En læser fortæller: Min mand opførte sig illoyalt overfor mig

Det var en forsigtig bemærkning fra en af mine veninder, der gjorde mig opmærksom på, at min mand, Casper, ikke opførte sig særligt loyalt over for mig. Det var ikke noget, jeg selv havde tænkt over. Selvfølgelig havde Casper og jeg af og til vores uenigheder, men alle par var jo uenige om et eller andet.

Men nu stod Marie altså dér og så afventende på mig i køkkenet, mens hendes kæreste og Casper sad over resterne af parmiddagen inde i vores stue. Det var en syrlig kommentar fra Casper under middagen, der havde fået Marie til at tage bladet fra munden. Hun havde længe haft lyst til at sige noget, sagde hun. Jeg syntes dog, hun overdrev, og endte med at tage min mand i forsvar. Og som den kærlige veninde, hun er, smilede Marie forsonligt og sagde:

– Okay, vi lader det ligge. Jeg ville også bare nævne det.

Bagefter gik jeg og vendte og drejede min venindes ord. Pludselig kunne jeg komme i tanke om flere episoder, hvor Casper enten ikke havde bakket mig op eller endnu værre smidt mig direkte under bussen. Vores yngste var ved at blive indkørt i børnehaven, og vi havde et par gange fået at vide, at han havde svært ved at vænne sig til de andre børn og klæbede sig til de voksne. Caspers svar til pædagogerne havde været, at det måtte være, fordi jeg var en rigtig hønemor, der pylrede om børnene.

Jeg havde grinet lidt af det i situationen for at glatte ud over for pædagogerne, men det havde egentlig ikke været sjovt. Bagefter følte jeg mig som en dårlig mor. Jeg elsker mine børn over alt i verden, men nu havde jeg dårlig samvittighed over at elske dem for meget.

Noget lignende udspillede sig i forhold til vores ældste på ni. Til den seneste forældresamtale fik vi at vide, at hans læsning og stavning ikke var helt på niveau med de andres, og at han generelt ikke var særligt interesseret i skolen. Casper, der selv havde vidst, at han ville være læge, siden han var fem, blev meget bekymret over den melding. Han så irriteret på mig og sagde, at det også var, fordi jeg altid lod drengen springe over, hvor gærdet var lavest, når jeg hjalp ham med lektierne.

Allerede i situationen syntes jeg, at det var en uretfærdig anklage. Hvis Casper mente, jeg var så dårlig en lektiehjælper, kunne han jo selv hjælpe vores søn, men det var han sjovt nok altid for træt til. Jeg var også træt, når jeg kom hjem fra arbejde. Vreden boblede i min mave, men jeg kunne mærke klasselærerens øjne på mit ansigt og var for pinligt berørt til at modargumentere. Så heller ikke dér havde jeg sagt noget.

Jeg brød mig ikke om tanken om, at min partner gennem 10 år ikke så os som et team, og at han tilsyneladende gik mere op i ikke at tabe ansigt. Når man er sammen med nogen, skal det jo helst være os to imod hele verden, ikke? Det var ikke, fordi jeg ikke ville stå ved mine fejl og mangler, men dels syntes jeg, at flere af Caspers anklager var uberettigede, og dels drømte min indre romantiker om, at han i kærlighedens navn tog sin del af ansvaret på sig, selv hvis det var mig, der havde begået en fejl. Sådan så min mand åbenbart ikke på det.

Det havde været anderledes, dengang vi var helt unge og nyforelskede. Jeg husker det, som om jeg blev båret på hænder og fødder af Casper, der virkede utroligt stolt over at være blevet kærester med mig. Han var jo på mange måder stadig en dejlig mand her 10 år efter. Han huskede altid vores bryllupsdag, han tog sin del af husarbejdet, og vi havde mange fælles interesser. Jeg var vel det, man kalder lykkeligt gift. Nu var der så bare kommet en lille, gnavende orm i æblet.

Jo mere jeg grublede over det med den manglende loyalitet, desto flere eksempler så jeg på det. Det var tilsyneladende blevet en slags mønster i vores parforhold. Spørgsmålet var, hvad jeg skulle gøre ved det?

Tvivlen gjorde mig passiv, men en aften, hvor Casper og jeg var til en stor 40-års fødselsdag hos et nyt vennepar, fik jeg nok. Det var en sjov aften, og da vi nåede til natmaden, kom jeg til at vælte et fad fyldt med røde pølser på gulvet. Casper stod ved siden af mig, men i stedet for at hjælpe mig med at rydde op, udbrød han:

– Arj, Louise, du er da heller ikke til at have med nogen steder.

Kommentaren var beregnet til at få dem omkring os til at grine, og det gjorde de også. Bagefter gik han ned på sin plads og satte sig med sin tallerken. Jeg var flov og følte mig ladt i stikken, mens jeg kravlede rundt og forsøgte at rydde op. Værtsparret var til gengæld søde til at sige, at de havde flere pølser i fryseren, så det skulle jeg ikke tænke på.

