter var de første, som advarede mig om, at Fintan kunne være en svindler og en fiktiv person, men jeg var alt for forelsket til at ville høre på dem. Alligevel dukkede der små ting op, som jeg undrede mig lidt over.
Fintan fortalte for eksempel, at han havde en rengøringsmand, og næste gang, han omtalte personen, var det blevet til en kvinde. Han skrev også, at han ville sende Charlotte nogle papirer, som hun lige skulle underskrive, men han kunne ikke rigtig forklare, hvad det var for papirer. Han havde også problemer med nogle penge, han skulle sende til sin søn i England – kunne hun hjælpe med det?
− Til sidst foreslog min svigerdatter, at jeg bad Fintan om at videochatte med mig. Men så var der ingen grænser for, hvad han havde af undskyldninger – atmosfæriske forstyrrelser på boreplatformen, dårlig forbindelse og så videre. Jeg fik aldrig lov til at se manden i virkeligheden, og da jeg blev ved med at insistere, blokerede han mig til sidst.
Læs også: Mor og datter finder kærligheden igen
Lige til det sidste bevarede Charlotte et lille bitte håb om, at den fantastiske drøm kunne blive virkelig.
− Han stjal jo mit hjerte, og det var så spændende og eventyrligt, at jeg ville tro på, at det var sandt, og jeg blev jo knust, da jeg måtte indse, at jeg var blevet godt og grundigt snydt. Heldigvis fik han aldrig en øre af mig, og jeg politianmeldte ham straks, da det gik op for mig, at det var svindel.
Charlotte har heldigvis ikke mistet troen på at møde kærligheden.
− Jeg er kommet på Tinder og har allerede mødt nogle stykker, så mon ikke jeg en dag finder en dejlig og ordentlig mand, som fortjener min kærlighed? Men jeg vil gerne lige advare andre kvinder om at tænke sig godt om, før de lader sig forføre på nettet af en mand, der lyder for god til at være sand...