En læser fortæller: Min mands druk var ved at knække os

Allerede den gang jeg mødte Søren til en fest hos en veninde, drak han mere end gennemsnittet. Han var altid den, der tog godt for sig, hvis der var øl eller vin på bordet. Jo længere han blev til en fest, des mere fuld blev han, så enkelt var det.
Når vi alligevel blev kærester, var det, fordi han jo også var meget andet. Han var sød, sjov og intelligent, og vi havde det fantastisk sammen, når vi bare var os to.

Vi var begge under uddannelse, da vi mødtes. Han skulle være tømrer, og jeg var i lære på et større kontor. Jeg forestillede mig, at det med alkohol, skulle vi nok få styr på sammen, for det var jo ikke sådan, at han drak hver dag, slet ikke. Søren kom fra en familie, hvor begge forældre var alkoholikere, og han havde ikke haft en nem opvækst.
Jeg nåede aldrig at møde hans mor, for hun døde, kort inden vi blev kærester. Hans far derimod havde han sporadisk kontakt til, indtil vi fik børn. Han ville ikke lade sin far være sammen med børnene, hvis han havde drukket, og faderen mente ikke, at Søren skulle bestemme, hvornår han drak, så det endte med, at de slet ikke sås de sidste år, faderen levede.
Han ringede hver anden, tredje måned for at svine Søren til og fortælle ham, hvilken elendig søn han var, men ellers var der ingen kontakt.

Inden vi fik børn, gik Søren meget op i, at de aldrig skulle se ham være fuld. Men hans billede af en fuld far var noget anderledes end mit, og det blev med tiden en kilde til mange skænderier. Vi brugte timer på at diskutere, hvorvidt han skulle holde igen ved en familiesammenkomst for at undgå at blive fuld. Ligesom jeg mange gange, inden vi tog afsted, har bedt ham om helt at holde sig fra alkohol. Det sidste var svært. For Søren var det nærmest en menneskeret at kunne drikke en øl.

I min familie havde han ry for at være en festlig og sjov fyr, og jeg nævnte aldrig for dem, at det ikke var særlig festligt, når vi kom hjem, og han bare dejsede om på sofaen, mens jeg sagde til børnene, at far var meget træt. Jeg skærmede ham for at blive set på som en alkoholiker. Skal jeg være ærlig, var det ikke for at beskytte ham, men mere for at beskytte børnene og mig selv. Jeg ville ikke være kvinden med den alkoholiserede mand, og ingen skulle i hvert fald tale dårligt om børnenes far!

Selv om der kunne gå måneder, hvor alkohol ikke fyldte i vores hverdag, så var der alligevel episoder, hvor han kom sent hjem fredag efter arbejde, fordi han havde drukket fyraftensøl med kollegerne. Det var jo ikke anderledes end, hvad andre sikkert gjorde en gang imellem. Men det betød, at jeg altid havde lidt ondt i maven om fredagen, fordi jeg ikke vidste, i hvilken tilstand han ville komme hjem.

Særligt da børnene blev større og kunne have venner på besøg, havde jeg svært ved at acceptere hans adfærd. Det var jo ikke, fordi han var bimlende beruset, men han var påvirket, talte langsommere og fik et specielt udtryk i ansigtet, som jeg med tiden kom til at hade. Jeg vidste altid, om han havde drukket, for jeg kunne høre det på hans stemme i telefonen, og jeg kunne se det i hans ansigt, næsten uanset om det blot var et par øl. Omvendt blev det et princip for ham, at jeg ikke skulle blande mig i, om han drak en enkelt øl med kollegerne. Han begyndte at søge de yngre kolleger, fordi de, der var omkring de fyrre som han selv, jo havde en familie, de skulle hjem til.

Forbruget eskalerede lige så stille. Han begyndte at drikke, når han sad alene om aftenen, efter at jeg var gået i seng. Vi boede tæt på et supermarked, der havde længe åbent, så jeg kunne ofte høre hoveddøren gå inde fra soveværelset. Kort efter kom han tilbage med et par stærke øl. Jeg tog ham også i at have en flaske whisky gemt i sin taske, som han hældte op fra, når jeg var gået i seng. Det var på alle måder meget skræmmende. For jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle stoppe det, eller hvordan jeg skulle beskytte børnene mod den viden, at deres far drak.

