Min bedste ven, Kasper, havde en alvorlig krise i sit parforhold. Han og Laila var tæt på at gå fra hinanden, og det var forfærdeligt for Kasper. De havde lille Naja på et halvt år, og han var bange for at miste hende, hvis de blev skilt. Jeg er selv ungkarl, men jeg kunne da godt sætte mig ind i, hvor hårdt det var for ham, så da han kom og fortalte, at de havde besluttet at rejse væk i tre måneder for at prøve at genfinde deres kræfter som familie, sagde jeg ja til at passe deres hund, Rumle, i mellemtiden. Jeg bor i eget hus i et villakvarter, og skønt min bungalow ikke er verdens største, var der dog plads til deres livlige 3-årige schæfer.
Familien rejste, Rumle flyttede ind hos mig, og det gik såmænd helt godt. Jeg vænnede mig forholdsvis hurtigt til at tage direkte hjem fra arbejde og overlevede også at være blevet mere bundet, end jeg var vant til. Når det indimellem generede mig, tænkte jeg på, at det jo bare var i tre måneder.
Læs også: Pelle fik afværget nabokrigen
Rumle og jeg havde det helt fint sammen. Han var legesyg og lærevillig, og jeg tror faktisk, at han nød at være hos mig. Jeg havde nok mere tid og overskud til at gøre ting sammen med ham, end Kasper havde haft, siden Naja blev født. Rumle stod altid klar og så på mig med sine forventningsfulde øjne, når jeg kom hjem fra arbejde: Hvad skal vi lege? læste jeg i hans blik, og så kunne jeg lige så godt først som sidst skifte de pæne sko ud med gummistøvlerne, for nu skulle vi på eventyr. Der var ingen vej udenom.
Da Kasper, Laila og Naja kom tilbage fra deres lange rejse, så de glade ud. Det havde gjort dem godt at være væk, og Kasper fortalte mig, at de var klar til hverdagens udfordringer igen. Rumle flyttede hjem, og jeg blev atter alene.
Læs også: Kunne jeg vinde Sallys tillid?
Det var noget tomt, og jeg skulle vænne mig til, at der ikke stod en og bød mig velkommen med tungen hængende langt ud af halsen og små hyggelige bjæf. Det kom jeg nu over, og efter en uges tid passede det mig egentlig fint at have fået min frihed tilbage.
To måneder senere kom Kasper og fortalte, at han og Laila alligevel havde besluttet at gå fra hinanden.
– Det går ikke. Vi vil ikke det samme.
– Så var jeres rejse fuldstændig spildt?
– Nej, overhovedet ikke. Hvis vi ikke havde haft den, ville vi skilles som uvenner. Det er jeg ret sikker på. Men rejsen, og så bagefter de to måneder herhjemme, har fået os til at indse, at vi bare ikke passer sammen. Vi er ikke uvenner eller noget. Vi har også besluttet, at vi skal have Naja halvdelen af tiden hver.
– Nå, men så er alt jo godt.
– Jah, eh, men … han stod lidt og fedtede i det, og jeg anede allerede, hvad der var på vej. – Der er lige det med Rumle.
– Hvad med ham?
– Du er ikke interesseret i at overtage ham?
– Nej, fløj det ud af munden på mig. – Jeg har sådan set aldrig villet have hund. Jeg har bare gjort jer en tjeneste.
Kasper så trist på mig og sukkede dybt.
– Okay. Så må vi se, om vi kan finde en anden familie til ham. Han skal i hvert fald ikke bo i lejlighed hos en af os …
Jeg gjorde mig hård og sagde, at ja, det måtte de jo så se, om de kunne. Jeg havde haft det fint med Rumle i de tre måneder, men jeg havde aldrig tænkt, at jeg mere permanent skulle af med min frihed for en hunds skyld.
Kasper gik, og jeg vendte tilbage til mine sysler.
Læs også: Valdemar passede på Mathilde
I de næste dage rumlede Rumle uophørligt rundt i mine tanker. Jeg var skiftevis vred på Kasper over, at han overhovedet havde sat mig i denne her situation, og skiftevis ked af det på Rumles vegne. Det var synd, at han nu skulle til at skifte familie igen.
Pludselig tog en vis herre ved mig. Efter arbejde kørte jeg over til Kasper og Laila, brasede ind i deres køkken og spurgte, om de havde fundet et hjem til Rumle?
– Ikke endnu, svarede Laila.
– Nå, men så kom med ham. Han skal med mig, sagde jeg og hentede hundesnoren ude i entreen.
Rumle sprang op fra gulvet, og så var han klar.
Og sådan gik det til, at jeg fik hund, selv om det aldrig havde været min mening. Det har jeg nu ikke fortrudt, og i dag kan jeg da heldigvis drille Kasper med, at han har fået hård konkurrence om pladsen som min bedste kammerat
