Susanne er lige kommet hjem fra en travl kongres i fagbevægelsen og har hentet sin lille, 7-årige dværgpuddel Uffe hos sine forældre. Hun har pakket ud og forberedt næste uges opgaver, hvor hun skal afsted igen, men inden venter en weekend med ren afslapning.
Hun tænker ikke synderligt over den store træthed, hun føler, for det har været nogle meget travle dage på kongressen, så hun siger blot godnat til Uffe, som hun plejer, og går i seng.
Da hun slår øjnene op igen, ligger hun i en hospitalsseng.
− Jeg havde godt nok gennem et halvt års tid haft lidt problemer med min vejrtrækning. Jeg blev hurtigt forpustet, men tænkte, at jeg bare var lidt stresset. Det havde aldrig strejfet mig, at der skulle være noget alvorligt i vejen med mig, fortæller Susanne Olsen, 59 år.
Men det var der. For den skæbnesvangre aften for 13 år siden fik Susanne en blodprop i hjertet.
− Mine forældre fortalte mig, at jeg på det tidspunkt havde ringet til dem uden at sige noget, hvilket gjorde dem meget bekymrede, så de skyndte sig at køre ud til mig.
I Susannes lille rækkehus i Herlev fandt forældrene hende liggende i sin seng med Uffe ved sin side.
− De skyndte sig naturligvis at ringe 112, og Falck-folkene kom åbenbart meget hurtigt, fik mig behandlet og sendt afsted til genoplivning på hospitalet.
Læs også: Søren Ryge Petersen: Jeg kan ikke forestille mig et liv uden hund
Uffe holdt Susanne i live
Siden er det gået op for Susanne, at hvis ikke det var for Uffe, så ville hun nok ikke være i live i dag.
− Helt uden for nummer kom Falck-redderne og besøgte mig på hospitalet, og de fortalte, at de jo fandt Uffe liggende med sin snude i min ene hånd, og de var sikre på, at Uffes små stød i min håndflade lige nøjagtig havde holdt mig i overfladen af livet, siger Susanne og fortsætter:
− De lod Uffe ligge med sin snude i min hånd al den tid, de arbejdede med mig, og da de skulle have mig afsted, sagde de til ham, at nu kunne han godt slippe. Og så bakkede Uffe lige så stille! Begge de to store mandfolk var meget rørte over oplevelsen.
Maks fem år tilbage
Uffe boede hos Susannes forældre, mens hun var indlagt.
− Men de havde ham med hver eneste dag, når de besøgte mig. Han vidste lige nøjagtigt, hvilken opgang han skulle hen til.
Uffe kom naturligvis ikke med ind på hospitalet, men måtte pænt vente uden for opgangen.
Efter blodproppen blev Susanne førtidspensionist og måtte imødese en helt anden tilværelse og lægernes prognose, der gav hende maksimalt fem år at leve i.
− Jeg var jo vant til at have fuld fart på, og nu skulle jeg skrue helt ned og passe virkelig godt på mig selv. Det kom til at betyde endnu mere for mig at have en hund, fordi jeg jo nu kun skulle være herhjemme, og Uffe fulgte mig som en skygge, hvor jeg gik og stod.
Læs også: Anja danser med sine hunde
Ny kærlighed
Kort tid efter hændelsen fandt Susanne sammen med sin gamle ungdomskæreste.
− Palle og jeg har begge haft andre forhold og fået børn – jeg har en datter og to dejlige børnebørn, som bor lige i nærheden – men vi har altid bevaret en vis kontakt. Og skæbnen ville, at vi igen skulle blive et par, så nu bor vi sammen her i Herlev, og Palle er heldigvis lige så tosset med puddelhunde, som jeg er.
Da Uffe var blevet godt 12 år, blev han pludselig syg, og Susanne måtte tage afsked med sin elskede ven.
− Det gik meget ud over mit humør, og lægerne anbefalede mig kraftigt, at jeg fik nogle lykkepiller. Men jeg takkede nej. Jeg skulle sørme ikke på lykkepiller! Jeg får jo rigeligt medicin i forvejen efter blodproppen.
Susanne havde en helt anden løsning.
− Jeg skulle da selvfølgelig have en hund igen. Jeg kontaktede den kennel, hvor jeg havde købt Uffe, men hun havde desværre ingen hvalpe. Dog havde hun en drægtig tæve og spurgte, om jeg ville vente på de hvalpe.
Det ville Susanne gerne, men i ventetiden blev hun presset af lægerne.
− ”Kan du ikke snart få den hund?” spurgte de, for de kunne se, hvor dårligt jeg havde det, når jeg med jævne mellemrum røg ind for at blive ”afvandet”. Det er meget normalt efter en blodprop i hjertet med staser (væske, red.) i kroppen, og det skal jo afhjælpes.
Læs også: Anny er gået i hundene
En særlig bekymring
Endelig kom Victor til verden, og Susanne kunne hente sin nye puddel.
− Han er lidt af en servicehund, for på mine dårlige dage hjælper han mig altid. Hvis jeg taber noget og på grund af væske har svært ved at bøje mig ned, samler han det op og rækker mig det, og han trækker også strømperne af mig. Har jeg en virkelig dårlig dag, hvor jeg bare ligger, lægger han sig på min brystkasse, så han kan mærke mit hjerteslag.
Sygdommen har gjort Susanne mere bevidst om, at hun måske igen bliver syg eller ovenikøbet dør.
− Palle arbejder som rådhusbetjent, og tanken om, at Victor så pludselig, hvis jeg blev indlagt eller ligefrem døde, skulle være meget alene, bekymrede mig meget, så da han var 1 år, købte jeg lille Anja fra samme kennel. Nu har de to da hinanden, hvis det skulle gå helt galt…
Livet med en hund
Livet med hunde har overbevist Susanne om, at virkelig mange mennesker kan have glæde af at anskaffe sig en firbenet ven.
− Der er så mange ensomme, og når jeg hører, at folk har det dårligt og er uden kontakt til andre mennesker, ja, så tænker jeg: Få dog en hund! Hvis jeg går tur uden hund, er der jo ingen, der kommer uopfordret hen til mig for at sludre, men hvis jeg har hundene med, møder jeg altid nogen og får en snak om løst og fast. Og de daglige gåture er sunde for både raske og syge mennesker.