Vi havde mange skænderier, fordi misbruget nu stod så tydeligt for mig. I de perioder, hvor han godt selv vidste, at hans forbrug var gået over stregen, undskyldte han sig med problemer på arbejdet eller andre ting, der gik ham på. En af de episoder, der fik hans misbrug til at stige, var faderens død forrige år. Jeg sagde til Søren, at jeg var der for ham på én betingelse, at han ikke drak sorgerne væk, men det kunne han desværre ikke overholde, så gabet imellem os voksede sig blot større.
Hans far kontaktede Søren, kort før han døde. Ikke for at blive forsonet, det sker vist kun på film. Hans far ønskede blot at aflevere en sidste grim besked, inden han stillede træskoene. Han beskyldte Søren for at være skyld i hans kræftsygdom, fordi han havde svigtet sin far! Der fulgte en rigtig hård tid for ham efter det, og turene ned til supermarkedet steg markant, ligesom han begyndte at drikke vin til maden mere eller mindre hver dag.
Jeg gav ham snor til det, dels fordi jeg simpelt hen ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, og dels fordi jeg havde ondt af ham.
Børnene fik rigtig meget sodavand i de perioder, deres far drak. Han gik ned og handlede med det påskud, at børnene skulle forkæles med sodavand på en hverdag, og så skulle vi have vin, fordi børnene jo fik sodavand! Jeg havde egentlig ikke lyst til at drikke vin, men jeg begyndte at tage et par glas, eller hælde det i vasken, når han ikke kiggede. Jeg vidste inderst inde godt, at Søren havde et misbrug på det tidspunkt, men jeg ønskede inderligt, at jeg tog fejl, og at det var ham, der havde ret i, at jeg overdrev. Konsekvensen af at se det i øjnene virkede uoverskuelig.

Vores søn August på ti år, var meget loyal over for sin far, og han hadede, hvis han fangede os i en diskussion om alkohol. August kunne ikke se problemet, og det begyndte at give ham konflikter med sin tre år ældre storesøster, Sara. Hun reagerede nemlig voldsomt, hver gang hun oplevede, at Søren var fuld. Hun kendte alle tegnene lige så godt som jeg og kunne være både hånlig og nedladende over for ham, når han var påvirket af alkohol. Men netop fordi hans sanser var bedøvede, lagde han ikke selv mærke til, hvor galt det var. Men det gjorde August og jeg til gengæld. August fik ondt af sin far og skældte Sara ud, mens Søren sad og smilede sit gummismil uden at forstå, hvor forbandet trist og tragisk det hele var.

Jeg prøvede at appellere til ham og sagde, at han ødelagde forholdet til sin datter, men han mente bare, at det var mig, der havde fået hende til at være sådan. Standardsvaret var altid det samme: – Jeg kan ikke se, hvordan det kan være et problem, at jeg tager mig en øl eller et glas vin til maden.
Og så var vi havnet i samme blindgyde som tusind gange før. Det var dybt ironisk i forhold til, hvor meget han selv hadede at vokse op i et alkoholisk hjem.

Da Sara begyndte i 7. klasse, skulle vi til at tænke på hendes konfirmation, men da jeg spurgte hende, hvilke veninder hun ville invitere, lukkede hun helt ned.

– Jeg skal hverken konfirmeres eller holde en fest, så længe far drikker. Det orker jeg simpelthen ikke, sagde hun stille og forsvandt ind på sit værelse.
Da jeg fortalte Søren, hvad hun havde sagt, benægtede han som sædvanligt og mente, at det var en holdning, som jeg havde påduttet hende. Det var frygteligt frustrerende at stå ansigt til ansigt med et menneske, der gjorde min datter ondt, fordi han ikke fattede, hvor meget han ødelagde sin familie med sit misbrug. Men vi kunne ikke ændre på noget som helst, før han selv indså, at han havde et problem. Lige dér, besluttede jeg mig for at gå fra ham, hvis han ikke holdt op med at drikke. Det ville få voldsomme følelsesmæssige og økonomiske konsekvenser for både mig og børnene, men hellere det end at udsætte dem for en alkoholiseret far, der langsomt, men sikkert gik i hundene.

Jeg havde brugt så meget energi på at skjule for familien, at Søren drak, men jeg valgte at bide hovedet af al skam og involvere dem.

Det var meget grænseoverskridende, fordi jeg skammede mig sådan over at have budt mine børn det så længe. Men samtidig var det også en kæmpe forløsning endelig at kunne være åben om det. Det kom ikke bag på dem, at Søren drak mere end gennemsnittet, men de var chokerede over at høre, hvordan det var eskaleret.
Søren blev rasende over, at jeg havde fortalt alle, at han drak. Jeg tror faktisk også, at han skammede sig. Særligt over for sin fars bror. Hans onkel havde aldrig drukket, men havde stået på sidelinjen og altid gjort, hvad han kunne, for at hjælpe Søren igennem en traumatisk barndom. Jeg tror, det var ham, der blev den udslagsgivende faktor, som gjorde, at Søren, godt nok under protest i begyndelsen, valgte at tale med en alkoholrådgiver og derefter følge et forløb.
Der er nok nogen, der ikke forstår, hvorfor det ikke ændrede noget for Søren, at hans datter tryglede ham om at stoppe, men jeg tror, at det var lettere for ham at benægte Saras ord, end det var at afvise sin onkel, der om nogen kendte til, hvordan alkohol kan smadre en familie.

Det er nu et år, siden Søren kom i behandling, og han har ikke drukket siden. Vi er stadig gift, men vi skal finde vores ben som familie. Søren er mere glad, end han har været i årevis og virker helt afklaret med, at han aldrig skal drikke igen. August er blevet mere afslappet og føler ikke, at han skal passe på sin far hele tiden. Sara er stadig usikker på, om Søren kan holde sig fra alkohol resten af livet, men det hjalp på tilliden, at han ikke drak til hendes konfirmation.