Lige fra hjertet: Vores venskab gik i stykker

Eva og jeg havde kendt hinanden altid. Vores mødre var nære veninder og kolleger, så hun og jeg blev ligesom ”født” ind i et venskab, vi ikke kunne sige nej til.

Vi var også jævnaldrende, og især da vi var børn, havde vi meget glæde af hinanden, ikke mindst når vi var med vores mødre på de fælles ferier, som vi gennem årene kom til at holde mange af.

Efterhånden, som vi blev ældre, fik jeg det indimellem lidt svært med Eva. Hun kunne være så grænseoverskridende, som når hun for eksempel krævede at låne min bedste bluse og bagefter ikke afleverede den tilbage i månedsvis.

Min fejl var, at jeg altid endte med at bøje af for hende i stedet for at sætte grænser. Ikke desto mindre fulgte venskabet med ind i voksenalderen, og først da jeg i slutningen af 20’erne blev gift med Morten, mens Eva stadig var single, begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved vores relation.

Burde hun ikke kunne rumme det?

Som nygift og gravid var jeg ikke længere den, der ville med ud på en vild bytur hver weekend, lige tog et smut i biografen på en helt almindelig hverdag eller spontant var frisk på en forlænget weekendtur.

Alligevel blev Eva ved med at spørge, og da jeg tre gange i træk havde sagt nej til at mødes på vores stamcafé efter fyraften, endte jeg med at sige ja, da Eva for fjerde gang ringede og spurgte. Jeg følte mig presset til det, selv om jeg nu var gravid i syvende måned.

– Bare fordi man får mand og børn, behøver man jo ikke at gå hen og blive kedelig, var noget af det første, Eva sagde, da vi havde fået sat os med kaffen.

Hun sendte mig et skarpt blik, der straks gav mig dårlig samvittighed, men samtidig syntes jeg også, at hun var uretfærdig. Hun kunne vel regne ud, at jeg ikke kunne fortsætte med at leve det glade singleliv, når jeg var ved at etablere min egen familie. Burde hun ikke kunne rumme det?

Af en eller anden grund sagde jeg igen ikke fra. Jeg nøjedes med at stikke hende et forlorent smil og tog en tår af min kaffe.

Rigtig voksen

Allerede et par dage efter ringede Eva igen.

– Hej Stine. Det var så hyggeligt at se dig forleden. Skal vi ikke prøve at lave en ny aftale, så der ikke går så lang tid imellem? lagde hun ud.

– Njoh, sagde jeg. – Der er jo ikke så længe, til jeg skal føde, og jeg har tusind ting, jeg skal have ordnet, så …

– Jamen, netop derfor, afbrød Eva ufortrødent. – Når først du har fået en baby, bliver du garanteret ikke til at drive ud af huset. Jeg kender sådan nogle nybagte mødre. Hvis vi ikke laver en aftale nu, når vi ikke at ses, før du bliver mor, og så ved jeg godt, hvordan det går, fortsatte hun.

Igen fik jeg ikke sagt fra. Hun fik presset mig til at lave en aftale to uger længere fremme.

– Til den tid er du også gået på barsel, og så har du jo tid nok, sagde hun tilfreds, da vi havde aftalt dagen.

Jeg var alt andet end tilfreds med mig selv. Hvorfor havde jeg ikke sagt noget? Det kunne vel ikke være meningen, at jeg skulle danse efter hendes pibe? Jeg var højgravid, gift og på vej ind i en anden livsfase.

Jeg var, i modsætning til Eva, på vej til at blive rigtig voksen, og alligevel opførte jeg mig som en 10-årig i skolegården, der hoppede og dansede for en stærkere kammerat.

Som alle de andre

Jeg havde overhovedet ikke lyst til at mødes med Eva, da dagen for vores næste cafébesøg oprandt. Alligevel tog jeg derhen.

– Nu skal du jo også huske at komme lidt ud, når du er blevet mor, sagde Eva, hvorpå hun foreslog, at vi skulle lave en fast dag hver måned, hvor vi sås ”ligesom i gamle dage”, som hun kaldte det.

– Det tør jeg nok ikke binde mig til, svarede jeg lidt henholdende.

– Nej, det gør du vel ikke. Du er ligesom alle de andre.

– Hvad mener du?

– Jeg mener, at lige så snart I får mand og børn, så kan veninden bare ryge ud. Det var det samme med Laura. Og med Lotte.

Hun samlede armene stramt foran på brystet og så fornærmet ud. Igen var jeg for fej til at sige fra. Jeg gav mig i stedet til at glatte ud.

– Jeg har da overhovedet ikke sagt, at du bare kan ryge ud. Jeg siger kun, at jeg ikke tør binde mig til en fast, månedlig aftale. Hvad nu, hvis jeg får et kolikbarn?

– Bevares. Jeg synes bare, det begynder at ligne noget, jeg har prøvet før.

Som søskende

Da vi sagde farvel den dag, vidste jeg, at jeg skulle have en pause fra Eva. Jeg var nødt til at sige klart fra. Hun overskred gang på gang mine grænser, hun var krævende og sårende.

