En læser fortæller: Gaven fra min far

Eftersom jeg fyldte 40 år i juli måned, havde min mand og jeg planlagt at bygge en træterrasse i påsken det år. Desværre faldt påsken tidligt, og det var både koldt og blæsende.

Alligevel holdt vi fast i planen. Vi havde nemlig aldrig rigtig fejret min fødselsdag, da den lå to dage efter vores søns, men nu, hvor det var rundt, havde vi besluttet at holde en rigtig havefest.

Derfor skulle vi bygge en stor terrasse ud over et bed, der altid havde været vildt og ubrugeligt. Vi havde drømt om terrassen i mange år, men vi havde nok manglet motivation for at komme i gang med projektet.

Der var ingen af os, der var udprægede handymen, men i dag kommer man utrolig langt med YouTube og diverse boligprogrammer.

Det gode var også, at vi faktisk altid formåede at hygge os med fælles projekter. Selvfølgelig var det koldt og hårdt, men det var også hyggeligt at gå og sludre, mens vi slæbte brædder, sømmede og savede.

Vores søn var i sommerhus med mine forældre og hyggede sig helt sikkert. Desværre blev min far dårlig, og de måtte tage tidligere hjem end forventet. Vi blev dog færdige med terrassen og var høje på glæde og stolthed.

Akut syg

Ulykkeligvis blev glæden kort. Min far var ikke bare dårlig. Han blev akut syg og gik bort tre dage senere. Da min mor ringede og fortalte det, stod jeg på den nye terrasse.

Jeg faldt nærmest sammen i chok, satte mig på kanten og græd. Min far havde været rask og frisk.

Både min mand og søn var formidable til at støtte mig i den livsomvæltende sorg. Da min mand spurgte, hvad han kunne gøre, svarede jeg straks, at han gerne måtte tage sig af at aflyse fejringen af min runde fødselsdag.

Godt nok lå den flere måneder ude i fremtiden, men jeg kunne ikke overskue noget og slet ikke noget så ligegyldigt som en fødselsdag.

De næste måneder gik med at navigere i chokket og sorgen, støtte min mor og hanke op i mig selv. Jeg var trods alt en voksen kvinde, men dog en voksen kvinde, der savnede sin far.

Dage blev til måneder, og pludselig havde jeg fødselsdag. Jeg havde bevidst bedt om, at den blev så afslappet som muligt og havde bare inviteret min mor over om aftenen.

Tillykke med terrassen

Vi spiste og hyggede os. Pludselig rejste min mor sig og sagde, at hun havde en vigtig gave med. Hun rakte mig en stor æske. Gaven var fra min far, som åbenbart ville have givet mig den som et ”tillykke med terrassen”. Han nåede det bare aldrig.

Nede i æsken var en fin, gammel, rød petroleumslampe og et håndskrevet kort fra min far. Det startede med ”Kære skattepige,” som han altid kaldte mig.

I brevet fortalte han om, hvordan lampen kom fra hans barndomshjem i Nordjylland. Et kærligt hjem, hvor kårene var trange og nydelserne små.

Han beskrev, hvordan han mindedes at have siddet udenfor med sine forældre og søskende og nyde de milde sommernætter med tæppe om benene.

Han beskrev, hvordan dyrene nærmest komponerede en natlig symfoni i lampens smukke skær, og hvordan noget så simpelt som at sidde ude en varm aften og lytte til naturen, mens lampen lyste, var et af de dejligste barndomsminder, han havde.

Jeg græd, mens jeg læste hans brev og iagttog hans smukke håndskrift og poetiske ord. Han sluttede brevet med at ønske os tillykke med terrassen, og han håbede og ønskede at vi ville få mange gode timer på den, med lampen tændt selvfølgelig.

Min mor sagde, at hun vidste, min far ville synes, jeg skulle fejre min fødselsdag. Inderst inde vidste jeg, at hun havde ret.

En festlig dag

Før jeg fik set mig om, havde min mand stablet en fødselsdagsfest på benene. Jeg var heldig med vejret, og vores terrasse stod smukt pyntet med lyskæder og balloner. Dagen var festlig og fyldt med grin og sjove indslag.

Om aftenen, da mørket faldt på, var vi en god håndfuld tilbage. Vi sad rundt om bordet og sludrede. Min kære mand gik indenfor og kom så ud med den røde lampe, som han tændte. Jeg mærkede nogle tårer presse sig på, mens min mand kyssede min kind. Han udråbte en lille skål for mig, og mens vi hævede vores glas, hørte vi pludselig en natugles tuden.

Overtroisk eller ej, jeg følte helt bestemt, det var min fars værk, og jeg ved, at hvis han kiggede ned, ville han være stolt og glad for, at vi sad på vores fine terrasse og nød livet i skæret af hans lampe.

For det er jo det med livet. Det går så stærkt og er så skrøbeligt at vi skal huske at nyde og fejre det, mens vi har det. Det ville han være den første til at sige, og det følte jeg næsten, han hviskede til mig den aften, for det var præcis det, vi gjorde.