En læser fortæller: Min mand ville ikke opereres

Hele sit liv har min mand, Hans, arbejdet hårdt. Efter et par år som ufaglært landbrugsmedhjælper uddannede han sig til murer, og senere blev han selvstændig murermester, dog uden ansatte, for han kunne godt lide friheden i at være uafhængig af andre. Sin fritid brugte han på at bygge på vores eget parcelhus.

Ikke overraskende begyndte Hans med årene at døje med begge knæ, og som 60-årig kom han alvorligt til skade med ryggen i en arbejdsulykke. Han blev opereret, men noget gik galt, for bagefter havde han mindst lige så mange smerter som før og kunne ikke arbejde. Til sidst fik vi lægernes ord for, at han var blevet fejlopereret, og han blev opereret igen, men helt godt blev det aldrig.

Efter noget tovtrækkeri fik Hans tilkendt erstatning, men for ham var det et meget lille plaster til et stort sår. Herefter fulgte et langt og opslidende forløb, hvor han forsøgte at passe sit arbejde, men gang på gang måtte sygemelde sig, til stor frustration for både ham og hans kunder. Da han var 62, besluttede vi at søge seniorpension til ham, og den fik han.

Men pensionen gav ikke den ro, vi begge havde håbet på. Godt nok var der nu spændt et sikkerhedsnet ud under vores økonomi, men følelsesmæssigt kunne Hans slet ikke håndtere det identitetstab, der lå i, at han ikke længere kunne gå på arbejde. Samtidig havde han stadig daglige smerter i både ryg og knæ. Han tilbragte dagene i sengen eller i tv-stolen, mens han spiste smertestillende piller og blev mere og mere humørsyg og trist. Til sidst var det så slemt, at jeg hev ham med til lægen igen. Her fik han konstateret en depression og blev sat på antidepressiv medicin.

De næste mange måneder var nogle af de hårdeste i vores ægteskab. Jeg tror, vi begge havde det, som om vi stod nede på bunden af et dybt hul og kun lige kunne ane lyset over vores hoveder. Men der var ikke andet for end at begynde at klatre op. Hans var nu både fysisk og psykisk sat ud af spillet, så alting kom automatisk til at hænge på mig. Jeg tog mig af alt det huslige og haven, holdt styr på Hans’ medicin og lægetider og forsøgte i det hele taget at muntre ham op i det daglige. Samtidig skulle jeg passe mit deltidsjob som laborant, hvor der altid var travlt.

Noget af det værste var næsten, at Hans ændrede personlighed af at være syg og gå derhjemme. Før var han en robust og beslutsom mand, som desuden kunne underholde et helt selskab med vittigheder og sjove historier. Nu var han som en flad ballon. Han var tavs, trist og modløs, og alt ud over den daglige rutine var fuldkommen uoverskueligt for ham.

Jeg kunne ikke genkende min mand, og jeg klamrede mig dog til håbet om, at det kun var på grund af depressionen, at han havde ændret sig. Når først vi fik styr på dén, ville han forhåbentlig blive mere som før.

Over de næste mange måneder begyndte det langsomt at gå bedre med Hans’ mentale helbred. Medicinen hjalp ham, og efterhånden nåede han nok også frem til en modvillig accept af, at han nu var færdig med at arbejde.

Problemet var dog, at han ikke rigtig formåede at finde en erstatning for det, som arbejdslivet havde givet ham. Jeg forsøgte at gøre ham interesseret i haven eller få ham til at melde sig ind i en forening af en art, og der var jo også vores to dejlige børnebørn. Men jeg kunne godt fornemme, at den slags ikke sagde Hans helt så meget, som det gjorde mig.

Som tiden gik, begyndte jeg at forstå, at selv om Hans nu stort set var rask rent mentalt, så var han blevet hængende i det selvbillede, han fik, mens han var allermest syg. Han så kort sagt stadig sig selv som en stakkel, der ingenting kunne, og som ingen derfor kunne forvente noget af. Dette kom til udtryk på mange måder.

Hvis jeg for eksempel bad Hans om at købe ind til aftensmaden og støvsuge, mens jeg var på arbejde, indvendte han altid:

– Det ved du jo godt, jeg ikke kan med min ryg og mine knæ.

Hvis jeg foreslog, at vi gik en tur og eller bestilte en ferie sydpå, havde han samme indvending. Jeg vidste naturligvis godt, at han havde ondt, men jeg vidste også, at det ikke blev bedre af at sidde ned døgnet rundt. Kroppen skulle jo holdes i gang.

Jeg foreslog også ting, der ikke krævede noget fysisk af ham, såsom at få ringet til banken eller at invitere vores børn på middag. Men den slags gøremål blev også til sand mellem fingrene på ham. Han var fuldkommen blottet for initiativ.

Når jeg kom hjem fra arbejde, stresset og belæsset med indkøbsposer, vidste jeg altid, hvor Hans var: I sofaen foran tv’et. Selv om jeg kæmpede imod, tænkte jeg mere og mere, at han opførte sig både dovent og ynkeligt.

