Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
7. november sidste år ringede telefonen hjemme hos Christina Hansen i Gentofte. Det havde den naturligvis gjort mange gange før, men denne gang var opkaldet så uventet og overvældende, at Christina måtte knibe sig selv i armen bagefter for at forstå, at det var virkeligt.
Damen i røret talte et meget fornemt engelsk og forklarede, at hun ringede fra forlaget St. James’s House i London. St. James’s House har fokus på royale udgivelser, og man var nu i gang med at skrive en bog om hertugen og hertuginden af Sussex, Harry og Meghan, i anledningen af deres lille søn Archies 1-års fødselsdag.
Bogen skulle handle om hertugparrets ønske om at leve som en bæredygtig familie, og den ville blive produceret i tæt samarbejde med de to hovedpersoner. I den forbindelse havde man udvalgt 30 virksomheder til at være protektorer for bogen, og de ville hver især blive promoveret i en tosiders artikel i selv samme bog. Christinas babymadsfirma, Woodland Wonders, var en af dem.
– Jeg blev fuldstændigt paf og var ved at falde ned af stolen. Jeg både græd og lo på samme tid, men tænkte samtidig også, at det måtte være en fejltagelse. Jeg er jo bare en lille dansk iværksætter. Men det var ikke en fejl. Da jeg spurgte, hvorfor jeg var blevet udvalgt, svarede forlaget, at de syntes, min personlige iværksætterhistorie var helt fantastisk. Det, at jeg var begyndt med at producere babymad hjemme i min egen kælder og nu havde fået bygget en international virksomhed op, var helt i tråd med Meghans feministiske holdninger, og man ville gerne især fremhæve kvindelige iværksættere i bogen, fortæller 50-årige Christina Hansen.
Hun får stadig kuldegysninger af at tænke på den overrumplende telefonsamtale. Damen fra forlaget fortalte, at bogen blandt andet ville udkomme i 100.000 eksemplarer i Storbritannien og i 300.000 eksemplarer i USA. Derudover udkommer den i de såkaldte Commonwealth-lande, ligesom den bliver sendt til en lang række landes statsoverhoveder, da den også er led i et erhvervsfremstød.
– Jeg kunne bare mærke, at den opringning kunne blive min skæbne. Det var det vendepunkt, jeg har drømt om, for at min virksomhed for alvor kan vokse sig stor og stærk. Så da damen fra forlaget spurgte, om jeg havde lyst til at være med, så fløj det ud af munden på mig: ”Ja, selvfølgelig!” griner Christina.
SE OGSÅ: Strik Marys royale babysvøb
Hun ved ikke, hvordan folkene bag bogen er blevet opmærksomme på hendes historie, men forestiller sig, at de har googlet sig frem til hendes hjemmeside og dér har kunnet læse, at Christinas holdninger omkring økologi og sund mad harmonerer perfekt med, hvad Harry og Meghan også står for.
Det hele begyndte i 2009. Christina var på det tidspunkt jurist i en stor international virksomhed og var ved at brænde ud i det krævende job.
– Jeg havde samtidig to små børn og lavede ikke andet end at suse frem og tilbage på motorvejen. Der skulle simpelthen ske noget andet. Så da jeg på en tur til London faldt over et fantastisk babyudviklingsprogram, der hedder Baby Sensory, blev jeg tændt af en helt ny ild og tænkte: ”Det er dét her, jeg skal!” Så jeg brugte hele sommeren på at undersøge mulighederne for at få programmet til Danmark og endte med at opstarte undervisningshold i hele Skandinavien og Benelux.
I flere år arbejdede Christina tæt sammen med babyer og deres forældre på sine Baby Sensory-hold. Forældrene fortalte hende ofte, at de syntes, det var svært at få tid til at lave hjemmelavet mad til deres børn, men at de samtidig havde dårlig samvittighed, når de købte færdig babymad eller grød, da det jo ikke var af samme kvalitet som den hjemmelavede mad.
Og her blev idéen til Woodland Wonders født.
– Jeg besluttede at udvikle en serie rene og minimalt forarbejdede grødblandinger, som man kan give sin baby med god samvittighed, fortæller Christina, der brugte et helt år på at omdanne sin kælder til et velegnet køkken, hvor hendes første babymad blev produceret.
– Det var svært at slå igennem i begyndelsen, hvor ingen rigtig kendte mit firma, så jeg stod blandt andet ude ved svømmehallen og delte smagsprøver ud til forældre, når jeg vidste, at der havde været babysvømning, ler Christina.
Bestillingerne på hendes hjemmeside blev dog flere og flere, og inden længe kom hendes babymad også på hylderne i SuperBrugsen.
I dag finder man Christinas produkter i en lang række supermarkeder og specialbutikker herhjemme, ligesom hun også er begyndt at sælge sin mad i Norge, England og Ungarn. Udvalget tæller foruden grød nu også snackbarer.
Selve produktionen har Christina med tiden overladt til en fabrik i Hadsund, men udviklingen af maden står hun stadig for. Det er nemlig vigtigt for hende at sikre, at kvaliteten fortsat lever op til hendes høje krav – også når det kommer til smag, duft og konsistens.
– Hvorfor er det, at vi skal servere sådan noget smagløst klisterstads for vores børn, som vi aldrig selv kunne drømme om at spise? Og hvor al næring og nydelse er gået tabt? Så er der da ikke noget at sige til, hvis vores børn bliver kræsne. For mig handler det om at få alle sanser i spil, for det gavner hele barnets udvikling, understreger Christina.
Hendes egne børn, Thomas, 15, og Caroline, 12, er naturligvis prøvekaniner, hver gang hun får idéer til nye grødtyper og snackbarer. Eller myslier, som hun nu også er ved at sætte i produktion.
– Og de er heldigvis vilde med deres mors mad, siger hun.
6. juli – på årsdagen for Archie’s barnedåb – udkommer bogen om Harry og Meghan, hvor Christinas iværksættereventyr altså vil blive omtalt. Egentlig var det planen, at bogen skulle hedde ”The Royal Baby”, men som mange sikkert ved, er hovedpersonerne for ganske nyligt trådt ud af det engelske kongehus og kan derfor ikke længere kalde sig royale. I stedet bliver bogens titel ”Baby Sussex”.
Christina glæder sig som et lille barn til at se den færdige bog. Hun har allerede læst artiklen, der er blevet skrevet om hende, og hun er meget tilfreds med resultatet. Forfatteren er den royale korrespondent Robert Jobson, som blandt andet tidligere har skrevet kronprins Charles’ personlige biografi.
– Jeg mødtes med Robert Jobson på en restaurant i London i december, hvor han interviewede mig til artiklen, og jeg må indrømme, at jeg var lidt benovet. Det var helt uvirkeligt at sidde over for ham. Han har skrevet en bog om kronprins Charles, og så var det pludselig mig, han skulle skrive om. Det er da helt vildt, griner Christina.