En læser fortæller: Mine døtre tog min hjælp for givet

Jeg havde dårlig samvittighed, men jeg kunne ikke se nogen anden udvej. Sidste år havde jeg haft hænderne fulde med børnebørn, når jeg holdt mine tre ugers ferie fra jobbet i tøjbutikken.

De første to uger passede jeg Clara på syv år, så min datter og hendes mand kunne arbejde. Clara var ikke vild med at gå i SFO, og derfor spurgte Anette, om jeg kunne passe Clara i dagtimerne.

– Det kan jeg sagtens, erklærede jeg friskt.

– Skønt, udbrød Anette. – Måske du også kan hjælpe Pernille? Jeg ved, de har svært ved at få feriekabalen til at gå op.

– Jo, selvfølgelig. Sol og vind skal jo deles lige, sagde jeg og ringede straks til min ældste datter.

– Åh, dejligt at høre din stemme, udbrød Pernille taknemligt. – Jeg skulle netop til at ringe for at spørge, om du, ligesom sidste år, kan passe William og Lucas i en af de uger, hvor vores SFO holder ferielukket? Så behøver jeg ikke sende drengene afsted til den i nabobyen. Kan det lade sig gøre?

– Jo, det er den sidste uge af min ferie, så det er fint.

Sådan var det gået til, at jeg brugte størstedelen af min sommerferie på at passe børn. Især tvillingerne, William og Lucas på seks år, var en stor mundfuld for mig. De har masser af energi, og jeg var godt træt hver eftermiddag, når de blev hentet af deres forældre.

Jeg elsker selvfølgelig mine børnebørn og nyder at tilbringe tid med dem, men i år kunne jeg mærke, at jeg havde brug for en pause. Sidste sommer føltes det aldrig helt som ferie, og jeg brugte meget tid på at planlægge aktiviteter for børnene. Vi var i legeland, ved søen og på forskellige legepladser den ene dag efter den anden.

Da de tre ugers ferie var overstået, var jeg helt udmattet. Sådan skulle det ikke være i år. Jeg ville have lov at nyde en uges ferie, hvor jeg var alene og kunne nusse rundt i huset i fred og ro.

Det var kun tre år siden, at min kære mand, Bent, var gået bort. I starten frygtede jeg ensomheden, men jeg fandt ud af, at jeg faktisk nød mit eget selskab.

Som i de øvrige år havde jeg tre ugers sammenhængende ferie i juli måned, men denne gang lod jeg mine døtre forstå, at jeg kun ville holde to uger fri.

– Det passer ikke med så lang ferie i år, forklarede jeg og forsøgte at holde den dårlige samvittighed i skak. – Men jeg kan sagtens hjælpe med børnene de to uger, jeg har ferie.

Der lød et lettelsens suk fra dem, og snart var jeg fuldt booket med børnepasning.

– Så er det godt, at du har en uge fri til dig selv bagefter, udbrød Vera, som var ejer af tøjbutikken.

Hun var både min chef og bedste veninde. Jeg havde allerede fortalt hende, at jeg ville holde min sidste uges ferie hemmelig for Anette og Pernille.

– Men jeg synes nu alligevel, at det er noget drastisk, at du er nødt til at skjule det for dine døtre. De burde nok kunne forstå, at du ikke har lyst til at bruge al din tid på børnebørnene.

– Det ved jeg godt, sukkede jeg. – Men de er jo vant til, at jeg står på spring, både i hverdagen og i ferierne. Og jeg kan ikke lide at sige nej, så det er bedst sådan her. På denne måde skuffer jeg ingen.

Vera så ikke overbevist ud, og jeg gik da også rundt med sort samvittighed i tiden op til ferien. Men inderst inde kunne jeg mærke, at jeg havde brug for et frirum, og det måtte jeg holde fast i.

I den første uge tog jeg mig af Clara, og derefter var det William og Lucas. Vi hyggede os alle gevaldigt, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var helt ung længere.

– Du burde da også gå på pension, drillede Pernille mig, da hun hentede drengene for sidste gang om fredagen.

Hun studerede mit trætte ansigt.

– Du har da alderen til det, så var det ikke noget, du seriøst skulle overveje?

– Jeg nyder nu mit arbejde, sagde jeg og kunne godt høre, at jeg lød udmattet. – Vera og jeg har arbejdet sammen i 15 år. Vi kan slet ikke undvære hinanden. Men jeg går nok lidt ned i tid til vinter.

Pernilles ansigt lyste op.

– Det lyder sørme godt. Så kan du måske passe børnene lidt oftere.

Jeg rynkede panden. – Synes du ikke, at jeg passer dem tit nok?

– Jo, jo, det gør jeg da, sagde Pernille hurtigt. – Men jeg tænkte bare … at du ville få mere tid …

Hendes stemme tonede ud, og vi talte ikke mere om det.

Bagefter var jeg i dårligt humør. Pernille havde ramt mig lige der, hvor skoen trykkede. Jeg havde altid smidt alt, hvad jeg havde i hænderne, når der var brug for en babysitter, og dermed var der opstået en forventning om, at jeg selvfølgelig trådte til hver eneste gang, de ringede.

Det var min egen skyld, at jeg nu følte mig presset og ikke kunne finde ud af at sige fra. Jeg vidste godt, at mine døtre og deres mænd var pressede i hverdagen med fuldtidsjobs, møder og aktiviteter, og jeg ville gerne hjælpe, så meget jeg overhovedet kunne. Men det kunne ikke blive ved på denne måde.

