En læser fortæller: Burde jeg sætte min mand fri? 1-2

Afsnit 1:2

Ann og jeg blev veninder, da vi begyndte i børnehaven. Selvfølgelig løb vi ind i uenigheder på vores vej gennem barndommen, men det blev aldrig rigtig alvorligt. Vi blev tværtimod mere og mere tætte.

Venskabet fulgte os gennem teenageårene. Vi deltog helhjertet i hinandens glæder og sorger med det modsatte køn. Hvis Ann var blevet svigtet af en fyr, hadede jeg ham lige så inderligt, som hun gjorde. Det modsatte var også tilfældet.

Efterhånden, som vi blev voksne, blev vi også bevidste om, at selv om vi altid ville forblive nære venner, kom vi også til at møde andre mennesker, som ville få stor betydning for os. Vores venskab ville nok blive trængt lidt i baggrunden, men vi ville altid være der, hvis en af os fik brug for den anden.

Vi fortsatte dog med at mødes rigtig ofte. Især nød vi at dele vores fælles interesse for lange løbeture. Udover to-tre ugentlige udendørs ture tog vi desuden hver lørdag formiddag sammen ned og trænede i det lokale fitnesscenter.

Ann var den første af os, der mødte den mand, hun gerne ville dele resten af livet med. Tim var meget charmerende, og desuden var det tydeligt, at han var lige så forelsket i Ann, som hun var i ham. Jeg undte hende at være glad og lykkelig, også selv om det betød, at vi nu kun løb sammen en gang om ugen.

Af og til spurgte Ann, om jeg ikke ville med Tim og hende på restaurant eller i biografen, men jeg takkede altid nej. Jeg havde ikke lyst til at være tredjehjul til en romantisk kæresteaften.

En dag takkede jeg alligevel ja. Den film, de skulle se, var så positivt omtalt, at jeg selv gerne ville se den, og jeg ville trods alt hellere se den sammen med dem end at tage alene i biografen.

Da vi forlod biografen, mødte vi en af Tims venner. Jesper, hed han, og jeg lod mig lidt modvilligt overtale til, at vi alle fire fandt et sted, hvor vi kunne slutte aftenen af med en drink.

Det viste sig hurtigt, at Jesper og jeg talte rigtig godt sammen. Vi delte mange værdier, og så var han desuden også glad for at løbe lange ture. Det var faktisk et under, at Ann og jeg ikke havde mødt ham, dengang vi løb meget sammen.
− Måske kunne vi løbe en tur sammen en dag, Marie? foreslog Jesper, der måske fornemmede, at jeg var en smule trist over, at Ann havde droslet meget ned på vores fælles løbeture.
− Ja, hvorfor ikke, smilede jeg.
− Fem eller 10 kilometer? spurgte Jesper.
Jeg kunne ikke lade være med at le.
− Hvorfor ikke prøve med 10? spurgte jeg og tilføjede. − Jeg kan jo altid vende om, hvis jeg synes, det bliver for meget.

Jesper lo sammen med mig, og jeg mærkede, at Ann så på os. Der var et stort smil på hendes ansigt, og jeg vidste præcis, hvad hun tænkte, nemlig, at det ville være fedt, hvis Jesper og jeg blev kærester. To kammerater og to veninder, kunne det blive bedre?

Dagen efter ringede Ann til mig. Hun sagde nøjagtig det, jeg aftenen i forvejen havde forestillet mig, at hun sad og tænkte.

− Tag det nu roligt, sagde jeg. − Jesper var nem at snakke med, og vi har aftalt at løbe en tur sammen, men der er altså ingen amoriner i luften. Man kan vel også godt blive venner med en af det modsatte køn?
− Selvfølgelig, svarede hun straks. − Men det kunne nu være hyggeligt, hvis vi fire i fremtiden …
− Stop nu, afbrød jeg.

Alligevel fik Ann sit ønske opfyldt. Der gik ikke mange uger, før Jesper og jeg ikke bare var venner, men også kærester.
På det tidspunkt var Ann og Tim flyttet sammen i Tims lejlighed. Efter et halvt år skete det samme for Jesper og mig. Vi gik endda så langt, at vi købte et hus sammen.

Det var lidt af et håndværkertilbud, men det gjorde ikke noget. Jesper, der var udlært tømrer, kunne klare det meste selv. Modsat ham sad jeg på et kontor dagen lang, og måske derfor nød jeg virkelig at hoppe i et par slidte cowboybukser, når dagen var omme, for efter bedste evne at assistere Jesper.
− Der er gået en god håndværker tabt i dig, sagde han tit.

Jeg lo. Jeg syntes, det var dejligt at bruge min krop på en helt anden måde end i det daglige.

