En læser fortæller: Jeg var en utålelig oldemor

Jeg blev mor i en tidlig alder, og det samme gjorde min datter, Majbrit. Det var en fornøjelse at blive mormor i en alder af 48 år, hvor jeg stadig havde masser af energi.

Jeg hjalp meget til med børnene, da de var små. Min datter havde bosat sig tæt på mig, og så ofte det kunne lade sig gøre hentede jeg hendes børn fra børnehave eller skole og tilbragte eftermiddagen med dem.

Jeg knyttede et stærkt bånd til mine børnebørn, og da den ældste pige blev gravid, var jeg glad og spændt. Nu skulle jeg være oldemor. Det føltes som en evighed siden, at jeg havde holdt en lille baby i mine arme, og denne gang kunne jeg rigtig nyde det.

For jeg var for længst gået på pension og havde masser af tid til at forkæle mit oldebarn. – Hun er helt perfekt, fortalte jeg mine gode veninder, som boede i byen. Vi var alle gået på pension, og nu mødtes vi en gang om ugen for selskabets og hyggens skyld. Denne gang var det mig, der bød på kaffe og kage, og jeg havde fotoalbummet af lille Alberte klar på sofabordet.

Ustoppelig oldemor

– Prøv at se her, sagde jeg og pegede på et foto af Alberte, hvor hun kun var et par timer gammel.

– Ser hun ikke vågen ud? De kiggede alle på billedet og var enige om, at hun var en lille, smuk og årvågen baby. Jeg fortsatte med at vise flere billeder, og jeg må ærligt indrømme, at jeg var ved at revne af stolthed over mit oldebarn. Jeg kunne næsten ikke vente, til det blev min tur igen til at byde på kaffe.

Jo mere tid, jeg tilbragte med Alberte, jo mere stolt og fascineret blev jeg af hende.

– Hun er altså noget helt specielt, sagde jeg til mit barnebarn Christina, der var Albertes mor. Stoltheden lyste ud af hendes øjne, og hun gav mig selvfølgelig ret.

– Hun er virkelig fremmelig, fortalte jeg en uge senere over kaffebordet med mine veninder. Jeg fandt fotoalbummet frem med de nyeste pletskud af Alberte.

– Nu har hun lært at sidde op. Og hun er kun lige blevet seks måneder. Det er tidligt.

Vera, min nabo, rynkede panden.

– Sig mig, er det ikke det tidspunkt, de fleste babyer lærer at sidde op? Jeg rystede på hovedet.

– Nej, det mener jeg bestemt ikke. Alberte er meget fremmelig i forhold til sin alder. Jeg fortalte vidt og bredt om, hvordan Alberte uden problemer var begyndt at spise fast føde, og at hun sov som en engel om natten. Vera, Ellen og Marie lyttede og nikkede, men sagde ikke meget. Jeg var så optaget af at fortælle, at det først bagefter gik op for mig, at de knap havde kommenteret på mine ord.

– Jeg tror, mine veninder er lidt misundelige, sagde jeg til Majbrit.

– Deres børnebørn er ikke helt så gamle, så de har ikke udsigt til at blive oldemødre inden for det næste stykke tid. Til min overraskelse grinede min datter af mig.

– Altså, mor, hvis du snakker lige så meget om Alberte med dine veninder, som du gør med mig, så forstår jeg faktisk godt, at de bliver trætte.

– Der er da ikke noget galt i at tale om et oldebarn, man er stolt af, sagde jeg spidst.

– Nej, selvfølgelig ikke, men måske skulle du holde dig lidt tilbage med at prale så meget. Du har vist glemt, hvordan babyer udvikler sig. Det sker i forskelligt tempo, og ja, Alberte er godt med, men det er de andre babyer fra Christinas mødregruppe så sandelig også.

Jeg skulle lige til at komme med en skarp kommentar, men så tog jeg mig i det.

– Måske har jeg pralet lidt for meget, indrømmede jeg.

– Ja, mor. Selv om du er stolt af Alberte, så skal hele verden jo ikke dreje sig om hende, når du har besøg. Lad nu dine veninder spørge, hvis de har lyst til det. Så kommer det ikke fra dig.

Majbrits gode råd gjorde mig både paf og flov. Jeg havde gang på gang sørget for at få samtaleemnet drejet ind på Alberte. Der var ikke noget at sige til, at mine veninder så trætte ud. Fra det øjeblik holdt jeg mig tilbage under vores kaffemøder. Jeg ventede, til der blev spurgt ind til Alberte. Først da tillod jeg mig at tale om hende, men de pralende bemærkninger undlod jeg.

For alle babyer udvikler sig i forskelligt tempo, og det burde jeg som oldemor huske. Jeg kan sagtens være stolt af mit eneste oldebarn, men jeg behøver ikke at udbrede mig om hende konstant. Det ville jeg omvendt heller ikke bryde mig om, hvis en af mine veninder gjorde.