Skulle jeg være 100 procent ærlig, havde jeg mest af alt lyst til at droppe hende som ven. Jeg kunne bare ikke se, hvordan det kunne lade sig gøre.

Eva og jeg var jo næsten en slags søskende. Det var sin sag at sige til hende, at jeg ikke længere ønskede hendes venskab.

– Kan du ikke bare lade det glide ud i sandet? foreslog Morten.

– Det er også det, jeg helst vil. Det er bare ikke så nemt, når hun bliver ved med at insistere på at ses.

– Næh, men så skal du måske tage tyren ved hornene?

Åh, jeg var i vildrede. Det gik mig så meget på, og endnu værre blev det, da jeg et par gange i træk lod være med at tage telefonen, når hun ringede.

Jeg orkede ikke at snakke med hende, for hun fik mig altid til at føle, at jeg skulle forsvare mig, selv om jeg jo ingenting havde gjort. I stedet stak jeg hovedet i busken som en anden struds, og det løste jo overhovedet ikke problemet.

Ubehageligt besøg

Eva var en af de første, der fik besked om, at jeg havde født en søn. Hun hørte det gennem sin mor, der selvfølgelig hørte det fra min, så jeg nåede ikke selv at sende hende en sms, før hun stod på dørtærsklen.

Vi var lige kommet hjem fra sygehuset med vores to dage gamle Nichlas i liften, og det eneste, Morten og jeg havde brug for, var at lande i fred og ro. Vi magtede allerhøjst at se vores forældre til et kort barselsbesøg.

Men Evas behov var et andet. Hun kom med læssevis af gaver, og en kage havde hun også med, så det var umuligt at sige til hende, at det ikke var lige nu, vi skulle drikke kaffe. Jeg kunne i hvert fald ikke. Først, da mine svigerforældre ankom et par timer senere, sagde hun endelig farvel og gik igen.

På det tidspunkt var jeg totalt udmattet. Hormonerne fløj rundt i kroppen på mig, og jeg begyndte at tude ned i armene på Mortens mor, Hanne.

– Jamen søde ven dog, trøstede hun. – Tag det roligt. Det skal nok gå. Vi har aftensmad med til jer til et par dage, og du skal ikke tænke på andet end at få amningen til at køre.

Det hjalp at få lov at tude lidt, men det løste ikke mit problem. Jeg vidste, at jeg meget snart blev nødt til at tale med Eva, for vores verdener var nu så vidt forskellige, at jeg aldrig ville kunne leve op til hendes forventninger om, hvornår og hvor meget vi skulle ses.

Utåleligt blik

Bruddet kom knap tre uger senere. Jeg havde igen ikke taget telefonen et par gange, når hun ringede, og nu var Morten lige startet på arbejde efter 14 dages barselsorlov. Pludselig stod Eva på trappen.

– Hej. Jeg har en afspadseringsdag, så jeg ville lige se, hvordan det gik. Du tager aldrig telefonen. Giver du en kop kaffe?

Jeg åbnede modvilligt døren og lod hende komme ind. Nichlas hang over min skulder og gylpede, og jeg var endnu ikke kommet ud af natkjolen.

– Skal du ikke have tøj på? spurgte hun med et let misbilligende blik op og ned ad mig.

Det var det blik, jeg ikke kunne tåle. Der ramte hun min grænse. Måske også hjulpet på vej af, at jeg næsten ikke havde sovet den nat, så jeg var hudløs, træt og ude af stand til at lyve.

– Ved du hvad? sagde jeg. – Jeg orker ikke vores venskab længere.

Ordene røg bare ud af munden på mig, før jeg nåede at censurere mig selv. Eva så målløs på mig.

– Jeg orker det ikke, fortsatte jeg. – Du har slet ingen forståelse for, at mit liv har ændret sig. Du giver mig hele tiden dårlig samvittighed over, at jeg ikke prioriterer dig højt nok, men nu har jeg altså både en dejlig mand og et lille barn, så du kan ikke regne med at have mig lige så meget som i gamle dage. Og i øvrigt har jeg slet ikke lyst til at være sammen med dig, når jeg hele tiden føler, jeg skal forsvare mig.

– Nåh, men så skal jeg sandelig ikke forstyrre dig mere, svarede Eva smækfornærmet, inden hun snurrede rundt på hælen og gik sin vej.

Et arvet venskab

Et par dage efter sendte jeg hende en mail, hvor jeg prøvede at forklare mig ordentligt og samtidig undskyldte for den tumpede måde, ordene var faldet ud af munden på mig på. Den svarede hun aldrig på, så hun var selv med til at lukke døren i. Vi har ikke set hinanden siden.

Jeg savner hende nu og da i mit liv, men jeg må også konstatere, at når vores venskab ikke kunne holde til, at jeg blev gift og fik et barn, så var det til syvende og sidst nok ikke så stærkt, som vi gik og troede.

Men vi havde jo heller aldrig selv valgt hinanden. Det var et venskab, der var gået i arv fra vores mødre, som heldigvis besluttede, at Evas og mit brud ikke skulle påvirke deres venskab.