En læser fortæller: Jeg overvågede min søn

Af mange gode grunde blev jeg desværre skilt for et par år siden. Da var min søn, Mathias, lige fyldt 13 år.

Mathias blev virkelig vred på sin far, Thomas, for selv om han bare flyttede til en nærliggende by, manglede den daglige kontakt i hverdagen. Mathias skulle jo passe sin skole her i byen.

Det var en svær periode, både for Mathias, der måtte undvære sin far, og for mig, der skulle forlige mig med at være fraskilt.

Da Mathias blev 14, fik han en ny, dyr telefon af sin far. Tanken var, at det skulle være nemmere for dem at holde kontakt. Det var nemlig tydeligt, at Mathias havde savnet den daglige kontakt og ligefrem troet, at hans far ikke rigtigt gad ham. Nu kom de langsomt hinanden nærmere igen.

Men i takt med at relationen til hans far blev bedre, virkede Mathias mere og mere irriteret på mig. Han kom kun nødtvunget ud fra sit værelse for at spise, og hvis jeg bare åbnede døren lidt for hurtigt ind til ham, fik jeg et dræberblik. Når han endelig var i stuen, sad han med næsen i telefonen og læste beskeder. Det irriterede mig en hel del.

Når jeg påtalte det, svarede han tvært, at det ikke var noget problem hjemme hos hans far.

– Der skal jeg ikke hele tiden forklare alting, og han er ikke efter mig. Det er meget nemmere, sagde han.

– Men der kan du ikke være i hverdagen, transporten er alt for besværlig, skyndte jeg mig at sige.

Mathias vrissede bare og blev i det hele taget mere og mere afvisende og indelukket. Når jeg prøvede at spørge ind til, om der var noget galt, fik jeg ikke noget svar.

Jeg ville virkelig gerne vide, hvad der foregik. Jeg skævede til telefonen, hver gang den lyste op, men han holdt den altid tæt til kroppen.

Min veninde, Helle, havde allerede været gennem teenagetiden med sine børn. Hun sagde, at teenagere jo har brug for at distancere sig fra deres mor. Og hun sagde endda, at det måske ville være godt, hvis han boede hos sin far i en periode, om jeg havde tænkt på det?

Det afviste jeg straks og fortalte om transportproblemet.

– Men du må jo huske, at han er på vej til at blive voksen, sagde hun bare.

Alligevel gik hans hemmelighedskræmmeri med telefonen mig på. Jeg havde en ubændig lyst til at se, hvad der egentlig foregik på den telefon. Måske kunne det forklare, hvorfor han var så afvisende og sur?

Men jeg var fyldt med modstridende følelser, for var det egentlig i orden at kigge i hans telefon? Han skulle jo overhovedet ikke bryde sig om at kigge i min, vel? På den anden side havde jeg jo pligt til at passe på ham.

Når jeg googlede rundt for at finde ud af, hvad andre gjorde, blev jeg ikke klogere. Der blev diskuteret det samme dilemma, som jeg selv sad i, nemlig hvordan man beskytter sine børn og samtidig respekterer deres grænser.

Men hvorfor var han så sur og indelukket? Var han ude i noget skidt? Blev han mobbet? Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg blev tiltagende bekymret.

Så en morgen lå der en pakke på vores trappesten med Mathias’ navn på. Jeg bar den ind og bankede på hans dør, men han snuppede bare pakken fra mig og sendte mig et blik, der tydeligt viste, at han syntes, at jeg havde stukket næsen i noget, der ikke kom mig ved.

Jeg bed min irritation i mig, men hans hurtige bevægelser og måden, pakken hurtigt blev gemt af vejen på, fik uroen til at melde sig hos mig.

– Ah, det er da bare noget teenagedrengenoget, han har bestilt, grinede Helle, da jeg fortalte det. – Den tid er forbi, hvor du får alt at vide, ved du nok.

Men da jeg fortalte, at jeg havde overvejet at kigge i hans telefon, blev hun tavs. Så fortalte hun mig om dengang, hun havde kigget i en kærestes telefon. Han var blevet så rasende, at han straks havde afbrudt deres forhold.

– Men faktisk var det slet ikke for at snage, det var bare … ja, telefonen lå der … Men han havde jo ret. Det handler om personlige grænser, ikke? Mathias bliver snart 15, han er ung, snart voksen. Og hvis vi ikke respekterer de unges grænser, hvordan skal de så lære at respektere andres?

Selvfølgelig havde hun ret. Men …

Kassen så jeg ikke mere til. Da jeg spurgte ind til den, kvitterede Mathias med et surt blik og himmelvendte øjne.

– Altså, mor! Hvad med om du blandede dig udenom og lod mig være? fnyste han, før han smækkede døren lidt for hårdt.

Det gjorde mig ikke mindre bekymret.

Et par dage senere glemte Mathias telefonen på bordet. Jeg glemte alt om respekt og grænser og snappede hurtigt telefonen op. Nu ville jeg vide, om der var noget, han skjulte. Heldigvis havde han ikke skiftet sin kode. Der var flere beskeder, jeg ikke anede, hvem var fra, men før jeg nåede at læse dem, flåede Mathias telefonen ud af min hånd. Jeg havde slet ikke hørt ham komme.