– Jeg må tale med dem, når sommeren er ovre, lovede jeg højlydt mig selv. – Jeg må lære at sige fra.

Lige nu ville jeg bare have lov til at nyde de næste dage i mit eget selskab, og det viste sig også at være tiltrængt. Min krop faldt sammen som en slatten karklud, og jeg foretog mig ikke andet end at trisse rundt i min lille have, lave god mad og se en film om aftenen.

Men hvis jeg havde troet, at jeg kunne slippe afsted med min lille hvide løgn uden at blive afsløret, så tog jeg fejl.

Om torsdagen ringede Vera til mig fra butikken.

– Birgit, din ældste datter har lige været forbi med sine børn. De undrede sig selvfølgelig over, at du ikke var her, og du ved, at jeg ikke er god til at lyve. Jeg fortalte, at du havde taget nogle fridage for at slappe lidt af i dit eget selskab.

– Åh, udbrød jeg. – Jeg havde ikke regnet med, at de ville komme i butikken. De havde jo fortalt, at de ville tage et par dage i sommerhus, men det er fint nok, hvad du sagde.

Vera rømmede sig. – Ja, jeg kom måske til at tale lidt over mig. Jeg nævnte noget om, at det havde været hårdt for dig at passe børn de sidste par uger.

– Vera, altså.

Jeg sukkede uden at blive vred på hende. Jeg vidste jo, at hun havde sagt det i en god mening.

– Det er o.k. Jeg ringer til Pernille.

– Det behøver du ikke. Hun er på vej med børnene.

Knap havde hun talt færdig, før det ringede på min dør. Jeg sluttede hurtigt af og gik ud for at åbne. William og Lucas kastede sig ind mod mig og gav mig et knus.

– Mormor, råbte de begejstret, før de ræsede videre til det lille legerum, jeg havde indrettet til dem i gæsteværelset.

– Hej mor. Pernille så undersøgende på mig. – Hvorfor har du ikke fortalt, at du holder ferie?

– Nåh, jeg trængte bare til at slappe lidt af, svarede jeg vævende.

– Det kunne du godt have sagt, udbrød Pernille og lød irriteret. – Vores sommerhustur er gået i vasken, og jeg var inviteret til et tøsearrangement i går, men måtte sige nej, da Flemming jo arbejder i denne uge.

Hun dumpede ned på køkkenstolen og slog ud med armene. – Jeg er virkelig ærgerlig, for jeg har ikke set de veninder i lang tid. Hvis jeg bare havde vidst, at du holdt fri, så kunne jeg være kommet med. Jeg trængte sådan til en dag med veninderne.

Det lettere bebrejdende blik i hendes øjne blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Nu var det åbenbart min skyld, at Pernille havde mistet en mulighed for at hygge sig med sine veninder.

– Jeg sagde ikke noget, fordi jeg gerne ville have tid til mig selv i denne uge, svarede jeg bestemt. – Jeg mener faktisk, at jeg har taget min del af slæbet med børnepasning de seneste par år, og jeg bryder mig ikke om, at du giver mig dårlig samvittighed.

– Nej, helt ærligt mor, fór Pernille op. – Jeg mente kun, at du burde have fortalt, at du var herhjemme, så jeg havde muligheden for at bede om hjælp. Du kunne jo bare sige nej.

– Men det er jo netop problemet, udbrød jeg skarpt. – Hver gang du eller Anette spørger mig, så forventer I også, at jeg stiller op. Det er blevet for meget. Derfor holdt jeg denne ferieuge hemmelig. Fordi jeg har brug for at slappe af uden børn og uden at bekymre mig om at blive ringet op af jer. Men det er åbenbart ikke i orden.

Pernille så ud, som om hun havde fået en kold spand vand i hovedet.

– Jamen, hvis det er så slemt for dig at passe børnene, så …

Hun rejste sig, kaldte på William og Lucas og forlod huset, tydeligvis fornærmet. Jeg var ked af det, men nu havde jeg omsider fået sagt fra, og det måtte jeg holde fast i. Også selv om det gjorde ondt.

Jeg ville gerne gøre det bedste for mine piger, men jeg måtte også passe på mig selv, og det håbede jeg, at de begge kunne forstå, når de fik mulighed for at sunde sig.

Heldigvis tog det ikke lang tid. Et par dage senere kom både Anette og Pernille på besøg. Uden børnene. De gav mig som det første et varmt knus, og en sten faldt fra mit hjerte.

– Undskyld mor, sagde Pernille brødebetynget. – Det var ikke meningen, at vi ville tage din hjælp for givet. Vi tænkte jo, at efter fars død var det godt for dig, at du havde noget at se til. Og du sagde altid ja. Men du har ret. Det har taget overhånd med børnepasningen.

Anette nikkede samtykkende. – Vi har talt om det, og vi er faktisk chokerede over, at det kom så langt, at du måtte holde din ferieuge hemmelig for os. Det bliver ikke nødvendigt længere. Vi skal nok skåne dig, lovede hun, og det løfte har mine døtre i høj grad holdt.

De har fundet en fælles babysitter, de benytter, og til næste år skal jeg blot hjælpe med børnene den ene uge, hvorefter jeg kan sætte mit eget tempo resten af ferien. Jeg glæder mig til begge dele.