Nogle gange talte jeg med vores datter om det, og hun sagde altid, at jeg burde give ham en ordentlig opsang. Men så let var det ikke. Hans var jo syg, og jeg ville ikke virke ufølsom eller risikere at puste til hans depressive tanker igen. Samtidig var jeg dog klar over, at vi – eller i hvert fald jeg – ikke kunne blive ved på den her måde. Jeg var slet og ret udkørt og indebrændt.

Derfor begyndte jeg at presse på for, at Hans skulle lade sig skrive op til at få nye knæ. Ryggen ville aldrig blive god igen, men hvis han bare kunne komme op og gå noget mere, var jeg overbevist om, at noget af hans energi og livsmod ville vende tilbage. Han var meget nølende over for idéen og havde – forståeligt nok – fået nok af læger og hospitaler på det her tidspunkt. Men til sidst fik jeg ham overtalt, og efter udredning fik vi en dato til operation af venstre knæ.

Jeg vil være ærlig og sige, at jeg nærmest talte dagene til den operation. For mig føltes det som det eneste håb for, at vores samliv og dagligdag kunne komme bare nogenlunde tilbage til normalen. Min venindes mand havde fået lavet sine knæ for to år siden og var virkelig blomstret op.

Men jo nærmere vi kom datoen, desto mere skeptisk lød Hans, når han talte om operationen. Først ville han ikke sige hvorfor, men til sidst fik jeg halet ud af ham, at han simpelthen var livræd for endnu en fejloperation. Jeg forstod ham godt; min tillid til lægerne havde også lidt et knæk. Men igen: Hvad var alternativet?

I dagene op til knæoperationen gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for at få Hans til at forstå, at nye knæ ville gøre alverden for både ham og vores fælles liv. Han blev mere og mere mut, jo mere jeg forsøgte, og dagen før operationen erklærede han slet og ret:

– Jeg vil ikke afsted.

For første gang i to år strålede beslutsomheden ud af ham. Det var bare det helt forkerte tidspunkt.

Erklæringen kom, mens han sad i tv-stolen, og jeg stod i døren ind til stuen. Han så ikke engang på mig, da han sagde det. I det øjeblik kom al den vrede, jeg i månedsvis havde undertrykt, op til overfladen. Hvor opførte han sig bare ubegribeligt egoistisk! Jeg havde slidt og slæbt for at holde sammen på ham og på os, og nu ville han ikke afprøve det eneste, der kunne betyde en positiv ændring.

Jeg gik hen til den forbandede tv-stol og begyndte at skælde ud på Hans. Han blev fuldstændig mundlam. Men bedst som jeg var i færd med at give ham ren besked, brød jeg grædende sammen. Til sidst måtte jeg sætte mig ned på sofabordet. Jeg græd og græd, men mellem alle tårerne fik jeg sagt, at jeg simpelthen ikke kunne mere.

Pludselig mærkede jeg Hans’ arme rundt om mig. Han fik mig over at sidde i sofaen, og her blev han ved med at holde om mig, mens han mumlende beroligende ind i mit hår. Jeg kunne ikke huske, hvornår min mand sidst havde trøstet mig og været den stærke af os to, men hvor føltes det dog godt.

Dén episode blev et vendepunkt for os. Jeg havde omsider taget bladet fra munden, og Hans var trådt i karakter. Måske, fordi jeg endelig tillod mig selv at vise sårbarhed, så der blev plads til ham. Den aften lovede han mig at gennemføre operationen, og næste morgen kørte vi sammen derind. Der var stille i bilen, men det var en god stilhed. Det føltes, som om vi stod sammen igen.

Heldigvis blev Hans’ bange anelser ikke til virkelighed, for operationen gik godt, og han kom endda hjem samme dag. Jeg var lidt nervøs for, om han nu ville tage genoptræningen seriøst, men jeg behøvede faktisk kun at skubbe på i begyndelsen. Da først han begyndte at mærke, at knæet kunne mere end før, fik han blod på tanden.

Når jeg nu kom hjem fra arbejde, var han ofte ude at gå tur. En af dagene kom han hjem med blomster og sagde med et lunt smil, at blomsterhandleren var den butik, der lå længst væk, så det var der jo god træning i. Det var første gang i mange måneder, vi lo sammen.

Efter fem måneder fik Hans ordnet sit højre knæ, og også den operation forløb, som den skulle. Det var tydeligt, at han havde fået flere kræfter og dermed også mere gejst. Han undslog sig ikke længere, hvis jeg bad ham støvsuge, og jeg var ikke længere ene om at tage mig af hus og have.

Nu kunne jeg genoptage mine egne fritidsinteresser såsom at havbade og strikke. Imens kastede Hans sig ud i at anlægge det drivhus, vi i årevis havde talt om. Det krævede ganske vist lidt ekstra smertestillende til ryggen og en daglig lur, men hans stolthed over det færdige projekt var ikke til at tage fejl af.

I dag kan vi se tilbage på nogle drøje år, men samtidig med en vis stolthed over, at vi klarede det. Kærligheden holdt trods sygdom og krise, og hele familien kan mærke, hvordan Hans er blevet mere sit gamle jeg.

Nu har han overskud til at pjatte med børnebørnene, og jeg kan genkende den mand, jeg forelskede mig i for 40 år siden. Og Hans har forstået, at han stadig er præcis lige så meget værd for os som før, selv om han ikke længere går på arbejde.