Jeg har været gift med min søde Elsebeth i 37 år, og i al den tid har køkkenet været hendes domæne. Derfor blev jeg i dén grad udfordret, da Elsebeth blev syg, og jeg pludselig stod alene med alt arbejde.
Hjemme hos os har vi den tradition, at vi samler børn, svigerbørn og børnebørn til klippeklistredag med indlagt gåtur i skoven, æbleskiver om eftermiddagen og gule ærter til middag den første lørdag i december.
Vi har gjort det, lige siden børnene flyttede hjemmefra, og er blevet ved med det, efter at de har fået egne familier. Derfor er vi ganske mange til den traditionsrige lørdag. 15 i alt. Vi har heldigvis pladsen til det, fordi vi allerede for mange år siden byggede den gamle kostald på vores husmandssted om til en gildesal.
To dage før vores familietræf for 15 år siden, lagde Elsebeth, min søde kone, sig med influenza. Det er ellers sjældent, hun må bukke under for sygdom, men her var der ikke noget at gøre.
Hun havde næsten 40 i feber og var så sølle, som jeg ikke kan mindes at have set hende før i vores 37 år lange ægteskab. Hun var helt til rotterne. Det kunne ikke engang nytte noget at spørge hende, om vi skulle prøve at udskyde vores julelørdag, for hun var så fjern og fortabt, at hun var ligeglad med alt.
Ergo ringede jeg til vores ældste datter, Katrine. Hun ville sådan set gerne være med til at udskyde dagen en uge. Det passede desværre bare ikke de andre. Hverken Villads’ familie eller Signes havde nogen ledige weekender at tage af, så enten skulle vi gennemføre uden Elsebeth eller aflyse.
Efter en større rådslagning blev vi enige om at gennemføre. Pigerne lovede at hjælpe med de gule ærter og æbleskiverne, og det var der sandelig også brug for, for jeg havde ikke begreb skabt om de dele. Køkkenet havde altid været Elsebeths domæne, så jeg var hundrede procent afhængig af, at mine piger og min svigerdatter trådte til.
Det skal siges, at de alle tre er udearbejdende.
Jeg havde ikke tænkt nærmere over, hvilke konsekvenser det ville få for bespisningen, så jeg måtte lige vende skråen, da de lørdag formiddag kom anstigende med hundrede æbleskiver på frost plus noget, der skulle forestille at være gule ærter emballeret i lange, tykke pølsehylstre af plastik og hentet direkte op fra supermarkedets køledisk.
Javel. Sådan kunne det selvfølgelig også gøres. Det kunne jeg endda næsten selv have klaret.
Nå, men jeg fik lagt ansigtet i de rette folder og var under alle omstændigheder glad for, at de havde taget ansvaret på sig. Nu skulle vi have en hyggelig dag. Det var alle indstillet på, selv om mormor/ farmor lå inde i soveværelset og ikke kunne være med.
Det blev skam også en hyggelig dag. Købeærterne og fabriks-æbleskiverne kunne godt klemmes ned i en snæver vending, og som vi sagde til hinanden, så var samværet jo det vigtigste.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com
Jeg var træt, men glad, da vi nåede aften. Nu var det værste pres overstået, og mon ikke Elsebeth snart gik mod bedre tider? En influenza varede jo sjældent mere end fire-fem dage.
Først en uge senere kom Elsebeth ud af sengen. Hun var stadig noget blegnæbbet og mat. Heldigvis var der 12 dage til jul, så hvis jeg passede lidt på hende, kom hun forhåbentlig snart til hægterne og blev sit gode, gamle jeg. Julen skulle vi holde herhjemme sammen med Katrine, Villads og deres familier. Signe skulle derimod holde jul hos svigerfamilien i år, så vi blev kun 11.
Elsebeth plejer at være i god tid med julegaverne. Det havde hun dog ikke været i år, og det var der en særlig grund til. Hun havde nemlig udsat indkøbet af gaver til vores syv børnebørn, fordi der skulle åbne en ny legetøjsforretning i vores handelsby 1. december.
Forretningen havde i månedsvis annonceret med gode åbnings- og juletilbud, så der havde været god fornuft i at vente. Vi kunne på samme tid spare penge og støtte en lokal forretning og på den måde være med til, at den kom godt fra start. Elsebeths plan havde min fulde sympati.
Bortset fra, at sorteper nu havnede hos mig, eftersom Elsebeth slet ikke havde kræfter til at gå på julegaveindkøb. Så fra altid at have været ham, der fulgte med som det tynde øl, når julegaverne blev indkøbt, stod jeg denne gang med hele ansvaret.
Men det kunne vel ikke være så svært? Den ældste af børnebørnene ønskede sig noget helt bestemt Lego-legetøj, så det var i hvert fald nemt nok. De seks andre havde såmænd også nogle ret klare ønsker. Det måtte jeg kunne klare. Sofie på fire ønskede sig for eksempel en dukke, mens Matthias på fem ønskede markredskaber til sine traktorer.
– Det kan du godt finde ud af. Det er ikke raketvidenskab, sagde Elsebeth og trak trøjen tættere om sig, da hun stod på trappetrinnet og puffede mig ud i kulden med ønskesedlerne i hånden.
Turen ind til byen gik fint, og jeg var ved godt mod. Humøret dalede dog betragteligt, da jeg først nåede frem til forretningen og stod foran dukkerne som første stop på min rute gennem butikken.
En dukke var åbenbart ikke bare en dukke. For øjnene af mig var to store reoler fyldt med dukker i alskens størrelser med og uden hår, i forskellige hudfarver, øjenfarver, drengedukker og pigedukker med og uden tøj på, bløde dukker, hårde dukker … Der var hundredvis af dukker, men hvilken en ønskede Sofie sig?
