Søskende med hver deres opvækst
Hvis Maria selv kunne have valgt, havde hun hellere end gerne byttet med sin ni år ældre storebror, Ole. Han blev nemlig som den eneste af hendes mors syv børn – som hun fik med fire forskellige mænd – bortadopteret. På den måde fik Ole en god barndom i et kærligt og stabilt hjem, mens Marias liv blev omtumlet og utrygt langt ind i voksenalderen. Det var dog netop alle disse turbulente år, som fik hende til at lede efter sin halvbror og dermed finde den manglende brik i sit livs puslespil.
I dag er Maria Rubin Nicolajsen 43 år, og hendes historie begynder, da hun fødes som den yngste i en stor børneflok på Vesterbro i København. Da var hendes mor 38 år og havde fået sit første barn 20 år tidligere. De første to måneder tilbragte Maria på spædbarnshjem på Sankt Lukas Stiftelsen nord for København. Måske var det med bortadoption for øje, fordi der allerede var tre helt små søskende under skolealderen i hjemmet. Ingen ved det i dag, og det blev jo i hvert fald ikke til noget. Maria blev hentet hjem til resten af flokken.
Efter nogle år flyttede familien til en lejlighed i Ishøj syd for København og senere til et betonbyggeri i Tåstrup. Marias biologiske far var forsvundet ud af familien på et tidspunkt midt i 1970'erne, og gennem årene blev hendes mor gift og skilt flere gange og kom sammen med skiftende mænd.
En af dem var en stedfar, som var inde i billedet, da Maria var 3 år. Han tyranniserede mor og børn med druk og vold, så familien flere gange måtte flygte på krisecenter. Maria blev på uhyrlig vis hans yndling, og måske for at beskytte sin datter lod moderen hende i en periode placere på et børnehjem. Og det blev begyndelsen til flere anbringelser på institutioner.
– Jeg var familiens lille sorte får. Et forsømt og snavset barn med snotnæse. Først som 16-årig kom jeg til en sød plejefamilie, hvor jeg boede i to år. Dér burde jeg have været flyttet hen langt tidligere. Så havde jeg måske ikke levet et så omflakkende liv siden hen, tilføjer Maria, som har boet 50 forskellige steder.
Læs også: Blev søskende efter transplantation
Ole var en gave
Maria mener, at hendes mor førte mønsteret fra sin egen ulykkelige barndom videre. Ofte forsøgte hun at spørge om moderens fortid. Svaret lød hver gang, at hun ikke kunne klare at tale om den.
– Vi var en dysfunktionel familie, som man vil kalde det i dag. To af mine brødre blev narkomaner. Den ene lever et normalt liv i dag, mens den anden, som jeg var særligt knyttet til, døde.
To halvsøskende på faderens side er det lykkedes Maria at få kontakt med som voksen:
– Jeg vidste tidligt, at jeg havde en bortadopteret bror født i 1964. Min mor ville ikke bryde ind i hans liv, men fortalte mig, at hun ville tage imod ham, hvis han en dag stod i hendes dør. Hun bad mig vente med at søge efter ham, til hun en dag var gået bort.
– Min mor blev 80 år. Hun døde i 2016, og jeg bad om hjælp til at finde min halvbror via myndighederne. Efter nogle måneder fik jeg besked om, at min bror Ole gerne ville tale med mig. Vi har nu kendt hinanden i over et halvt år, og det er en gave at have ham i mit liv.
Marias mor troede, at hendes søn var havnet i en lægefamilie i Roskilde. Det var ikke helt korrekt. Drengen, som blev døbt Ole, kom ind i en familie, hvor faderen var redaktør på et forlag. Ole havde en fire år ældre adopteret storebror, og familien flyttede tidligt til Odense på grund af faderens job. Adoptivmoderen var hjemmegående og arbejdede siden som sygeplejerske og fysioterapeut. Forældrene var syvendedagsadventister, men Ole husker ikke sin barndom som specielt religiøs.
– Jeg voksede op i et dejligt hjem og manglende ikke noget. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg aldrig tog kontakt til min biologiske mor.
– Måske kunne jeg så have fået svar på, hvorfor hun gav mig væk, lyder det fra Ole, som i dag er taxachauffør og bor i Odense.
Måske lever far i dag
Heldigt nok bor hans lillesøster Maria kun 70 km væk i Kolding, hvor hun er bonusmor for sin mands 5-årige tvillinger. Efter hårde år med en voldelig kæreste, ophold på krisecenter og en ødelagt ryg efter arbejde med handicappede, er hun på førtidspension og lever et roligt liv i parcelhus med sin familie: hendes Kristian, som er ”Jordens dejligste mand”, og tvillingerne, der er hendes et og alt. Dem giver hun al den omsorg og kærlighed, hun aldrig fik selv.
Ole Bernhard Olsen, som nu er 53 år, har gennem sin halvsøster Maria fået meget at vide om det barndomshjem, der kunne have været hans.
Ole kom til verden på en fødeklinik i Københavns Sydhavn og blev straks efter sat i pleje hos sine senere adoptivforældre. Hans biologiske far var en skibskok, som formentlig var på besøg i København med den italienske flåde. Vinzenzo Cozzella hed han, og af papirerne fra faderskabssagen fremgår det, at han selv var fra 1936. Altså en ældre herre på 81 år i dag, hvis han da stadig lever. Og Ole og Maria har sat sig for at lede. Om det lykkes at finde den gamle mand er så en helt anden sag, men nu er de da to om at prøve.
– Der er noget med mig og Italien. I 25 år kørte jeg som langturschauffør – sjovt nok mest til Italien og Spanien, hvor jeg føler mig godt tilpas. Jeg tager stadig til Milano hvert år for at se Formel 1-løb. Det er min store passion. Jeg kan også godt se visse ligheder mellem mig og Maria, og det er lidt skægt, at vi begge har været discjockeyer og begge har rejst meget til Middelhavet, siger han.
Oles adoptivforældre lever ikke mere. Han er aldrig selv blevet gift og har ikke fået børn, fordi han tilbragte sine unge år bag et rat med lange perioder på Europas motorveje. Netop derfor betyder mødet med Maria og hendes familie meget for ham, og en dag vil han måske tage kontakt til sine andre halvsøskende.
