Dorthe finder rejsevenner på Facebook: Masser af oplevelser og nye veninder

Fredag, 28. juni 2024
Af Patricia Ramlev Wilson
Foto: Gregers Overvad og privat
Da Dorthe Rysz mistede sin mand i 2019, stod hun for første gang i 35 år uden sin livs- og rejsepartner. Da udlængslen blev for stor, meldte hun sig ind i en rejsegruppe for singler på Facebook, og det har overgået alle hendes forventninger.
Dorthe på 61 år.
61-årige Dorthe nyder at lære nye mennesker at kende – og at komme ud og opleve verden igen.

Jeg følte mig alene, og ingenting var, som det plejede at være.

Sådan indleder Dorthe Rysz sin historie, som begynder i 2019, hvor hun var 56 år. Her mistede hun sin mand efter 35 års ægteskab.

– Min mand døde efter et kort og intensivt sygdomsforløb. Det var en stor sorg, siger Dorthe.

Da hun begyndte at komme sig oven på sin sorg og sit tab, begyndte hun at overveje, hvad hun kunne gøre for at få det endnu bedre – og ikke mindst hvem hun kunne begynde at ses med, så hun ikke følte sig alene, når hun ikke lige var sammen med sine kolleger.

Dorthe med en veninde på Oslobåden
Dorthe holdt nytår på Oslobåden sammen med en af sine nye rejsefæller.
Foto: Privat

Valget faldt i første omgang på forskellige sociale grupper. Først meldte Dorthe sig ind i en strikkeklub, siden en gåklub og til sidst en caféklub. Det fungerede fint, men der var stadig noget, Dorthe savnede: at rejse og komme ud i verden og få nye indtryk og oplevelser.

– Min mand og jeg har rejst meget sammen. Til Grækenland, Spanien, Frankrig, Tyrkiet, England, Holland, Sverige og Thailand. Da han døde, stod jeg pludselig der som enke i en relativ ung alder og uden min livs- og rejsepartner ved min side, siger Dorthe, der arbejder som digital udviklingsspecialist.

Handlekraftig som hun er, besluttede hun at gøre noget ved sin udlængsel, og derfor meldte hun sig ind i Facebook-gruppen “Single Rejser – find en rejsepartner”. Men det var ikke uden betænkeligheder og en snert af fordomme.

– Jeg må indrømme, at det var lidt grænseoverskridende for mig at melde mig ind i sådan en gruppe. Hvem var de andre mon? Hvad var deres motivation? Ville jeg passe ind?

Heldigvis blev alle hendes bekymringer gjort til skamme, da hun efter coronanedlukningen endelig i juni 2022 kunne komme på sin første rejse efter sin mands død.

– Der blev slået en grupperejse til Gran Canaria op i Facebook-gruppen. En uge på et lækkert voksenhotel med pool, wellness, træning og all inclusive. Det var for godt et tilbud til, at jeg kunne sige nej, siger Dorthe og fortsætter:

– Jeg trængte virkelig til at komme væk fra hverdagen på det tidspunkt, og jeg var for alvor klar til at tage et skridt ud i livet igen.

Dorthe omgivet af to af sine nyfundne veninder.
Dorthe omgivet af to af sine nyfundne veninder fra en grupperejse til Rhodos sidste forår.
Foto: Privat

Ikke brug for bøger

På afrejsedagen mødte Dorthe op i Kastrup Lufthavn fuld af forventning og på ben, der rystede af spænding og nervøsitet.

– Jeg havde taget strikketøj, bøger og iPad med. Så kunne jeg i det mindste underholde mig selv, hvis der ikke ville være nogle, jeg faldt i snak med, siger Dorthe og fortæller, at hverken iPad, bøger eller strikketøj kom op af kufferten.

– Første aften mødtes vi alle 22 rejsende ved poolen og præsenterede os for hinanden. Det viste sig, at vi var flere, der rejste på denne måde for første gang, og at hele rejsegruppen, der var i alderen 45 til 65 år, matchede hinanden socialt, siger Dorthe.

De efterfølgende dage blev der arrangeret forskellige udflugter og shoppingture, som gruppen havde mulighed for at deltage i.

– Jeg havde mest lyst til at slappe af ved poolen og få genopladet mine batterier. Heldigvis var der andre fra gruppen, der havde det på samme måde, og så lå vi der side om side og delte vores livshistorier med hinanden. Jeg oplevede, at alle i gruppen havde en stor interesse i at lære hinanden at kende.

Hver aften spiste gruppen sammen i hotellets restaurant, fortæller hun, og faktisk hyggede de sig så meget, at andre hotelgæster fandt vej til deres stambord for at være med i fællesskabet.

– Jeg havde en fantastisk ferie, som overgik alle mine forventninger, og jeg kom hjem fyldt med indtryk og godt ”brugt”, siger Dorthe.

Dorthe ude i en skov
– Jeg var for alvor klar til at tage et skridt ud i livet igen, siger Dorthe om sin første grupperejse som single.
Foto: Gregers Overvad

To nye veninder

Vel hjemme i Bagsværd, hvor Dorthe bor, slog det hende, at hun nok ikke ville se sine nye bekendtskaber igen. At sammenholdet ville gå tabt, når alle kom hjem, og der gik hverdag i den.

Men den tanke blev også gjort til skamme.

– Allerede et par måneder efter vi kom hjem, tog jeg og to af kvinderne fra rejsegruppen op i mit sommerhus og havde en hyggelig weekend sammen.

De tre er veninder i dag og taler sammen hver uge.

– Det havde jeg slet ikke regnet med, da jeg tog til Gran Canaria. Jeg føler mig meget heldig, siger Dorthe.

Siden sin første rejse som enke har hun været på grupperejser til Kreta og Rhodos, deltaget i et nytårscruise til Oslo og senest i marts rejst til La Palma. Alt sammen via Facebookgruppen.

– Det bedste ved at rejse er, at jeg kommer væk hjemmefra og ser noget andet. Jeg sætter også pris på den tryghed, det giver at rejse med andre. Der er altid nogen, jeg kan snakke med, hvis jeg har lyst til det, og samtidig er der altid plads til at kunne trække sig, siger Dorthe.

Har du også fået mod på at opleve verden sammen med nye potentielt venner og veninder? Så giver Dorthe gerne et par gode råd med på turen.

– Mit bedste råd er at forventningsafstemme med de personer, du skal rejse med. Jeg plejer at skrive, ringe og endda nogle gange mødes med dem, jeg skal rejse med, inden turen og få talt om, hvad der er go og no go, siger Dorthe, der gerne sætter ord på sine egne grænser og behov.

– Da jeg var ung, rejste jeg sammen med en skoleveninde og senere en studiekammerat. Det var en udfordring at dele værelse. Det tænker jeg ikke, at jeg vil gøre igen. Jeg vil gerne som minimum have en toværelseslejlighed, så vi er to, der kan sove hver for sig. Der er ikke noget værre end ikke at kunne sove, fordi den anden larmer eller snorker, siger Dorthe.

Find rejsefæller

Der findes mange grupper på Facebook, hvor du nemt kan finde rejsefæller og nye venner. Dorthe Rysz bruger gruppen ”Single Rejser – find en rejsepartner”, der har eksisteret i 10 år og som pt. har 34.883 medlemmer. Gruppen er forbundet med rejsebureauet Rejsepartner. Andre Facebook-grupper er ”Senior rejsekammerater”, “Single rejser-find en rejsepartner” og “Søg rejsekammerater”. Du kan også finde grupperejser gennem Ældre Sagen, som arrangerer rejser i ind- og udland.