Jeg måtte bruge en af mine livliner. Der var ikke andet for end at ringe til Elsebeth. Min hånd var allerede på vej ned i lommen efter telefonen, da jeg kom til at se hendes blege ansigt for mig, da hun havde sendt mig afsted. Jeg slap telefonen igen. Hun havde brug for hvile, så nu måtte jeg vise mig som en mand og få klaret det, der skulle klares.
Næsten tre timer senere og mange penge fattigere forlod jeg den nye legetøjsforretning i to etager med hænderne fulde af poser og pakker. Der var købt julegaver til den store guldmedalje, og jeg var ikke så lidt stolt, da jeg proppede dem ind i bilens bagagerum og satte snuden hjemefter.
– Huskede du også lige at købe ind til aftensmad på vejen? spurgte Elsebeth, da jeg havde båret alle pakkenellikerne ind. Øh. Næh. Hovsa. Det havde jeg ganske glemt. Så jeg måtte, en smule slukøret, afsted igen.
Elsebeth holdt sig på benene en god uges tid, og så gik hun ned med et brag igen. Et besøg hos lægen afslørede, hvad hun allerede selv havde haft på fornemmelsen. Lungebetændelse. Tre dage før jul!
Penicillin eller ej, hun ville under ingen omstændigheder kunne nå at komme så meget på højkant, at hun kunne stå for at lave en julemiddag til 11 mennesker. Selv hvis jeg lavede alt andet, ville det være umuligt. Og urimeligt, måtte jeg jo nok også indrømme.
Jeg ringede igen til Katrine.
– Vi hjælpes ad, sagde hun. – Hvis du bare køber alt ind, så det hele er klar, så skal jeg nok hjælpe til.
Det var godt, hun ikke kunne se mig gennem telefonen, for min grimasse var vist ikke fuldstændig tilfreds. Købe alt ind? Jo, jo, men hvad var ”alt?” Gåsen lå i fryseren, så meget vidste jeg. Den skulle vel i øvrigt snart tages op? Men hvad skulle der ellers til? Elsebeth plejede at fylde den med en fars af en slags, men af hvilken slags kød? Og hvad skulle der ellers i?
Kartofler kunne jeg også tænke mig frem til, men hvad var egentlig forskellen på almindelige kartofler og brunede? Var det to forskellige mærker i kartofler, man brugte? Rødkål, tænkte jeg videre. Elsebeths var altid hjemmelavet, men her måtte vi kunne klare os med kål på glas i år.
Jeg listede hen til soveværelset og lindede på døren. Elsebeth sov tungt. Jeg kunne ikke være bekendt at vække hende for at få hende til at lave en indkøbsliste. Hun ville sikkert heller ikke kunne, for nok var feberen dalet en smule, men hun var stadig hundesyg.
Jeg lavede mig en kop kaffe og slog mig ned ved køkkenbordet med papir og blyant. Så gav jeg mig til at gennemtænke en julemiddag fra start til slut. Jeg kom ustandselig til kort. Risalamande. Ja, der skulle vel ris i, og kirsebærsovs selvfølgelig. Men hvordan lavede man det?
Jeg kom i tanke om Frk. Jensens Kogebog, som stod inde i bogreolen. Jeg havde aldrig set Elsebeth bruge den, men nu kom den måske til sin ret.
Det tog det meste af en eftermiddag at stykke en indkøbsseddel sammen, men så skulle jeg da også mene, at jeg havde husket det hele. Selv mandelgaven. Og købesmåkager. De vaniljekranse og jødekager, Elsebeth havde nået at bage, før hun fik sin influenza, havde jeg for længst gået og gnasket i mig, så kagedåserne var rungende tomme. Øl, vin, vand, tjek. Snold til juletræet, tjek. En lille en til kaffen, tjek. Jo. Jeg havde styr på det, skulle jeg mene.
Den 22. om morgenen bevæbnede jeg mig med indkøbsposer og masser af penge i pungen, hvorefter jeg tappert kastede mig ud i min store juleekspedition. Det var blevet et spørgsmål om ære.
Ingen skulle sige om mig, at jeg lod min familie i stikken op til jul. Jeg skulle vise Elsebeth, at hun trygt kunne overlade såvel julemiddagen som resten af værtsrollen til mig, mens hun selv koncentrerede sig om at blive rask.
Hu-hej, hvor det gik. Velforberedt, som jeg var, susede jeg gennem Bilka og fik det hele klaret på en enkelt formiddag. Jeg var ikke så lidt stolt af mig selv, da jeg stoppede de sidste poser i bilen og kørte indkøbsvognen tilbage på sin plads. Jeg havde fuldstændig styr på det. Alt var under kontrol.
– Hvad med juletræet? spurgte Elsebeth den 23., da hun hen på eftermiddagen vågnede og omsider var så klar i hovedet, at hun kunne tænke et par juletanker. Juletræet?
– Øhh, hvad mener du? spurgte jeg dumt for at vinde tid.
– Ja, hvad med juletræet? Har du fået pyntet det?
Pyntet det? Jeg havde ikke engang købt det!
Det tog ingen tid at tænde lysene på træet dagen efter, for det var endt med en lille pistling af et juletræ på halvanden meter. Det travede vi så rundt om efter at have spist en overstegt gås med en sovs, der ikke smagte af noget, og en mærkeligt klistret risalamande med alt for store mandelstykker i.
Det viste sig nemlig, at Katrine ikke var meget mere bevendt end mig, da det først kom til stykket. Men jeg havde da gjort mit bedste, og den jul vil gå over i historien som lige præcis den jul, vi aldrig glemmer. Det er jo ikke så ringe endda.