Da jeg kom ned til bordet igen, var Casper i fuld gang med at underholde de andre gæster. Jeg nåede lige at høre ham sige, at det var typisk mig altid at være så klodset. Jeg blev simpelthen så rasende indeni. Det var løgn, det han sagde. Hverken Casper eller jeg var specielt klodsede. Alligevel sad han der og opdigtede en sjov historie for at distancere sig fra mig og samtidig underholde nogle mennesker, vi nok alligevel aldrig ville se igen. Jeg syntes, hans prioriteter var helt i skoven.

Jeg sagde ikke noget i situationen, men nøjedes med arrigt at skære min røde pølse i bittesmå stykker. Appetit havde jeg ikke mere af.

Da vi kom hjem og havde betalt babysitteren, sagde jeg ligeud, at jeg var blevet både vred og ked af det over den måde, han havde opført sig på. Jeg tilføjede, at jeg længe havde lagt mærke til, at han ikke var solidarisk med mig, når tingene brændte på. Casper kunne overhovedet ikke se, hvad jeg mente. Det endte i et skænderi, der ikke førte til noget.

Næste morgen forsøgte jeg igen at tale med min mand om det. Casper endte med at undskylde for pølseepisoden, men det virkede ikke så dybfølt. Jeg kunne mærke på ham, at han syntes, jeg overdramatiserede.

Over de næste uger blev stridsøksen dog automatisk begravet i hverdagens trummerum, og vi fik ikke talt mere om problemet.

En dag i april skulle vi så til Caspers nevøs konfirmation på Sjælland. Vi pakkede ungerne i bilen og kørte turen på tre timer til de fine selskabslokaler, vores familie havde booket, kun for at opdage, at Casper havde efterladt sportstasken med konfirmandens gave og desuden alt vores festtøj hjemme i indkørslen.

Det var et af de der øjeblikke, hvor man ikke aner, om man skal grine eller græde. Jeg havde endda spenderet et par tusinde på festtøj til drengene og mig selv. Casper stod i sine yndlingsjoggingbukser, der var behagelige at køre i, men som havde et hul på knæet.

Jeg valgte ikke at sige noget, for der var jo ikke noget at gøre ved det. Vores søde familie insisterede på at køre hjem efter noget festligt tøj til os. Det var velment, men det var medvirkende til, at vi alle fire måtte tilbringe en hel konfirmation i dårligt siddende lånetøj og kondisko og tilmed blive fotograferet af den professionelle fotograf, der var hyret til at forevige dagen. Casper skulle endda op og holde tale. Det bordeauxfarvede jakkesæt, hans søster havde fundet til ham, hverken passede eller klædte ham. Jeg sad og så op på ham under talen og kunne tydeligt se, at han ikke var tilpas ved situationen.

Jeg vil være ærlig og sige, at en lille stemme i mig hviskede, at det havde Casper godt af. Ham og hans høje hest og hans frygt for at tabe ansigt …

Men jeg var ikke flov over ham. Det var et hændeligt uheld, og det kunne sikkert lige så godt være sket for mig. Så når de andre gæster kommenterede vores aparte påklædning, fortalte jeg historien om uheldet og tilføjede med et smil over til Casper: – Det er bare så typisk os!

Men i bilen hjem klappede fælden. Jeg tænkte nemlig, at det her var en gylden mulighed for at få min mand til omsider at se tingene fra min side. Så mens drengene sov på bagsædet, åbnede jeg samtalen ved at sige:

– Her i dag tog jeg en beslutning om at være loyal og dele den her smutter med dig. Fordi vi er et par, et team, og jeg elsker dig.

Herefter forklarede jeg, at jeg let kunne have valgt at lave en scene ud af det med tasken for ikke at virke pinlig i de andre gæsters øjne. Og hvis han var flov over at sidde dér i lånetøj, så ville det have været endnu værre, hvis jeg havde brugt dagen på at være sur og bagtale ham til alle gæsterne for at dække over min egen flovhed.

Først protesterede Casper, som jeg også havde forventet, men turen hjem til Jylland var heldigvis lang, og det var mig, der sad bag rattet, så han havde ikke andre muligheder end at sidde og lytte til mig. Jeg slap ham ikke af krogen og skød alle hans dårlige undskyldninger ned, og til sidst medgav han, at han godt kunne se, hvad jeg mente. Jeg tror også, at mindet om det bordeauxfarvede jakkesæt hjalp.

Den aften gik vi i seng med en følelse af borgfred. Næste morgen overraskede Casper mig ved at give mig en undskyldning for den måde, han havde opført sig på. Denne gang kunne jeg se i hans øjne, at han mente det. Jeg var lettet over, at han omsider forstod, hvordan alt det her føltes for mig, og at han samtidig indså, at hans illoyalitet var et virkelig ucharmerende træk, der på sigt nok kunne få mig til at elske ham mindre.

Efter den famøse konfirmation blev Casper bedre til at være et team. Hvis vi i dag bliver mødt af kritik udefra, står vi sammen, og så kan vi altid tage den derhjemme bagefter. Det har selvfølgelig krævet noget øvelse, men da først Casper opdagede, at han fik en gladere og mere kærlig kone ud af det, fik han blod på tanden. Nu er der vist nærmest gået sport i det for ham; han kan godt lide tanken om at beskytte mig som en anden ridder. Jeg smiler lidt af ham, når han rigtig ruller sig ud, men lad ham bare. For jeg har fået en partner, der virkelig er min partner.