Han kogte af raseri, strøg ind på sit værelse, hvor skuffer og skabe larmende blev åbnet og knaldet i, og kort efter marcherede han ud ad døren med sin sportstaske i hånden, mens han spyttede ud, at NU flyttede han hjem til far.

– Jeg gider ikke al din overvågning! råbte han.

Så smækkede døren, og jeg stod tilbage med en frysende fornemmelse. Havde jeg lige mistet min søn, fordi jeg ikke kunne styre min nysgerrighed?

Jeg ringede til Thomas og fortalte, hvad der var sket, og at han kunne forvente, at Mathias stod på hans dørtrin om ikke ret længe.

Det klædte Thomas, at han ikke anklagede mig for at have vadet langt ind over drengens grænser. Det var heller ikke nødvendigt. Jeg vidste det godt. Og jeg følte mig som jordens mest uduelige mor. Vi aftalte, at Mathias kunne få nogle dage til at falde ned igen, så ville vi tale sammen. Alle sammen.

Mathias hørte jeg selvfølgelig ikke fra, men jeg fik et par enkelte beskeder fra Thomas. Det var virkelig svært ikke at overvælde Mathias med beskeder, men jeg styrede mig og brugte tiden på at savne ham og sparke mig selv for at have luret på hans telefon.

En aften gik jeg ind på hans værelse. Der lå tøj her og der og flød, og der lugtede af, nå ja, teenager. Jeg ville lufte lidt ud, og på vejen hen til vinduet snublede jeg over noget, der stak ud under sengen. Da jeg flyttede den T-shirt, der havde skjult forhindringen, så jeg, at det var den kasse, der var blevet leveret ved døren. Kassen var åben, og det var umuligt ikke at se, hvad der var i den.

Indholdet gjorde mig flov. Ikke fordi der både var kondomer og en bog om at overleve teenageårene og forældrene. Næ, fordi jeg troede, jeg havde helt styr på, hvordan han havde det, og hvad han lavede. Alligevel måtte jeg have overset noget. Det var jo, som min veninde havde sagt: Lutter teenagesager, der virkelig ikke kom mig ved. Det stod også lysende klart, at det ikke var ham, der havde problemer. I Mathias’ øjne var problemet mig, der ikke ville lade ham være.

Det var længe siden, jeg havde været så trist. Og flov. Jeg havde været så optaget af mig selv, at jeg helt havde misset, at Mathias ikke længere var et barn.

Jeg indså, at der ikke var nogen vej udenom og tastede Thomas’ nummer. Det var virkelig svært, for hvem bryder sig om at give sin irriterende eksmand ret?

Vi aftalte at mødes alle tre fredag aften hjemme hos Thomas. Så ville vi gøre noget fredagshygge ud af det hele, så det ikke blev alt for alvorligt. Og måske savnede Mathias også, at vi af og til var sammen som en familie? Men det sværeste for mig var nok, at vi blev nødt til at tale om noget. Nemlig at det nok var tid til, at Mathias selv kunne beslutte, hvornår han skulle være hvor. For måske havde Helle ret i, at han havde brug for at bo hos sin far en periode. Det var svært for mig at sluge den kamel.

Fredag aften gik over al forventning. Jeg tror, Thomas havde forberedt Mathias godt på snakken, og da han fik fortalt, hvordan han havde haft det, slappede han af, og der var den gamle Mathias igen.

Han havde simpelthen følt, at jeg var over ham som en høg og slet ikke troede, han kunne tænke selv. Han syntes, det var umuligt at tale med mig om, at han gerne ville bo mere hos sin far, for jeg blev bare sur, sagde han. Når jeg granskede mit hjerte, kunne det godt være, han havde ret. Jeg ville jo gerne beholde ham hjemme.

Selv prøvede jeg at undskylde og forklare, hvorfor jeg var faldet for fristelsen til at kigge i hans telefon. Jeg havde jo været så bekymret for ham og ville ham kun det bedste.

Og de ord fik samtalen hen på det følsomme emne: At selvfølgelig kunne Mathias bo mere hos sin far fremover, hvis det var det, han ville.

Vi aftalte også, at hvis jeg en anden gang blev lige så bekymret, så skulle jeg sige det direkte. Og jeg lovede, at jeg aldrig ville snage i hans telefon igen. Og så kiggede han på mig med et modent blik.

– Hvis jeg virkelig får problemer, så ved jeg jo godt, jeg kan komme til dig. Og til far, sagde han. – Det er du vel klar over?

Det havde jeg faktisk ikke været, men det var jeg nu. Det havde været for svært for mig at indse, at den unge Mathias krævede en anden form for respekt. Samt at han måske havde mere brug for sin far nu, end da han var yngre.

Og jeg er i hvert fald sikker på, at jeg aldrig igen falder for fristelsen til at kontrollere noget som helst på hans telefon. Dén lektie har jeg da lært.