Jesper og jeg meldte os ind i en løbeklub. Jeg spurgte selvfølgelig Ann, om det ikke var noget for hende og Tim, men Ann havde helt tabt interessen for at løbe. De få gange, hun ringede og spurgte, om jeg ville med på en tur, var det vist af ren pligt.

Alligevel havde vi det fint sammen, når vi endelig var alene ude i naturen. Da jeg fortalte hende, at Jesper og jeg trænede op til et maraton, rystede hun leende på hovedet.
− I er ikke rigtig kloge, sagde hun.

Der var en snert af misundelse i hendes stemme, så jeg stjal mig til at se på hende. Hun så faktisk lidt misfornøjet ud.
− Du kan da melde dig ind i vores løbeklub? foreslog jeg stille.
− Det tror jeg ikke, Tim vil bryde sig om, svarede hun. − Det er vist heller ikke noget for mig. Jeg tror, det bliver for struktureret ligefrem at være med i en klub.

Et par gange om måneden var Jesper og jeg sammen med Ann og Tim, og det gik op for mig, at Tim faktisk var ret dominerende.

En aften, hvor vi spiste middag hos os, kunne Ann ikke sige en lyd, uden Tim himlede med øjnene og så på hende, som om hun ikke vidste noget om noget. Til sidst tav Ann helt. Jeg kunne se, at hun kæmpede for ikke at komme til at græde. Det gjorde ondt på mig at se hende sådan.

Jesper havde også bemærket det, men der var jo ikke noget, vi kunne gøre, konstaterede han.

To uger senere kom en opløst og grædende Ann hjem til os. Hun var flyttet fra Tim, og nu vidste hun ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv.
− Kan jeg låne jeres sofa et par dage? spurgte hun.

Det kunne hun selvfølgelig. Hun kunne mere end det. Jesper og jeg havde netop indrettet et gæsteværelse, og der kunne Ann bo, indtil hun fandt sine egne ben og var parat til at komme videre.

I begyndelsen græd hun meget. Hun var stadig glad for Tim, der ikke længere gengældte hendes følelser.

På trods af hendes sorg fik vi mange hyggelige timer sammen. Ann var meget taknemmelig, men jeg slog det hen. Var hun og jeg ikke bedste veninder? Hun ville have gjort det samme for mig, hvis situationen var omvendt.

Ann begyndte at kigge efter en lejlighed, men inden hun fandt en passende, ramte skæbnen mig forfærdeligt hårdt.

Jesper og jeg var ude at løbe, da en vanvidsbilist mistede herredømmet over sin bil. Bilen pløjede op på fortovet, netop som Jesper og jeg kom løbende. Jeg husker intet om selve ulykken. Jeg ved kun, at Jesper fik en hjernerystelse, mens jeg selv brækkede det nederste af ryggen.

Jesper sad ved min seng, da en læge nogle dage senere fortalte, at jeg i fremtiden var dømt til at sidde i kørestol.

Jeg havde anet det, men at få at vide at der slet ikke var noget at gøre var knusende hårdt. Jespers og mit liv handlede i høj grad om at være fysisk aktive, og nu … Ingen genoptræning var mulig, mine ben var blevet forvandlet til et par døde lemmer, og jeg ville aldrig komme til at løbe det maraton, vi sammen havde meldt os til.

Da jeg kom hjem, var jeg fyldt op med selvmedlidenhed. Ann, der stadig boede hos os, takkede nej til tilbuddet om en lejlighed for i stedet at blive og støtte mig.

Jeg var taknemmelig, men samtidig voksede en lille mistro i mig. Ann var begyndt at løbe igen, og selv om hun ikke interesserede sig for de lange distancer, begyndte hun og Jesper fast at løbe sammen flere gange om ugen.

Jeg havde selv opfordret hende til det, men nu kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad de mon talte om, når de var alene.

Jeg vred mine hænder i afmagt. Jeg havde lyst til at bede Ann om at rejse. Jeg havde ikke længere brug for hendes hjælp i hverdagen, og meget kunne klares fra en kørestol.

En lørdag eftermiddag, hvor jeg havde sovet til middag, svingede jeg mig fra sengen over i min kørestol. Jeg kunne høre stemmer fra køkkenet og fandt Jesper og Ann siddende over for hinanden. Begge to lænede sig en anelse mod hinanden ind over det lille spisebord.

Synet af de to i fortrolig samtale gjorde ondt langt inde i mig. De så begge op, da jeg kom ud til dem. Så de skyldbevidste ud? Jeg var ikke helt klar over det, men det slog mig med smertende klarhed, at jeg ikke skulle bede Ann rejse, men … Måske skulle jeg give slip på Jesper?

Fortsættes i næste uge…