Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
At en enkelt bemærkning i en kaffekø for et års tid siden skulle resultere i et helt specielt, varmt venskab, havde hverken Connie eller Inger Marie på nogen måde forestillet sig.
– Både Inger Marie og jeg havde i maj måned uafhængigt af hinanden bestilt en dagsudflugt til Gavnø fra Nykøbing Falster, hvor vi begge bor, fortæller 67-årige Connie Hellesøe, der var vant til at nyde de fleste oplevelser blot i sit eget selskab.
Køen var lang, og da Inger Marie dukkede op ved siden af Connie, tilbød Connie venligt, at Inger Marie lige kunne smutte ind foran hende.
– Hun fylder jo ikke så meget, griner Connie, der med kaffen i hånden foreslog Inger Marie, at de fandt et fælles bord at sidde ved.
Resten af udflugten fortoner sig lidt, fordi de to kvinder brugte al tiden på at snakke.
Læs også om Kirsten, der fik hjælp af sin veninde Annitta, da hun fik brystkræft
– Det kom helt naturligt, fortæller 63-årige Inger Marie Olsen, der stadig er lidt målløs over den umiddelbare kemi, der opstod mellem hende og Connie. – Jeg har jo andre venner, men det var dejligt at opleve, at jeg hurtigt kunne føle så stor en fortrolighed med Connie.
Connie, der hele livet har været travlt optaget af sit job som advokatsekretær og i øvrigt af at passe mand, hus og børn, har aldrig tidligere haft så tæt en veninde.
Inger Marie har derimod altid været vant til at have mange venner.
– Jeg har i modsætning til Connie været enlig hele livet, men haft mange venner.
Men da Inger Marie mødte Connie, skete der noget specielt.
– Vi er bare enormt gode til at indrette os efter hinanden, og vi pjatter og griner rigtig meget, fortæller Connie. – Aktive er vi også, så vi får set en masse, og det er så skønt at have en ligestillet person at dele det hele med! Man bliver aldrig for gammel til at finde en god veninde. Så bare kom i gang.